Anklagere har ført procedure i Rigsretten: “Det hele kan sammenfattes i et ord – pligtforsømmelse”

Så blev det dagen, hvor anklagerne satte ord på, hvor hård en straf de mener, at Inger Støjberg skal have.

Mindst fire måneders ubetinget fængsel.

Anklagerne begrundede det med, at Inger Støjberg iværksatte og fastholdt en ulovlig administration fra den 10. februar 2016 til den 12. december 2016, uagtet at hun vidste, der ikke kunne etableres en undtagelsesfri ordning efter reglerne.

“Det hele kan indledningsvist sammenfattes i et ord: Pligtforsømmelse,” lød det fra den ene anklager, Anne Birgitte Gammeljord.

Onsdag var det alene anklagerne, der førte procedure, for at vise, hvorfor de mener, at Inger Støjberg med “direkte forsæt” har brudt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1.

Her får du derfor anklagernes version af forløbet om adskillelse af unge asylpar: 
 
En undtagelsesfri ordning

Anklagerne finder det bevist, at det var Inger Støjberg, der udstedte den undtagelsesfri instruks via en pressemeddelelse den 10. februar. Inger Støjberg fik selv fjernet den undtagelse, som embedsmændene forsøgte at få ind. Også den sidste fra den tidligere departementschef Uffe Toudal om, at der skulle tages “menneskelige hensyn” ud som et kriterium, der kunne føre til ikke at adskille asylparrene.

“Det er meget markant, og en meget klar besked til Inger Støjberg, at en departementschef genindsætter en undtagelse, efter den er taget ud,” bemærkede Jon Lauritzen og tilføjede, at Inger Støjberg “på trods af det” besluttede, at hun ikke ønskede undtagelser.

Anklagerne mener også, det er bevist, at det må have stået klart for Inger Støjberg, at der blev administreret efter en undtagelsesfri ordning. Og i hvert fald efter den 4. marts, hvor Røde Kors i et brev anmoder om dispensationsadgang til ikke at adskille alle par. 

Hun sagde både udadtil og indadtil, at hun ønskede en undtagelsesfri ordning. Det var også det, hun fik.

Jon Lauritzen
Anklager i rigsretssagen mod Inger Støjberg

“Det giver kun mening, hvis der er tale om en undtagelsesfri ordning,” lød det fra anklagerne, der lægger til grund, at Inger Støjberg var bekendt med dette brev. 

Advarsler fra embedsværket

Anklagerne mener, at Inger Støjberg i hvert fald fem gange har fået advarsler i løbet af sagen, der gør, at hun burde vide, at det ville være i strid med reglerne at iværksætte en undtagelsesfri ordning.

Blandt andet på møder med sine embedsmænd den 9. og 10. februar, men også alene det faktum, at Uffe Toudal genindsatte en undtagelse i pressemeddelelsen, og at der lå et ministernotat, der lagde op til undtagelser.

“Det afgørende er efter vores opfattelse, at Inger Støjberg var advaret om, at en undtagelsesfri ordning ikke lovligt kunne gennemføres,” sagde Jon Lauritzen.

Udgangspunktet for en minister er, at man må regne med, at embedsfolket sørger for, at der sker en lovlig administration. Men i en situation som denne, hvor udgangspunktet blev vendt på hovedet, så er det lidt anderledes, sagde Jon Lauritzen.

Her påhvilede der tværtimod Inger Støjberg “en særlig pligt som minister til at sikre, at det var lovligt”. 

De fem særlige sager

Der var fem asylpar, der aldrig blev adskilt. Men det er ikke noget, som kan tale som formildende omstændighed for Inger Støjberg, mener anklagerne.

Det forhold, at de fem par ikke blev adskilt “skyldtes ikke en beslutning taget af Inger Støjberg”, sagde Anne Birgitte Gammeljord:

"Det skyldtes alene, at medarbejderne i Udlændingestyrelsen trodsede hendes instruks.” 

Ministernotatet

Et ministernotat af 2. februar 2016 spiller en central rolle for forsvaret, men anklagerne er lodret uenige i notatets betydning.

“Det er anklagernes opfattelse, at notatet ingen relevans har for vurdering af sagen, bortset fra at notatet kan ses som en klar advarsel af ministeren,” lød det.

De henviste til, at langt de fleste embedsfolk efter eget udsagn ikke tillagde notatet nogen betydning efter den 9. januar 2016. Men også, at flere embedsfolk har forklaret, at man forsatte med at diskutere indholdet af indkvarteringsordningen, efter ministernotatet var underskrevet. 

Det er også vores opfattelse, at det var Inger Støjbergs klare hensigt at skille alle ad – uanset om der var sket tvang eller ej.

Anne Birgitte Gammeljord
Anklager i rigsretssagen mod Inger Støjberg

De henviste også blandt andet til “materielle og uforenelige forskelle” mellem notatet og pressemeddelelsen, samt at det først var under Inger Støjbergs forklaring til Instrukskommissionen, at notatet og forståelsen af dets indhold kom frem.

Ifølge anklagerne kan det godt lugte af “en efterrationalisering opfundet af forsvaret til brug for rigsretssagen”. 

Retningslinjer og manglen på samme

Først den 12. december havde Udlændingestyrelsen et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse, mener anklagerne. Det var nemlig her, at styrelsen fik retningslinjer for, hvordan de skulle administrere den nye ordning.

Anklagerne mener, at det er bevist, at Inger Støjberg “kendte til og accepterede risikoen for, at Udlændingestyrelsen administrerede ordningen uden retningslinjer” og altså “alene ud fra pressemeddelelsen”. 

Telefonsamtalen med Line Skytte Mørk Hansen

Et andet vigtigt bevistema i sagen er telefonsamtalen mellem den tidligere vicedirektør Lene Vejrum og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen den 10. februar 2016.

Anklagerne skabte usikkerhed om Line Skytte Mørk Hansens troværdighed som vidne ved blandt andet at lægge til grund, at afdelingschefens bemærkninger om, at hun ikke så et svar til Folketingets Ombudsmand “ikke er korrekt”. Anklagerne kan se, at hun flere gange var inde og se på sagen i det interne journalsystem F2 i maj 2016.

Det spiller en rolle, fordi Line Skytte Mørk Hansen i det tilfælde ikke reagerede på, at Folketingets Ombudsmand her fik at vide, at Line Skytte Mørk Hansen i telefonsamtalen skulle have givet en instruks om, at Udlændingestyrelsen skulle handle i overensstemmelse med pressemeddelelsen. 

På intet tidspunkt har Inger Støjberg eller andre kommunikeret til embedsværket, at hendes pressemeddelelse eller andre offentlige udtalelser ikke skulle tages for pålydende.

Jon Lauritzen
Anklager i rigsretssagen mod Inger Støjberg

Anklagerne mener ikke, det kan passe, at Line Skytte Mørk Hansen tog så let på, at Folketingets Ombudsmand her fik en helt anden version af telefonsamtalen, end hun selv havde.

“Grunden til, at hun ikke reagerede var, at hun jo godt vidste, hvad hun havde sagt under den samtale,” bemærkede Jon Lauritzen.

Intensiteten

I alt 80 personer blev berørt af instruksen fra Inger Støjberg, når man indregner både forældre og børn, har anklagerne opregnet. Og her var der tale om meget sårbare og udsatte mennesker, hvoraf nogle var hårdt ramt af krig og flugt.

Anklagerne mener, at intensiteten i indgrebet overfor disse borgere er “langt mere indgribende”, end det var tilfældet i Tamil-sagen mod den tidligere minister Erik Ninn-Hansen.

Anklagerne beror det på, at administrationen i instrukssagen går fra “at være lovlig til klart ulovlig”, mens man i Tamil-sagen opretholdt status quo for de berørte familier.

På baggrund af de tilbagemeldinger, der var fra blandt andre Røde Kors, vurderer anklagerne, at indgrebene havde “alvorlige skadevirkninger for de berørte par” og at “intensiteten af indgrebene var stor”. Konsekvenser, som Inger Støjberg ifølge anklagerne “var bekendt med”.

Samlet set vurderer anklagerne, at alvorligheden af det, der er foregået er “langt, langt forbi den blot kritisable adfærd”, og at det “kan alvorligt bebrejdes forhenværende minister Inger Støjberg”.  

Tvang som et sagligt formål

Et ønske om at beskytte mindreårige mod tvangsægteskaber er i sig selv et sagligt formål, men rigsretssagen handler ikke om det, mener anklagerne.

“Alle er enige om, at tvangsægteskaber og tvangssamliv er noget forfærdeligt noget, og det skal bekæmpes,” sagde Jon Lauritzen.

Men det saglige formål kan ikke varetages igennem en undtagelsesfri ordning, forklarede han, fordi “et frivilligt og ønsket ægteskab er beskyttet”.

Anklagerne mener ydermere ikke, at det er tvangsægteskaber eller tvangssamliv, som der har været tale om i instrukssagen.

“Rigsretten kan efter vores opfattelse lægge til grund, at der objektivt set ikke er grund til at antage, at der den 10. februar forelå tvangsforhold i nogle af de berørte par”, og at “Inger Støjberg ikke den 10. februar havde noget grundlag for at antage, at der forelå tvangsægteskaber eller risiko herfor”.

Kun i en enkelt sag er der efter anklagernes opfattelse tale om et tvangsforhold, men det var et par, der blev adskilt på en “helt anden baggrund”, og altså ikke blev fanget via den nye ordning.

Derfor fulgte Inger Støjbergs beslutning om at adskille parrene også “et usagligt formål”, som slet ikke havde til hensigt at forhindre tvangsægteskaber. 

“Det er også vores opfattelse, at det var Inger Støjbergs klare hensigt at skille alle ad – uanset om der var sket tvang eller ej,” lød det fra Anne Birgitte Gammeljord.

Det baserede anklagerne blandt andet på, at der allerede var “en effektiv praksis, der baserede sig på faglige vurderinger”, men også at ingen af indkvarteringsoperatørerne i en hastehøring fandt tegn på tvang i de konkrete sager.

Derfor mener anklagerne, at Inger Støjbergs formål med ordningen også blandt andet var begrundet i “taktiske, politiske hensyn”. Det støttede de blandt andet på udsagn fra den tidligere afdelingschef Frank Bundgaard, der havde hørt ministeren sige, at “det er en god sag” - underforstået politisk – og “at det tager jeg gerne en sag på”. 

Den politiske virkelighed

Forsvaret har gjort meget ud af, at Inger Støjberg langtfra var den eneste politiker, der var optaget af at gøre noget ved de mindreårige asylpar på de danske asylpar.

Men det er uden betydning, hvorvidt Inger Støjberg mente at have politisk opbakning til de ændringer, der blev lavet, påpegede Jon Lauritzen.

“Det er åbenbart for enhver førsteårsstuderende i jurastudiet, at det må være sådan,” sagde han. 

En verden udadtil og en indadtil

Udover at der er tale om en rigsretssag, så er sagen mod Inger Støjberg også “helt unik” ved, at forsvaret gør gældende, at det som Inger Støjberg sagde til offentligheden ikke var det, hun ønskede, at embedsfolkene rent faktisk skulle gøre, når de behandlede sagerne.

Men anklagerne mener ikke, at der er noget i sagen, der kan understøtte en sådan forklaring.

“Hun sagde både udadtil og indadtil, at hun ønskede en undtagelsesfri ordning. Det var også det, hun fik,” bemærkede Jon Lauritzen tørt.

Anklagerne afviste også alt om, at Inger Støjberg i medierne kan udtale sig som politiker, og ikke som minister.

“Hvis tidligere minister Inger Støjberg ikke dømmes i denne sag, så er realiteten, at ingen ministre længere er forvaltningschefer. Så er de alene politikere og kan gøre, hvad de vil, uden at være ansvarlige,” lød det fra Jon Lauritzen. 

Anklagerne hæftede sig ved, at pressemeddelelsen er meget klar og også operationelt giver direkte besked til Udlændingestyrelsen om straks at adskille parrene.

“På intet tidspunkt har Inger Støjberg eller andre kommunikeret til embedsværket, at hendes pressemeddelelse eller andre offentlige udtalelser ikke skulle tages for pålydende,” sagde Jon Lauritzen.

Tværtimod - påpegede anklagerne - har Inger Støjberg flere gange i offentligheden givet indtryk af, at pressemeddelelsen netop var det, der skulle administreres efter.

En hjørnesten i forsvaret om de to virkeligheder er, at den tidligere departementschef Uffe Toudal Pedersen til Rigsretten har forklaret, at han skulle have sagt til Inger Støjberg, at der ville blive administreret med undtagelser. Anklagerne forsøgte med syv argumenter at betvivle, hvorfor det havde sin ægthed.

“Det forekommer særdeles besynderligt og ulogisk, at Uffe Toudal Pedersen skulle have sagt til ministeren, at der ville blive administreret lovligt på trods af pressemeddelelsens ordlyd, når han ikke efterfølgende kommunikerede det synspunkt videre til de embedsfolk, der havde været med i forløbet,” bemærkede anklagerne blandt andet. 
 
Forsæt og grov uagtsomhed

Anklagerne mener at have bevist den højeste grad af forsæt, som er det direkte forsæt. Blandt andet, fordi det var Inger Støjberg selv, der tog initiativet til ordningen, selv om hun “gentagne gange” var blevet advaret om, at det ville være ulovligt at iværksætte en undtagelsesfri ordning. Og anklagerne mener, at disse advarsler har været “meget, meget klare”.

“Der var ikke mulighed for at gøre det lovligt, og det vidste Inger Støjberg.”

Hvis Rigsretten ikke finder det bevist, at der var tale om direkte forsæt, så garderede anklagerne sig ved også at argumentere for, hvorfor der så i givet fald vil være tale om en af de to andre forsæts-grader eller som minimum grov uagtsomhed. 

Torsdag er det forsvarets tur til at føre procedure, og dermed fremføre deres argumenter for, hvorfor Inger Støjberg skal frifindes.