Altinget og Mandag Morgen i modvægt til falske nyheder i 2017

KLUMME: Flere falske end fakta-nyheder i Trump-valgets sidste dage. Uha, men nu må Altinget og Mandag Morgen fra 2017 gøre sit, skriver mediernes udgiver Rasmus Nielsen, der ser tilbage på 2016 og frem til det nye år.

Rasmus Nielsen

I ALTINGETS MANGE analyser, klummer og debatindlæg, hvis omfang vi markant øgede i 2016, har mange beskæftiget sig med regeringsomdannelsen, kampen om topskatten, Dansk Folkepartis besværligheder, Mette Frederiksens position, EU's svækkelse, indvandringen, islam og de personlige frihedsrettigheder, reformerne, forligene, planerne – ud fra hver skribents refleksion og synspunkt.

Denne juleudgave af min klumme ”Skud for Borgen” skal derfor handle om Altingets egen udvikling i året, der – trods lyset igen vinder minutter – går på hæld.

Vi skulle for alvor lære begrebet ”falske nyheder” at kende. Forfærdeligt ord. Medierne laver desværre indimellem fejl, og de bliver rettet i fuld offentlighed. Også vores redaktion kan lave enkelte fejl. Men det ser unægtelig ud til, at kandidater med falske nyheder på de såkaldt sociale medier kan forføre vælgere til valgsejr.

Ugebrevet Mandag Morgen har beskrevet, hvordan falske nyheder i den amerikanske valgkamps sidste dage blev mere delt på Facebook end traditionelle fakta-nyheder. Forsigtigt og nøgternt fortolket og registreret. Der er mange penge at tjene på at producere og sprede falske oplysninger. Skræmmende at tænke på. Hvorfor er oplyste folkeslag dog så vilde med at læse junk-content på sociale medier?

MANDAG MORGENS STIFTER i 1989, den nu 75-årige og fortsat energiske journalist og udgiver Erik Rasmussen, har netop betonet betydningen af seriøse, dybdegående medier i skæret fra Brexit og valghandlingen i USA:

”Der er næppe tvivl om, at seriøs nyhedsformidling er alvorligt udfordret. Sandheden er sat på udsalg og bygger mere på, hvad du tror, end hvad du ved. Problemet er, at de medier, der skulle danne modvægten, enten bliver færre og svagere eller overgiver sig til de metoder, som har skabt en hær af socialmediekanaler, der ikke er underlagt nogen form for ansvar eller reguleringer. De udvikles på junglelovens selvskabte præmisser.

Det bliver ikke nemmere af, at stadig flere politikere, med USA’s kommende præsident som det mest skræmmende eksempel, er begyndt at erobre de nye kanaler til at fremme egne kortsigtede formål og dermed underminere betydningen af en fri, seriøs og uafhængig presse. Konsekvensen er, at vi bevæger os fra det oplyste repræsentative demokrati til det uoplyste populistiske demokrati – en udvikling, som de gamle medier kun kan referere og åbenbart ikke influere." 

Erik Rasmussen er last man standing blandt den gamle garde af gentlemen of the press.

Så da muligheden bød sig for at overtage Mandag Morgen med ugebrev og den voksende, uvildige tænketank af samme navn, sprang vi til. Trods mediernes historiske og kulturelle forskellighed, som vi vil værne om, har vi respekten for parlamentarismen til fælles. Den journalistiske ild næres af lysten til at finde og formidle det gode argument, så samfundsudviklingen, de teknologiske fremskridt, vækst og velstand, grøn balance og ikke at glemme folkesundheden, trivslen og levealderen kan fremmes mest muligt – hurtigst muligt. For flest mulige. Et i grunden rødt/blåt-neutralt tro og håb for vores fælles fremtid.

Vel har Altinget og Mandag Morgen ikke de store tv-stationers og avishuses medietryk, men vores journalistiske muskler er forenet nu så store, at vi kan løfte enhver nyhed, artikelserie, afsløring. Nu har jeg og vores i alt henved 150 medarbejdere æren af at udgive såvel Altinget som Mandag Morgen. Vi har en omsætning på +100 mio. kr. at gøre godt med i 2017. Bare kom til os med jeres historier og tip.

Denne privilegerede ytringsfrihed forpligter. Gennem rekruttering og fastholdelse af professionelle, etisk ordentlige journalister med forskellig baggrund kan vores redaktionelle ledere Anders Jerking og Lisbeth Knudsen give modvægt til falske nyheder og informationer på de uredigerede såkaldt sociale ”medier”, der har fået så uendeligt misundelsesværdigt mange minutters opmærksomhed fra millioner af danskere.

OVERTAGELSEN I TIRSDAGS af Mandag Morgen var ikke årets eneste store begivenhed hér i mediehuset i Ny Kongensgade, et stenkast fra Slotholmens vande. Vores trafik og hele udbredelse voksede igen markant, selv om vi ikke – som i 2015 – nåede en fordobling på ét år. Til gengæld fordoblede vi igen på et år annonceomsætningen, leveret af Nichehuset i Bredgade, der vist præsterede samme tendens for Mandag Morgen. Og vil gøre det igen i 2017. Hvilke andre medier kan melde om noget i den dur? Google, måske, men ikke dagbladene, tyvärr. Men herfra skal der lyde et: - Tak, annoncører. Hvad enten I bruger vores skarpe nichemålgrupper til right in time at eksponere jobopslag eller jeres budskaber eller arrangementer.

Og lykkeligvis gik onlinemediet nu rigtigt hånd i hånd med sin udadvendte offline tvillingebror. Altinget: arena kalder vi det, hvor vores læsere og kilder mødes til faglige netværk for flere karrieretrin med elementer af efteruddannelse, endags konferencer eller halvanden times intense morgenmøder. Disse aktiviteter udbudt af vores dygtige Arena-team har mange taget til sig, også tak for det.

Redaktionelt bliver vi, når vi selv skal sige det, umærkeligt bedre, dybere og hurtigere kvartal for kvartal. Der ligger strategi, øgede ressourcer og journalistisk talent bag. Det vil vi fortsætte med i 2017. Nyheder, analyser, flere portrætter og anmeldelser, debatstof, kalenderoversigter og de korte, nærværende navnetelegrammer skal gå hånd i hånd med bedre grafikker og fotos, for selv seriøs journalistik kan ikke undvære en veloplagt visuel side. Det er også derfor – samt fordi smilet og grinet forener os alle – at vi i 2016 lancerede striben ”Embedsværftet” fra new creations, der følger et par nørdede embedmænds daglige tanker i krydsfeltet med minister, politikere, journalister og borgere.

INGEN ROSER UDEN torne, og vores udtalte ønske om at eksportere det dansk udviklede nicheavis-koncept bag Altinget til andre vestlige demokratier er ikke gået så nemt, som vi troede, da vi i sommeren 2014 åbnede Altinget.se. Svenskerne er et forsigtigt, konsensus-orienteret folk, der muligvis ikke dyrker den politiske debat helt så åbenhjertigt og intenst som herhjemme. Selv har vi heller ikke hidtil været dygtige nok. 

Men omfanget af regler, love, skatter og afgifter er jo på samme niveau på begge sider af Øresund, og derfor er der behov for en uvildig netavis, der fagpolitisk beskriver politik – fra behov til lov. Vi har ikke nået det antal betalende læsere endnu hinsidan, der uden årlig investering skal til for at drive et professionelt, politisk medie, men de abonnenter, vi har, holder fast.

Vi får ingen hjælp fra flakkende iværksætter- og fremskridtfjendske svenske mediestøtteregler rettet mod små, uddøende provinsdagblade – regler, som myndighederne ikke engang selv kan finde ud af, selv om de bruger nok så lang tid på det. Nye støtteregler i Sverige er så på vej, og hér kan landet lære af Danmark, der er politisk foran med støtten til platformsneutral journalistik om politik og samfund, rettet i en palet af nicher mod såvel demokratiets mange professionelle interessevaretagere som den særligt interesserede, brede befolkning. Hvis ikke der meget snart bliver ligestilling, må EU se til, at Kommissionens ønske om konkurrencemæssig ligestilling mellem medieformerne også sker i Sverige. 

Vi skal lykkes uden for landets grænser ved at holde os strengt til vores koncept og have en dygtig ledelse kommercielt og publicistisk; så skal vi nok snart nå break even i Sverige. Så kan vi komme videre med internationaliseringen. Det er mit personlige julegaveønske og nytårsforsæt for 2017. Fup eller fakta? Fakta.

Tak for 2016; glædelig jul - og godt nytår 2017 …

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Rasmussen

Stifter, Mandag Morgen, adm. direktør og stifter, Sustainia
Journalist (Bogense Avis, Frederikshavns Avis og Fyens Stiftstidende. 1964), studieophold i USA på Fulbright Scholarship

0:000:00