Amerika er meget mere end Trump

4. juli-festen i Rebild har aldrig handlet om den præsident, der tilfældigvis residerer i huset på 1600 Pennsylvania Avenue den 4. juli - eller om præsidenter i det hele taget.

Det har handlet om snart sagt alt andet. Om båndene mellem vores to folkeslag, om fællesskabet, om anerkendelsen af det, der er amerikansk og bedst for amerikanerne og af det, der er dansk, og bedst for os i Danmark.

Amerikanere og danskere har alle dage siden USA’s grundlæggelse i 1776 været forskellige, haft forskellige prioriteter og set forskelligt på mangt og meget. Men der er flere ting, der forener os end skiller os.

Man skal holde hovedet koldt og huske, at de fleste amerikanere, der stemte, ikke stemte på Trump. 

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Også selv om en lang amerikansk valgkamp i 2024, fire år med Trump fra 2017-2021, og en måneds tids præsidentiel dekret-amok, og Grønlands-absurditeter skygger noget for det, så er vores forbundethed med amerikanerne altså ikke dækket ind af nogle få år i en stor nations 250-årige historie.

Man skal holde hovedet koldt og huske, at de fleste amerikanere, der stemte, ikke stemte på Trump.

Javel, han vandt komfortabelt over Kamala Harris, men fik altså ikke over halvdelen af de afgivne stemmer. Præsidenten fik 77 millioner stemmer. Det er mange. Men det er ikke halvdelen af dem, der stemte, og der altså 347 millioner amerikanere.

Amerika er ikke Trump.

Lige siden jeg i begyndelsen af 1970’erne som lille dreng, i korte rør og ternet skjorte, første gang var med min familie i Rebild Bakker for at fejre 4. juli, har jeg været solgt til denne fællesfest for det dansk-amerikanske venskab.

Min barnlige interesse for Den Amerikanske Borgerkrig førte naturligt til en glubende interesse for præsident Abraham Lincoln, hans værdier, taler og gerninger.

Allerede som 9-årig hængte jeg et billede op på mit værelse af den store præsident, der sikrede den amerikanske union og gjorde op med slaveriet.

Jeg tillader mig at antage, at store republikanske præsidenter ville rotere i deres grave, hvis de kunne følge med i, hvad der foregår i Det Hvide Hus for tiden.  

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

I dag har vi i vores hjem det officielle præsidentportræt af Lincoln hængende. I Rebild Bakker ligger i 'Lincolns Log Cabin' et lille museum om udvandringens historie. Det knytter smukt en stor og væsentlig præsident og Rebild-fejringen sammen.

Jeg ved det jo ikke, men jeg tillader mig at antage, at store republikanske præsidenter som netop Abraham Lincoln (1861-65) og Ronald W. Reagan (1981-89) ville rotere i deres grave, hvis de kunne følge med i, hvad der foregår i Det Hvide Hus for tiden.

Her hører det sjovt nok med, at mange danskere slet, slet ikke kunne holde Reagan ud, da han i 1980 vandt præsidentvalget i USA, og fire år senere gjorde det én gang til med en historisk landslide-sejr.

De, der som jeg er gamle nok til at huske de år, vil nok nikke anerkendende til, at de til enhver tid vil foretrække Reagan for Trump. Også de, der dengang ikke kunne holde Reagan ud. 

I 1912 købte en gruppe dansk-amerikanere anført af aalborgenseren Max Henius det smukke hedeområde i Rebild Bakker, og forærede det til staten. I dag hedder det Rebild National Park.

Da køberne overdrog det til staten fulgte kun tre krav med. Området skulle forblive naturområde og henligge som sådan. Det skulle være tilgængeligt for alle.

Og dansk-amerikanere skulle have adgang til at fejre amerikanske festdage i området. Derfor er det i dag rammen om netop 4. juli-fejringen.

Se, det er jo krav, der er til at forstå, og som favner præcis det som både er dansk og amerikansk; frit tilgængeligt for alle og skal benyttes til fejring.

Vi bør sende en meget taknemlig tanke til den gruppe udvandrede danskere for deres fremsynethed, da de allerede dengang insisterede på, at området skulle bevares naturligt, og ikke hverken skulle jævnes, rettes ud eller asfalteres.

For lige at sætte i perspektiv, hvor længe siden det er, at området blev købt af taknemlige udvandrere – danskere, der havde fået en god skæbne i det store, nye land – så var det samme år, som Titanic stødte på et isbjerg og sank og to år før Helvede brød løs i Europa med den uhørt blodige og perspektivløse første verdenskrig 1914-18.

Det vil, ret beset, være historieløst at boykotte fejringen i Rebild Bakker den 4. juli.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Max Henius er i øvrigt, som en del andre danskere, der gjorde det godt i Amerika, noget overset i dansk historie-undervisning. Han skabte Det Danskamerikanske Selskab, og var i 1891 medstifter af The American Academy of Brewing, der fik stor indflydelse på den amerikanske bryggeri-industri.

Vigtigere endnu var han med til at påvirke daværende præsident Woodrow Wilson til at foreslå, at der skulle holdes en folkeafstemning om Sønderjyllands fremtid efter første verdenskrig.

Uanset at synet på USA bølger noget op og ned, for tiden mest ned, så er historien nu engang sådan, at Amerika og amerikanerne gang på gang har reddet vores røv i Danmark og Europa.

Selv om det lyder mildt sagt pudsigt lige de her dage, så er faktum desuden, at både Ukraine og palæstinenserne var mere end ilde stedt, havde det været uden USA’s massive økonomiske hjælp.

I Taiwan på den anden side af jorden har jeg ved selvsyn derude kunne konstatere, at de da også er fuldt bevidste om, at landets eksistens som fri, selvstændig nation i udstrakt grad skyldes USA’s beskyttelse mod et Kina, der gentagne gange har truet den lille østat, der bare ikke ville være kommunistisk, da resten af Kina blev tvunget til det.

USA er ikke perfekt. Det er Sverige eller Schweiz jo heller ikke. Eller Danmark. Men mindre end perfekt kan vel gøre det?

Vi er forbundne, af historien og af værdierne. Og det forpligter. Trump eller ej.

I de lidt mere end 100 år mellem 1820 og 1930 udvandrede omkring 336.000 danskere til Amerika. Flere danskere gjorde som nævnt en forskel over there. Blandt de bedst kendte er nok Jacob A. Riis, som forfatteren Tom Buk-Swienty skrev den fremragende bog ”Den ideelle amerikaner” om.

Danskerne udgjorde en meget lille del af den millionstore indvandring til USA, men en stor del af danskerne rejste afsted. Museet på Ellis Island i New York er med til at fortælle deres historie.

Den amerikanske folketælling registrerede i 1930 samlet 529.000 dansk-amerikanere – med deres amerikanskfødte børn. Svarende til 15 procent af Danmarks befolkning samme år.

Det vil, ret beset, være historieløst at boykotte fejringen i Rebild Bakker den 4. juli. Denne præsidentperiode er et komma i USA’s lange historie, hvor frustrerende den end forekommer lige nu. Men kommaer skal ikke blive til punktummer. No need.

Så mit bedste, behjertede råd er; Mød op i Rebild 4. juli! Sving med både Dannebrog og Stars & Stripes, syng med og hav en fest, når Rebildselskabet byder udenfor i de smukke lyngklædte bakker.

For det handler ikke om Trump. Det handler om værdier og fællesskab, som en enkelt præsident og hans slæng ikke kan og ikke skal have lov til med et pennestrøg og en sur mine at slette.

Vi ses i Rebild Bakker!