Køb abonnement
Annonce
Debat

Alternativet: Lynetteholmen vil aldrig kunne indfri Rosenkrantz-Theils boligdrømme

Lynetteholmen hænger slet ikke økonomisk sammen i dag, skriver Karoline Lindgaard og Emil Sloth Andersen.
Lynetteholmen hænger slet ikke økonomisk sammen i dag, skriver Karoline Lindgaard og Emil Sloth Andersen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
29. december 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommerdage på Christianshavn og i brokvartererne er noget af det bedste ved København.

De lave bygninger giver solen mulighed for at lyse stukken på nabobygningen op og fremhæver de virkelige fine detaljer ved de skæve bygninger.

Selvom der er mange ting ved de gamle bygninger, der ikke vil fungere i dag – den dårlige isolering især – så gør den arkitektoniske værdi virkelig op for det.

Læs også

En værdi vi ofte glemmer når vi bygger nyt i København i dag. 

Lynetteholmen hænger ikke økonomisk sammen

Derfor glæder det os også, at overbogmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil har fået øjnene op for, at det har ulemper for vores tilværelse, når vi plastrer vores omgivelser ind i skyhøje metal-bygninger.

Idéen om, at vi skal turde bygge med æstetik for øje, deler vi fuldt ud. Men vi kan ikke betale vores husleje i stuk og bevaringsværdier.

Vi bliver nødt til at tage snakken om, at vi skal bo på en anden måde, hvis flere skal have råd til at bo i København.

For Lynetteholmen hænger slet ikke økonomisk sammen i dag.

Karoline Lindgaard og Emil Sloth Andersen
Hhv. spidskandidat og medlem af borgerepræsentationen, Alternativet i København

Det er en luksus at have 200 kvadratmeter og egen have 20 minutter fra Storkespringvandet. En luksus, som vi ikke har nær så god plads til, hvis vi gerne vil have, at pædagogerne, der passer vores børn, også skal være vores naboer. 

Men det er ikke blot det sociale aspekt, der kræver, at vi bor på mindre plads og med en mere kollektivistisk ejerfordeling af vores ejendele. Hvor vi har mere fælles vaskeri og flere byhaver, hvor gyngen i baghaven også kan bruges af naboerne.

Det er også noget, klimakrisen kræver af os.

For vi ved, at det er mere bæredygtigt at bo på mindre plads. Det kræver eksempelvis færre ressourcer at bygge og opvarme et højhus end et parcelhus. Og så giver flere kvadratmeter i højden mere plads til vild natur og biodiversitet rundt om os.  

Derfor knækker filmen også for os, når Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken ukritisk fortæller, hvordan der både skal være plads til rekreative områder med skov, strand og kajakudlejning samtidig med, at vi skal bygge femetagers karrébygninger til 35.000 københavner på Lynetteholmen.

Vi kan simpelthen ikke se for os, hvordan der skulle være plads til alt det. Og slet ikke, hvis Lynetteholmen oveni skal opfylde Rosenkrantz-Theils ønske om at bestå af billige boliger.

For Lynetteholmen hænger slet ikke økonomisk sammen i dag. Det beregnede overskud dækker ganske enkelt ikke udgifterne.

Vi skal bygge bæredygtige boliger

Vi frygter derfor, at løsningen bliver en højere pris på byggegrundene med det resultat, at boligpriserne ligner Papirøen – hvor du for 30 millioner kan få 200 kvadratmeter.

Så kan det godt være, at 25 procent af boligerne er almene boliger, men hvis de resterende 75 procent kun er til topdirektørerne, mon så ikke at fiskene i Øresund synes, at det er en rimelig høj pris at betale for en kunstig ø, der ødelægger deres hjem og levevilkår.

Bæredygtige boliger handler altså både om, at hvis det skal være nyt, så skal det være bygget med ressourceforbrug for øje.

Samtidig skal det være billigere end i dag, så flere med lavere indkomst kan være med. Og så må vi ikke glemme, at bæredygtige boliger også er dem, vi har lyst til at kigge på og bo i om 50 år.

Ikke kun fordi kvaliteten stadig er god, men også fordi det arkitektoniske stadig har værdi.

Vi indrømmer, at det er en hård nød at knække. Men vi kan ikke se, hvordan gennemførelsen af Lynetteholmen nogensinde vil kunne knække den.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026