Altinget modtager pris for artikler om regnefejl

OM OS: Artikler om regeringens hemmeligholdelse af kontroversielle klimatal udløser pris til Altingets journalister. 

Altinget har med sin journalistik været med til at styrke retssikkerheden i Danmark.

Sådan lyder begrundelsen for, at Thomas Gerstenbergs Fond til Støtte for Retssikkerheden har tildelt Altinget et legat på 25.000 kroner.

Det sker på baggrund af en afsløring af, at Fødevareministeriet i månedsvis holdt oplysningen om en central regnefejl hemmelig for Folketinget.

”Det er glimrende journalistisk arbejde”, sagde fondens bestyrelsesformand, advokat Søren Fergo, ved uddelingen, der foregik på et advokatkontor i Herlev.

Ved samme lejlighed modtog også folketingsmedlem Pia Kjærsgaard og juraprofessor Frederik Waage legater fra fonden for at have styrket retssikkerheden på forskellig vis.

Folketinget holdt i uvidenhed

Artiklen i Altinget handlede om de såkaldte lavbundsjorde, der spiller en central rolle i kampen for at mindske co2-udledningen fra landbruget.

Disse arealer er klimabelastende, når de bliver drænet og dyrket, og derfor er det afgørende, hvor stor en del af den danske landbrugsjord, der udgøres af såkaldte lavbundsjorde

I 2019 opdagede Landbrugsstyrelsen, at lavbundsjorde udgjorde et markant større areal, end man hidtil havde troet. Det betød, at landbrugets udledning af drivhusgasser var større end antaget.

”Altinget undersøgte ministeriets mailkorrespondance. Det fremgik, at minister og embedsmænd blev enige om, at Folketinget først skulle informeres, når man vidste præcis, hvorfor fejlen var opstået. Som om Folketinget var interesseret i matematik”, sagde Søren Fergo ved uddelingen.

Han pegede på, at der er behov for større respekt om Folketingets rolle som myndighed.

”Sagen viser, at man fra regeringens side mobber Folketinget. Det bliver reduceret til ekspeditionskontor”, sagde han.

Afsløringer er fortsat

Artiklen fra december 2019 blev den første i en lang serie af undersøgende og afslørende artikler om problemet med lavbundsjorde i Altinget.

Så sent som i sidste uge afslørede nichemediet Altinget Miljø, at udtagning af lavbundsjord er langt mere problematisk end hidtil antaget. En undersøgelse gennemført af Landbrug & Fødevarers eget videncenter, Seges, viser således, at tre ud af fire undersøgte projekter ikke var egnede til at blive gennemført.

Fire journalister har bidraget til den afslørende serie af artikler, nemlig Hjalte Kragesteen, Sine Riis Lund, Morten Øyen og Andreas Arp. 

Kjærsgaard og professor hædret

Pia Kjærsgaard blev hædret for sit forslag om at gennemføre parlamentariske undersøgelser med deltagelse af embedsmænd – som en slags mellemting mellem et samråd og en stor kommissionsundersøgelse.

”Det ville være en stor fordel for demokratiet, hvis det forslag blev gennemført. Desværre blev det ikke gennemført”, sagde Søren Fergo.

Den sidste modtager var juraprofessor ved Syddansk Universitet Frederik Waage, der blev hædret for sin doktordisputats om kammeradvokatens rolle. Her havde han bl.a. sat fingeren på det faktum, at Kammeradvokaten modtog bonus, når det vandt retssager ført mod almindelige borgere.

”Kammeradvokaten bør som statens advokat tage demokratiske hensyn, hvor det ikke handler om at vinde over borgeren for enhver pris”, sagde Søren Fergo.

Thomas Gerstenbergs Fond har i snart fem år hædret personer, der fremmer retssikkerheden. Fondens midler stammer fra den private formue, som den afdøde overlæge Thomas Gerstenberg efterlod.

 

 

 

 

Forrige artikel Ny forskning sår tvivl om effekten af skrappe aktiveringskrav for indvandrere Ny forskning sår tvivl om effekten af skrappe aktiveringskrav for indvandrere Næste artikel Ombudsmanden vil se på sagen om borgmesters mulige trussel mod journalist Ombudsmanden vil se på sagen om borgmesters mulige trussel mod journalist
Podcast: Det ved vi om millionsvindelsagen fra København

Podcast: Det ved vi om millionsvindelsagen fra København

AJOUR: Teknik- og Miljøforvaltningen har opdaget, at der formentlig er svindlet for cirka 50 millioner kroner. Hvordan er det sket? Og hvad mangler vi at få svar på? Det forklarer Altingets hovedstadsredaktør mere om i dagens udsendelse.