Analyse af 
Jakob Nielsen

Lonning-Skovgaard udløste sit eget fald med elendig håndtering af besynderlig krise

Venstre-borgmesterens forbløffende nedtur viser, at man ikke kan slippe afsted med hvad som helst på Københavns Rådhus

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

I Folketinget skal en minister altid holde grundigt øje med oppositionen og støttepartierne.

På Rådhuset skal en borgmester nærmere holde øje med sine egne partifæller.

Det er den banale og brutale lære, efter Cecilia Lonning-Skovgaard (V) tirsdag aften måtte opgive sin post som beskæftigelsesborgmester i København. 

Det er en lære, flere andre borgmestre har gjort før hende. Da Alternativets Niko Grünfeld gik af som kulturborgmester i 2018, og da socialdemokraten Frank Jensen gik af i 2020, var det begge gange, fordi deres egne partier havde mistet tilliden til dem. 

Cecilia Lonning-Skovgaards deroute er en af de mest paradoksale og besynderlige politiske kriser i mange år.

Det er en logik, der følger af styreformen i det kommunale system. En borgmester kan ikke uden videre afsættes af et flertal i Borgerrepræsentationen (eller i en almindelig kommunalbestyrelse), og derfor har man heller ikke oplevet noget reelt stormløb mod Cecilia Lonning-Skovgaard fra de øvrige partier på Rådhuset.

Kritikken mod hende er mest kommet fra nuværende og tidligere ansatte i hendes egen forvaltning. Til sidst mistede Venstres ledelse troen på, at hun kunne håndtere situationen.