Analytiker: Selvfølgelig har det konsekvenser, at telefonen er blevet en forlænget del af vores arm

Skal jeg være bange for dataindsamling? er et spørgsmål, jeg har fået mange gange, siden vi i foråret lancerede en stor rapport om dataindsamling for Dataetisk Råd. Dataindsamling er utrolig svært at få greb om.

Hvad er det egentlig, der samles ind? Hvad kan man bruge det til? Og hvad er problemet med, at Facebook kender min lokation, og at TikTok ved, at jeg godt kan lide kattevideoer?

Jeg er personligt ret bekymret, faktisk lidt bange, for dataindsamling. Ikke så meget fordi jeg frygter, at mine personlige data bliver lækket, hacket eller delt ved et uheld. Jeg tror heller ikke, at nogen er synderligt interesseret i lige præcis mine data.

Jeg og mine kollegaer i Analyse og Tal fik selv syn for sagen i forbindelse med undersøgelsen for Dataetisk Råd. Otte forsøgspersoner gav os adgang til alle deres personlige data fra 8-10 digitale tjenester hver.

Det var ustyrligt meget data. Hvis vi havde printet alle disse data på A4-papir, havde vi haft en papirstak på størrelse med tre Eiffeltårne. Og det var bare et udsnit!

Men selv fra dette udsnit af data kunne vi tegne detaljerede billeder af forsøgspersonernes liv, privatliv og personlighed. Vi kunne se deres interesser, venner, bopæl, bevægelsesmønstre og familieforhold – i nogle tilfælde endda deres religiøse overbevisning, helbredsoplysninger, politiske standpunkt og bekymringer og drømme.

Og vi kunne se, hvordan langt hovedparten af datapunkterne var indsamlet, uden at vores forsøgspersoner var bevidste om det i situationen.

YouTube, Facebook, TikTok registrerer ned på sekundet, hvornår vi stopper med at kigge på en video. De har overblik over alt, hvad vi nogensinde har liket – og i flere tilfælde også, hvilke andre apps og hjemmesider vi har været inde på.

De registrerer, hvad der får os til at blive hængende lidt længere, og hvornår vi skynder os videre. Den detaljerede viden om, hvad der fanger – og ikke fanger vores opmærksomhed er grunden til, at digitale tjenester er så fængslende.

Vi er blevet gjort så afhængige af vores telefoner, at vi nærmest ikke kan gå på toilettet uden.

Sarah Steinitz
Partner og analytiker, Analyse & Tal

Vi er blevet gjort så afhængige af vores telefoner, at vi nærmest ikke kan gå på toilettet uden.

En undersøgelse fra Norstat viste i år, at de 16-17-årige i gennemsnit bruger 5 timer og 28 minutter om dagen på sociale medier på mobilen. En undersøgelse fra Kulturministeriet peger i samme retning.

Det svarer til mere end 38 timer om ugen – altså mere tid end et fuldtidsarbejde. Tænk, hvad man kunne opnå, hvis man dedikerede den samme mængde tid til at lære et instrument, blive god til en sport eller lave frivilligt arbejde.

Når vi kaster så ufattelig meget tid og opmærksomhed ind i sociale medier og forskellige spilleapps, der er designet til at holde os fast, er jeg bange for, at vi mister noget som samfund og som mennesker.

På restauranter og caféer ser jeg kærestepar sidde i hver deres digitale boble: Hvad gør det ved vores kærlighedsliv? På gaden ser jeg teenagere stå i grupper med hver deres telefon: Hvad gør det ved vores sociale evner, at så stor en del af vores liv leves gennem en skærm i de formende år?

I metroen ser jeg spædbørn, der forgæves søger efter øjenkontakt, mens mor er travlt optaget af at gennemføre Instagrams uendelige feed: Hvad betyder det for et barns sociale udvikling?

På min faste pendlerrute har DSB set sig nødsaget til at skrive store skilte på stationen om, at man skal kigge op fra sin telefon, når man går ind og ud af toget.

Det samme har Københavns Kommune på cykelstierne, og åbenbart sætter selv daginstitutioner skilte op om, at forældre skal lægge telefonen væk, når de afleverer og henter deres børn. Det er blevet nødvendigt.

Selvfølgelig har det konsekvenser, at telefonen er blevet en forlænget del af vores arm i flere timer hver dag. Forskning på området pibler stille og roligt frem.

Vive har for eksempel vist, at børn i dag er mindre sammen med deres venner end tidligere. Drengene møder dem i gameruniverset, og pigerne tjekker ind med dem på sociale medier. De finder også sammenhæng mellem skærmforbrug og søvn.

I metroen ser jeg spædbørn, der forgæves søger efter øjenkontakt, mens mor er travlt optaget af at gennemføre Instagram.

Sarah Steinitz
Partner og analytiker, Analyse & Tal

Den rådgivende sundhedsmyndighed i USA har advaret amerikanske politikere og myndigheder om unges brug af sociale medier, blandt andet på baggrund af forskning, der viser, at børn og unge der bruger mere end tre timer om dagen på sociale medier øger risikoen for et dårligere mentalt helbred.

Andre studier har fundet sammenhænge mellem brugen af sociale medier og angst/depression.

Selv forsøger jeg at lægge telefonen væk og være til stede med min søn på snart to år. Men uden jeg tænker over det, smutter den op i min hånd igen og giver besked om, at der er noget, jeg må tjekke – nu!

Jeg får dårlig samvittighed og tænker, at jeg burde blive bedre til at lægge telefonen væk. Men samtidig bliver jeg frustreret over, at vores kollektive digitale afhængighed er lagt i hænderne på os hver især som et individuelt problem.

For det giver ikke mening kun at tale om dårlig viljestyrke, og at vi skal blive bedre til at hanke op i os selv. Når techindustrien kan koble adfærdspsykologi og neuroscience til en enorm databaseret viden om, hvad der fanger vores opmærksomhed hver især, så er det ikke et fair game.

Hverken voksen- eller børnehjerner er udviklet til at stå imod.

I Norge har Datatilsynet netop forbudt, at Meta kan målrette reklamer baseret på overvågning og profilering af deres norske brugere på Facebook og Instagram. Foreløbig i tre måneder.

Lige før sommerferien kom regeringens ekspertgruppe med anbefalinger om at begrænse techgiganternes datahøst og fastholdelsesmekanismer. Det er på tide, at vi tager fat på at regulere dataindsamling – og frem for alt ser det som et kollektivt snarere end et individuelt ansvar.