Kommentar af 
Signe Bøgevald Hansen

Aflysning af sommerens eksaminer er et symptom på det kravløse uddannelsessystem

KOMMENTAR: Det største generationstyveri, politikerne kan begå mod os unge, er faldende krav og dermed ringere faglighed. Det er forfejlet at tro, eleverne bliver pressede, når man forventer noget af dem.

Danske elevers dalende faglighed er netop et resultat af en tilgang, hvor konkrete krav og konkret faglighed er blevet nedprioriteret, skriver Signe Bøgevald.
Danske elevers dalende faglighed er netop et resultat af en tilgang, hvor konkrete krav og konkret faglighed er blevet nedprioriteret, skriver Signe Bøgevald. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Signe Bøgevald Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er netop indgået en bred politisk aftale om aflysning af en række eksaminer i skolerne og på gymnasierne.

Aftalen er symptomatisk for hele den uddannelsespolitiske tankegang, som desværre præger store dele af det politiske spektrum. Her ses færre krav som en tjeneste og en gave til eleverne.

I virkeligheden forholder det sig komplet modsat. Det største generationstyveri, politikerne kan begå mod os unge, er faldende krav og en dermed ringere faglighed.

For lidt over et år siden udkom en omfattende undersøgelse fra Undervisningsministeriet, der viste, at fagligheden inden for helt basale færdigheder var faldet blandt gymnasieelever. Undersøgelsen vakte desværre ikke den politiske forargelse, den burde. Den har tilsyneladende heller ikke ført til selvransagelse eller forslag til forbedringer og ændringer blandt politikerne. Det er enormt bedrøveligt.

For et af de største svigt vores forældre, beslutningstagere og andre "voksne" kan begå, er ikke at insistere på, at vi har ret til at blive dygtigere og klogere og tilmed ikke gøre noget ved det, når man kan se, at vi bliver dummere.

Vores dalende niveau i helt basale faglige færdigheder er netop et resultat af en tilgang, hvor konkrete krav og konkret faglighed er blevet nedprioriteret i forhold til højtflyvende målsætninger og ustruktureret gruppearbejde, som mange unge kan have svært ved at finde vej igennem.

Min opfattelse er, at det ikke hovedsageligt er manglen på fest og farver, der gør de unge kede og ensomme under corona-nedlukningen, men i stedet manglen på en dagligdag med netop faste krav og forventninger.

Signe Bøgevald Hansen, Kommentarskribent

En tilgang, hvor det er bedre hurtigt at kunne Google, end det er at kunne fordybe sig i for eksempel et et længere skønlitterært værk. Netop det at kunne læse en længere bog er blevet en vanskelighed for mange børn og unge. Det er svært at holde opmærksomhed. Telefonen ligger måske lokkende ved siden af. Og hvad får man egentlig ud af at læse en længere bog, når man i stedet kan finde et kort resumé på nettet?

Det er selvfølgelig vigtigt, at uddannelserne også udvikler sig. Vi skal kunne noget andet og mere, end vi skulle kunne for 50 år siden. Men selv i en moderne verden bør vi insistere på, at der bør være et grundlag af faglighed og viden, som vi kan træffe valg ud fra. Viden frisætter os nemlig og gør os i bedre i stand til at træffe fornuftige valg.

At aflyse sommerens eksaminer gør ikke eleverne mindre stresserede. Jo, måske det letter et pres og nogle forventninger på kort sigt, men på længere sigt bidrager aflysningen til en forståelse af, at krav er en straf og en faktor, der stresser unge mennesker.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har længe kæmpet for, at dette års eksaminer skulle aflyses grundet den særlige corona-situation og det pres og den stress, eksaminerne bidrager med til unges liv. Men det er ikke noget nyt, at elev- og studenterbevægelsen kæmper for færre krav, færre prøver og færre eksaminer.

Ja, også når det handler om karakterkrav i forbindelse med optag på gymnasier, er DGS på pletten og forlanger, at karakterkravet til ungdomsuddannelserne helt skal afskaffes. Deres kamp mod præstationspres og stress er sympatisk, men den er også forfejlet.

Jeg tilhører selv den famøse gruppe af unge kvinder mellem 16 og 24 år, hvor hele 40 procent føler sig stressede. Jeg ønsker ikke at negligere det pres, som mange unge føler. For jeg har selv følt det.

Men jeg ved også, at det, der hjælper på stress og forventningspres, ikke er færre krav. Tværtimod har jeg oplevet under corona-nedlukningen, hvordan netop manglen på struktur, konkrete krav og forventninger kan føre til mere pres og stress.

Blå bog
Signe Bøgevald Hansen (født 1998) er formand for Liberal Alliances Ungdom.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Jeg ønsker naturligvis ikke at slutte noget generelt ud fra min personlige oplevelse, men min opfattelse er, at det ikke hovedsageligt er manglen på fest og farver, der gør de unge kede og ensomme under corona-nedlukningen, men i stedet manglen på en dagligdag med netop faste krav og forventninger.

I stedet for at kræve færre krav, forventninger og eksaminer bør min generation af unge i stedet tage kampen op mod det største generationstyveri, politikerne har begået i nyere tid.

Nemlig den accept af det dalende faglige niveau, der desværre er sket, fordi man tror, unge bliver pressede, når man forventer noget af dem. Den tilgang er aflysningen af sommerens eksaminer desværre et eksempel på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Bøgevald Hansen

Politisk konsulent, SMVDanmark, medlem, Cepos' Centerråd
stud.scient.pol. (Aarhus Uni.)