Køb abonnement
Annonce
Debat

Aleqa Hammond: Riskærs uvidenhed er den virkelige skændsel

Desværre står Riskær ikke alene blandt danske politikere med sin tilgang til Selvstyreloven, mener Aleqa Hammond. 
Desværre står Riskær ikke alene blandt danske politikere med sin tilgang til Selvstyreloven, mener Aleqa Hammond. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
13. marts 2019 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Aleqa Hammond (Nunatta Qitornai)
MF

Hvad skal man dog mene om Klaus Riskærs Pedersens udtalelser til Altinget og KNR om Grønland? Først erklærer han, at Grønland ikke må blive selvstændigt, og bagefter erklærer han sig parat til at lukke Thule Air Base.

Det er jo den mest skrigende mangel på indsigt omkring Danmarks forhold til Grønland, som en politiker kan udvise. Selvstyreloven fungerer altså som Grønlands nuværende forfatning. Selvstyreloven fastsætter helt på linje med grundloven, hvordan parlamentarisme og regering er organiseret i Grønland. Selvstyret vedtager love, der gælder i Grønland.

I den situation ville det have været godt, hvis den politiske aftale blev overholdt og respekteret af politikere og meningsdannere. Det er desværre ikke tilfældet. Jeg har over tid også skuffet kunnet konstatere, at Klaus Riskær Pedersen sjældent står alene med denne generelle tilgang til selvstyreloven.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Almindelig dansk tilgang
Det er et væsentligt problem, at skiftende danske regeringer har været klar til at gradbøje landets egne love, når det drejer sig om Grønland.

Som jeg har nævnt ved tidligere lejligheder, så opfattes selvstyreloven efterhånden som en dansk elastik i metermål, når det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad der tolkes som udenrigs- og sikkerhedspolitisk.

Selvstyreloven giver altså Grønland ret til selvstændighed den dag, det grønlandske folk ønsker det.

Aleqa Hammond
MF

Det ville være godt, hvis danske politikere og meningsdannere fremover udviste generelt større respekt for selvstyreloven i både tanke og handling. Selvstyreloven giver altså Grønland ret til selvstændighed den dag, det grønlandske folk ønsker det. Punktum.

Det er ikke længere noget, Danmark eller Klaus Riskær Pedersen bestemmer. Og folk med almindeligt kendskab til aftalen med USA angående baser i Grønland ved, at Danmark kun kan kræve Thule Air Base lukket, hvis hele Nato opløses samtidig.

Riskærs radioharme
Et forhold, der længe reelt har forhindret Danmark i at gøre andet end pænt at bede USA om tjenester i forbindelse med basen. Så Danmark kan hverken forhindre Grønland i at blive selvstændigt eller true USA med at lukke Thulebasen, uanset hvilke forældede ønsker der måtte rode rundt i Klaus Riskær Pedersens hoved.

"Det er en skændsel det her," udtalte han selv, da han mente, at en vært i Radio24syv ikke havde sat sig nok ind i en sag angående hans personlige verden.

Så ved vi i det mindste, hvad vi andre skal mene om hans egen åbenlyse mangel på indsigt, når han udtaler sig om Grønland.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026