Køb abonnement
Annonce
Debat

Ngo’er, advokater og aktivister: Flygtninge i ingenmandsland udstiller hykleriet i EU’s flygtningepolitik

Vi
kræver, at den danske regering lægger pres på EU for at få ophævet de ulovlige
asylregler i Polen, Letland og Litauen og give flygtninge, der er strandet
mellem Belarus og EU, muligheder for at søge asyl, skriver 13 personer i fælles debatindlæg.
Vi kræver, at den danske regering lægger pres på EU for at få ophævet de ulovlige asylregler i Polen, Letland og Litauen og give flygtninge, der er strandet mellem Belarus og EU, muligheder for at søge asyl, skriver 13 personer i fælles debatindlæg.Foto: Ramil Nasibulin/Ritzau Scanpix
10. december 2021 kl. 05.00

M

se afsendere i faktaboks

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de sidste måneder har fokus været rettet mod grænserne mellem Belarus og EU-landene Polen, Litauen og Letland. Her er tusindvis af flygtninge – mænd, kvinder og børn – fra blandt andet Afghanistan, Syrien og Irak strandet i et ingenmandsland som brikker i et kynisk spil. Hviderusland sender flygtningene mod EU-landene, som nægter dem adgang, og hvis de forsøger at komme tilbage til Hviderusland, nægtes de adgang.

Afsendere
  • Marianne Vølund, advokat
  • Niels-Erik Hansen, advokat
  • Tim Whyte, Mellemfolkeligt Samvirke
  • Michala Bendixen, Refugees Welcome
  • Henriette Mentzel, SOS Racisme Danmark
  • Martin Lemberg-Pedersen, Amnesty International Danmark
  • Michael Graversen, dokumentarist
  • Lene Junker/Steen Hartmann, Fællesinitiativer mod racisme og diskrimination (KBH)
  • Anne Lise Marstrand, forfatter
  • Stella Randal, Venligboerne Greve
  • Manila Ghafuri, Rapolitics 
  • Lene Kjær, aktivist

De tre EU-lande har samtidig nægtet adgang for pressen og hjælpeorganisationer i grænseområdet, og flygtningene er derfor uden adgang til mad, vand og lægehjælp. Mindst 11 personer er allerede døde, og senest omkom en 14-årig dreng af kulde.

Tilsidesættelse af menneskerettigheder

Polen har indsat 15.000 soldater til at forsvare deres og EU's grænse med vandkanoner, tåregas og skydevåben, mens de håndhæver nyligt strammede asyllove: Flygtninge kan afvises uden sagsbehandling, hvis de ikke er kommet til landet på lovlig vis. Og vejen gennem skoven fra Hviderusland anses ikke for lovlig.

Danmarks svar på denne humanitære katastrofe er at bistå Litauen med en særlig ondartet form for pigtråd. Ja, du læste rigtigt: Pigtråd, der skal forhindre mennesker i at søge asyl i henhold til FN’s flygtningekonvention, som alle lande i EU er forpligtet til at følge.

Asylansøgeres sager skal behandles individuelt, og flygtninge skal have lov til at indgive en ansøgning om asyl. At forhindre mennesker i at søge om asyl er derfor en overtrædelse af både flygtninge- og menneskerettighedskonventionen, ligesom det er en overtrædelse af basale menneskerettigheder at forhindre mennesker adgang til mad, vand og lægehjælp.

Det bliver ikke mere lovligt af, at Polen har erklæret situationen for en undtagelsestilstand og på denne måde forsøger at legitimere deres ulovligheder. At flygtninge søger asyl kan aldrig blive en undtagelsestilstand eller nødsituation for Polen og resten af EU.

I stedet for at indføre sanktioner mod Polens, Letlands og Litauens ulovlige asylregler og i stedet for at hjælpe de flygtninge, der allerede er strandet mellem Hviderusland og EU, så har EU’s udenrigsministre rost Polen for på heroisk vis at vogte grænsen mod de flygtninge, som Lukasjenko har forsøgt at sende ind i EU. Sanktionerne rettes kun mod Hviderusland, og dette udelukkende for at forhindre, at Lukasjenko skal sende flere flygtninge ind over grænsen.

Læg pres på ulovlige asylregler

Det er hyklerisk, når udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udtaler, at regeringen sætter menneskeliv højest ved at sikre, at migration kun kan foregå lovligt, og at regeringen vil lukke de farlige flygtningeruter, der koster menneskeliv, til livs.

Asylansøgeres sager skal behandles individuelt, og flygtninge skal have lov til at indgive en ansøgning om asyl.

Mellemfolkeligt Samvirke, Refugees Welcome m.fl.
Se afsendere i faktaboks

Når ruterne til EU er farlige, er det nemlig udelukkende, fordi EU lukker grænserne. Virkeligheden er, at det gøres umuligt at nå EU via lovlige ruter.

EU’s regeringer har vist, at man hellere lukker øjnene for, at mennesker dør af sult og kulde, end man vil lukke flygtninge ind i EU. Nu har Irak hentet 400 irakere hjem til Irak. Vil vi vente på, at Taleban henter afghanerne hjem eller overlader vi flygtningenes skæbne til Polen og Belarus.

Vi kræver, at den danske regering lægger pres på EU for at få ophævet de ulovlige asylregler i Polen, Letland og Litauen og give flygtninge, der er strandet  mellem Belarus og EU, mulighed for at søge asyl.

Artiklen var skrevet af

M

Mellemfolkeligt Samvirke, Refugees Welcome m.fl.

se afsendere i faktaboks

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026