Analyse: Derfor vil ingen tage æren for højere ulandsbistand

ANALYSE: Hvordan er det, der tidligere ville være blevet iscenesat som en kæmpe sejr til hele den røde blok, endt som en varm kartoffel, hvor ingen vil tage æren? Kampen om dansk klima- og ulandsbistand fortsætter ind i 2020.

Noget, der for få år siden havde været en kæmpe vindersag for en samlet rød blok, har man nu nærmest forsøgt at lade gå under radaren.  

I 2020 stiger udviklingsbistanden, samtidig med at man bruger flere penge på at bekæmpe klimaforandringer i hele verden.  

Alligevel er det en speget sag for både regering og støttepartier.  

Hvordan er det gået til?  

Vælgerne skal holdes i folden 
Det skyldes særligt to ting.  

Siden Thorning-regeringen har Socialdemokratiet rykket sig på udviklingspolitikken. Dengang havde partiet en klar ambition om, at ulandsbistanden skulle op på én procent af BNI. I dag er socialdemokraterne tilfredse med at fastholde niveauet på 0,7 procent, der er FN’s minimumsgrænse.  

Partiet har siden 2015 hentet vælgere fra særligt Dansk Folkeparti. Dem skal de forsøge at holde på, og at hæve udviklingsbistanden er næppe den mest effektive måde at gøre det på, heller ikke selvom det sker i klimaets navn.  

Samtidig har de stået med deres tre støttepartier og Alternativet, som alle vægter klimaet meget højt – også i en international kontekst. Alle fem skulle kunne vise resultater, men uden at miste vælgere på det, og for støttepartierne og for Alternativet var det vigtigt, at man holdt udviklingsbistand og klimabistand adskilt.  

Danmark har nemlig forpligtet sig til at give det, der svarer til fem milliarder kroner til klimabistand i 2020. Fem milliarder kroner, der vel at mærke skal være “additionelle midler”. Altså nye penge. Hvilket ifølge støttepartierne betyder, at det skal være ud over de penge, Danmark i forvejen giver til ulandsbistand. Ifølge regeringen kan penge tolkes som nye, hvis der er flere end sidste år. På den måde er pengene nye, hvis det danske BNI stiger. 

Tovtrækkeri under finanslovsforhandlinger 
Den uenighed fik det til at slå gnister mellem regeringen og støttepartierne: Kan man kalde ulandsbistand for klimabistand? Nej, sagde støttepartierne og Alternativet. Nu skulle der styr på regnskabsmetoderne. Klimabistand og udviklingsbistand skulle skilles ad. Det var vigtigere end at få den samlede udviklingsbistand til at stige.   

Ud på de sene timer, op til at aftalen om finansloven blev indgået, lykkedes det for støttepartierne og Alternativet at få 150 millioner kroner “til additionel klimabistand” – penge ud over de 0,7 procent af BNI, som der ellers var afsat til udviklingsbistand. De kunne dermed træde ud af lokalet og bedyre, at det nu var slut med at lade verdens fattige betale for de klimaproblemer, som de rige lande var skyld i.  

Kæmpe sejr skulle man mene. Endelig havde regeringen bidt til bolle og var gået ind på præmissen: Klimabistand kan ikke komme fra udviklingsbistand.  

Men I et svar fra ministeriet til Altinget fremgår det, at regeringen har tænkt sig at indberette de 150 millioner kroner til OECD som både udviklingsbistand og klimabistand. På den måde ender niveauet for udviklingsbistand ifølge Udenrigsministeriet på 0,71 procent af BNI.  

Finanslovsforhandlingerne blev altså et skridt frem og et tilbage. Pessimisten vil sige, at det samlede billede nu bliver endnu mere mudret, fordi puljen er blevet større, mens vi stadig ikke har styr på, hvad der er hvad, mens optimisten vil sige, at det er dejligt, det lykkedes at få flere penge.  

Valg vindes ikke med udviklingspolitiske sejre 
Uanset om støttepartierne er pessimister eller optimister, er der ingen tvivl om, at den sejr, de fik ved finanslovsforhandlingerne, var en begrænset en af slagsen.  

Men som flere i udviklingssektoren ofte må erkende, så vinder man heller ikke valg på sine udviklingspolitiske sejre, og det er uanset, om man er Socialdemokratiet eller Enhedslisten.  

Derfor er det heller ikke overraskende, at regeringen ikke har råbt højt om bedriften. De risikerede både at gøre deres samarbejdspartnere på venstrefløjen sure, samtidig med at de ville gøre sig selv sårbare over for kritik fra Dansk Folkeparti, som igen kunne klandre dem for at svigte vigtige nationale dagsordner i dette tilfælde til fordel for udviklingslande.

Alt sammen, uden at det ville give stor opbakning i befolkningen.    

En uoverskuelig forpligtelse 
Oven i det ville de 150 millioner kroner åbne døren til en langt større regning, hvis ikke regeringen bogførte dem som både udviklingsbistand og klimabistand. Det kunne nemlig tolkes, som om regeringen gik ind på støttepartiernes præmis om, at man ikke kan tage klimabistanden fra udviklingsbistanden, som man ellers gør i dag.  

Det ville betyde, at Danmark stod over for en regning til udviklingslandene på 5 milliarder kroner i 2020 – ud over de omkring 16 milliarder kroner, der i forvejen bliver givet i ulandsbistand. Det er et astronomisk beløb, og blandt de fleste rige lande, der står med samme forpligtelse, er det enten økonomisk umuligt eller indenrigspolitisk uspiseligt. Det samme er tilfældet i Danmark.  

Selvom støttepartierne og Alternativet råber op om dobbelt bogføring og slår sig i tøjret, ændrer det ikke på, at de får meget svært ved at finde et flertal i Folketinget, der vil hjælpe dem med at presse regeringen til at ændre praksis.

Forrige artikel Hver femte kommune dropper populær hjælpeordning til ældre Hver femte kommune dropper populær hjælpeordning til ældre Næste artikel Snapstinget lukker efter rottebesøg Snapstinget lukker efter rottebesøg
Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

Mundbind bliver nu et krav i seks kommuner

PRESSEMØDE: Fem kommuner følger i Aarhus’ fodspor og får et krav om mundbind i al offentlig transport. Det oplyser regeringen efter et pressemøde, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har orienteret om en stigning i antallet af coronasmittede, der giver ”grund til bekymring”.