Analyse: Boris Johnson er allerede på vej mod den næste klippeskrænt

BRUXELLES: Selv om ingen af dem har ønsket at se Storbritannien forlade samarbejdet, går statsminister Mette Frederiksen (S), kansler Merkel, præsident Macron og de andre europæiske ledere på juleferie med en vis form for lettelse efter sidste uges klare britiske valgresultat.

De havde alle for længst opgivet enhver tanke om, at briterne kunne fortryde den beslutning om at forlade EU, der blev taget ved en folkeafstemning i sommeren 2016. Derfor var en overbevisende sejr til Brexit-lederen Boris Johnson at foretrække frem for udsigten til endnu flere dyre måneder eller år uden nogen form for klarhed.

Nu tyder alt på, at Storbritanniens exit bliver en realitet om lidt over seks uger. Det ser endda ud til at blive en velordnet skilsmisse – i hvert fald i første omgang. Virkeligheden er imidlertid, at det formelle britiske exit blot sætter gang i et nyt kapløb med tiden.

Lige nu står Johnson ellers stærkere end nogensinde.

Ingen i hele verden tror på, at det kan lade sig gøre at forhandle alt det her på plads, inden overgangsordningen udløber ved udgangen af 2020, sådan som Boris Johnson siger.
Det er umuligt.

Nick Witney
Seniorforsker, European Council on Foreign Relations (ECFR)

Ingen i Westminster kan længere argumentere overbevisende for, at det britiske folk ikke har valgt Brexit. Med et klart flertal i det britiske parlament kan den genvalgte premierminister nu efter alt at dømme få udtrædelsesaftalen med EU vedtaget inden jul.

Næste fase bliver endnu sværere
Hvis alt går efter planen, kan Europa-Parlamentet fuldende ratificeringen af Brexit-aftalen under en samling i Strasbourg midt i januar. Derefter kan Storbritannien træde ud af Den Europæiske Union ved midnat mellem fredag 31. januar og lørdag 1. februar 2020, tre et halvt år efter den skæbnesvangre folkeafstemning.

Få dage efter forventes EU-Kommissionen at fremlægge forslag til det mandat, som Unionens chefforhandler, Michel Barnier, skal bruge for at åbne næste fase i forhandlingerne med briterne, nemlig spørgsmålet om, hvordan de fremtidige relationer på tværs af Den Engelske Kanal skal fungere.

”Forhandlingerne om skilsmissen var kun begyndelsen. Nu kommer de dybere forhandlinger om det langsigtede forhold, herunder det økonomiske forhold. De bliver endnu sværere, end exit-forhandlingerne har været,” siger Fabian Zuleeg, direktør for EU-tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.

I løbet af de seneste ugers britiske valgkamp har Boris Johnson ellers gang på gang understreget, at han ville ”få Brexit overstået” i en fart, hvis han blev genvalgt. Også i dagene efter sidste uges valgsejr har Johnsons inderkreds fastholdt, at målet er at indgå en ambitiøs og unik handelsaftale med EU på rekordtid.

Det første Brexit vil du ikke mærke
Brexit-aftalen forudser en overgangsordning, der udløber ved udgangen af næste år. Indtil da vil der ikke ske konkrete ændringer andre steder end i Bruxelles, hvor briterne ikke længere vil have en kommissær eller medlemmer af Europa-Parlamentet, ligesom der ikke længere vil være britiske ministre til rådsmøder.

Men uden for magtens korridorer fortsætter alt, som om intet var hændt, indtil 1. januar 2021. Storbritannien vil stadig betale til EU’s budgetter, landet vil stadig skulle følge alle regler og beholde alle fordelene ved at være en del af det indre marked.

Boris Johnsons udtalte ambition er at få aftalen om det fremtidige forhold på plads, inden den overgangsordning udløber. Det er dog mildest talt optimistisk. Faktisk er det urealistisk grænsende til  det umulige, hvis man skal tro mange af EU’s forhandlere.

”Den tidsplan er meget udfordrende,” sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen ved afslutningen af sidste uges EU-topmøde.

En bred og dyb aftale tager tid
Fra 1. februar 2020 til 1. januar 2021 er der 11 måneder. Det ville være ekstremt kort tid, selv hvis målet udelukkende var en frihandelsaftale – hvilket det overhovedet ikke er, som Ursula von der Leyen understregede.

”Det gælder ikke kun en handelsaftale. Vi taler også om uddannelse, vi taler om transport, om fiskeri, om andre sektorer. Der er så mange andre områder, der skal forhandles,” sagde hun.

Man kunne straks tilføje forsvar, sikkerhedspolitik, terrorbekæmpelse og andre områder, hvor et fortsat velfungerende samarbejde mellem EU og atomvåbenmagten Storbritannien er af meget stor betydning for hele Europa.

Den britiske regering har ofte gjort opmærksom på, at netop dette brede og dybe, mangeårige samarbejde inden for EU burde betyde, at det kan gå enestående hurtigt at forhandle en handelsaftale. Storbritannien følger jo i forvejen alle reglerne, lyder argumentet.

Det kan der være noget om. På den anden side har Boris Johnson og andre Brexit-tilhængere jo hele tiden råbt op om, at et brud med EU’s regelsæt netop var formålet med at melde sig ud. Derfor må EU’s forhandlere formode, at briterne vil forsøge at få adgang til det indre marked uden at følge alle reglerne.

Det er netop den slags modsætninger, der altid gør forhandlinger om frihandelsaftaler komplicerede og langvarige, selv om parterne vil hinanden det bedste. EU’s vigtige handelsaftaler med de økonomiske stormagter Japan og Canada tog for eksempel henholdsvis fem og syv år at få på plads.

Reelt kun et halvt år til at forhandle i
Forhandlingerne med Storbritannien kommer langtfra kun til at handle om toldsatser. Der bliver myriader af diskussioner om alt fra serviceydelser til fødevaresikkerhed og fiskerikvoter.

På briternes side bliver for eksempel handel med finansielle tjenesteydelser afgørende, mens eksempelvis eksport af dansk bacon – eller de danske nordsøfiskeres adgang til britiske farvande – bliver af stor betydning for Danmark. Og på EU’s side er Mette Frederiksen kun en af 27 ledere, der ofte har vidt forskellige økonomiske interesser.

Derfor bliver det ikke kun Boris Johnson, der får store udfordringer i den kommende tid. De 27 lande på den anden side af forhandlingerne risikerer også at ryge i totterne på hinanden på en måde, vi ikke har set under de hidtidige skilsmisseforhandlinger.

Det betyder i første omgang, at de 27 ikke uden videre vil kunne enes om det forslag til et forhandlingsmandat, som EU-Kommissionen og Michel Barnier fremlægger i begyndelsen af februar. Det kan godt tage en måneds tid eller mere, før de bliver enige. I så fald begynder de nye forhandlinger med briterne først i marts.

I den anden ende af forhandlingsprocessen skal der også bruges mindst et par måneder på ratificering af en handelsaftale. Det betyder, at der i realiteten ikke er 11 måneder til at forhandle det fremtidige forhold, men kun et halvt års tid.

Er en smal aftale i briternes interesse?
“Ingen i hele verden tror på, at det kan lade sig gøre at forhandle alt det her på plads, inden overgangsordningen udløber ved udgangen af 2020, sådan som Boris Johnson siger. Det er umuligt,” siger seniorforsker Nick Witney, der er ekspert i sikkerhedspolitik og EU-forhold ved European Council on Foreign Relations (ECFR).

Ganske vist er nogle optimister i London, Berlin og Bruxelles begyndt at tale om, at man måske i 2020 kunne nå at lynforhandle en slags smal ’skelet-aftale’ om de vigtigste elementer af fremtidens handelsforhold – og så ordne resten senere.

Intet kan i princippet afvises på forhånd, eftersom der ikke findes nogen præcedens. EU har jo aldrig før forhandlet en handelsaftale med et tidligere medlemsland, så hvem ved? Men det er nu ikke svært at få øje på problemerne med den plan.

For det første ville der nok være delte meninger om, hvad de ”vigtigste elementer” af en minimal handelsaftale skulle være.

For det andet ville ”resten” af forhandlingerne være af ret enormt omfang, og Storbritannien ville stå i en ringere position til at forhandle, hvis det meste skulle på plads efter overgangsperiodens ophør.

For det tredje er det næppe i briternes interesse at splitte de forskellige aftaler om fremtidens forhold ad. Tværtimod må man formode, at London ønsker at forhandle så meget som muligt i parallelle spor for at kunne lægge pres på EU.

Premierminister Johnsons nye dilemma
Det kan meget vel betyde, at premierministeren trods sine løfter om det modsatte ender med at måtte bede om en forlængelse af overgangsordningen ud over nytårsdag 2021. Ifølge Brexit-aftalen skal Boris Johnson i så fald bede om den forlængelse inden udgangen af juni 2020.

”På overfladen vil det komme til at ligne en genudsendelse af 2019. Johnson vil dårligt nok komme ind i det nye år, før nervekrigen om en mulig udskydelse begynder,” siger Nick Witney fra ECFR:

”Der er stadig risiko for en slags no-deal-Brexit, denne gang med udtrædelsesaftale, men uden en frihandelsaftale og andre aftaler om fremtidens forhold til Europa. Der er en ny klippeskrænt, og den ligger ved udgangen af december 2020.”

Witney tror som andre britiske eksperter, at den genvalgte premierminister ender med at måtte bede om en forlængelse af de nye forhandlinger til sommer – også selv om han har lovet det modsatte.

Det ville ikke være første gang, Boris Johnson bryder et politisk løfte, og det nye flertal i Underhuset giver ham meget mere albuerum til om nødvendigt at gøre det igen.

Uanset hvad, er sagaen om Brexit meget langt fra at være overstået. Men den er gået ind i en ny fase. Eller som Boris Johnsons store forbillede, Winston Churchill, engang sagde:

”Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men det er måske enden på begyndelsen.”