Alternativet: Kære minister, tag ansvar for børn og unges mistrivsel

Af Pernille Schnoor (ALT)
Uddannelsesordfører

Vi har i årevis hørt om elever, der i vores uddannelsessystem er bange for at lave fejl, række hånden op eller stille ’forkerte’ spørgsmål i undervisningen, fordi de har en opfattelse af, at det kan få store negative konsekvenser for deres fremtid. 

Vi har hørt om elever, der oplever, at det snarere handler om at være strategiske, taktiske og forstå, hvad underviseren gerne vil have fra eleverne end faktisk at forstå faget og dets indhold. Vi har hørt om elever, der synes, det er pinligt og tabubelagt, hvis de ikke får et ti-tal eller derover i karakter, fordi det giver en følelse af at have fejlet.

Ja, vi har hørt det fra både elevorganisationer og forskere – eller fra eleverne selv, hvis vi er i familie med dem eller møder dem i vores omgangskreds.

Eksempelvis udtalte en gymnasieelev i forskningsrapporten ”Stress i Gymnasiet” fra Aarhus Universitet fra 2017, at »der bliver lagt op til, at det er resten af ens liv, man kæmper for … hvis du ikke får de gode karakterer nu, så er det bare øv-bøv, så må du blive skraldemand …«

Rapporten viste, at over halvdelen af 2. g’erne på de to gymnasier, som forskerne undersøgte, lå helt i toppen af stressskalaen. Det er urovækkende tal, der kræver handling. Det er noget, vi må og skal gøre noget ved. Men hvad?

At så mange af vores børn og unge får ondt i livet af det system, som de voksne har trukket ned over hoveder på dem, bør få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste

Pernille Schnoor (ALT)
Uddannelsesordfører

Alarmklokkerne bør ringe
”Et for ensidigt fokus på resultater og karakterer giver eleverne en fejlopfattelse af skolens formål. Det kommer til at handle om at præstere frem for at lære og udvikle sig. Og det er en fejl.” skrev Thomas Gyldal Petersen, der er formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg hos netmediet Altinget i april i år.

Jeg er helt enig.

Men det er Danmarks undervisningsminister, Merete Riisager (LA), desværre ikke. Hun er også fuldstændig uenig med både elevorganisationer og forskere. For hun mener nemlig slet ikke, gav hun for nyligt udtryk for, at vi har en præstationskultur i uddannelsessystemet.

Hun mener heller ikke, at det er for stort fokus på karakterer og test, der gør børn og unge stressede og pressede. Ministeren ønsker i stedet at få ryddet begrebet ’præstationskultur’ af vejen.

Problemet er, at når vi har en uddannelsestænkning, der kun ophøjer individets faglige præstation, så rammer det de fagligt svage børn og unge. ”Du er, hvad du præsterer,” fristes man til at sige. For dem, der måske ikke præsterer så højt som kammeraterne, er det ikke en særlig god oplevelse.

Men også for de elever, der klarer sig godt, er der en pris at betale. For i jagten på høje karakterer og toppræstationer oplever rigtig mange børn og unge, at de rammes af stress, angst og frygt for at underpræstere. 

At så mange af vores børn og unge får ondt i livet af det system, som de voksne har trukket ned over hoveder på dem, bør få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste. Sådan har jeg det i hvert fald.

Kreativitet, eksperimenter, fantasi og fællesskaber
Vi skal give plads til børn og unge, der er i tvivl og laver fejl. Børn og unge, der træffer forkerte uddannelsesvalg. Børn og unge, der er vilde og som tænker vildt og anderledes.

Det kræver, at vi som politikere tager ansvar. Også Merete Riisager. Kreativitet. Eksperimenter. Fantasi. Fællesskaber og nysgerrighed. Alt det skal vi have mere af. Og gerne mindre af den rene faglighed. Derfor skal vi droppe karakterbonussen, vi skal understøtte aktiviteter, der gavner civilsamfundet i ungdomsuddannelserne. Vi skal afskaffe obligatoriske test i folkeskolen og gøre dem frivillige.

Vi skal indføre flere praktiske og kreative fag i folkeskolerne.

Så tror jeg på, at vi får flere frie og glade børn. Og dermed på sigt også et friere og bedre samfund, der er mindre plaget af stress og knuste drømme.