Anmeldelse: Ágnes Hellers testamente til europæerne skuffer

Hun (Ágnes Heller, red.) forstår migrationskrisen som en debat om assimilation og integration, men forskyder dermed bare spørgsmålet om, hvor mange migranter og flygtninge Europa kan og dermed bør håndtere, til en debat om, hvorvidt de vil anerkende det liberale demokratis principper.

Esben Schjørring
Redaktør, Altinget Magasin

Midt i en hotellobby nær eliteuniversitetet Princeton gerådede den ungarske filosof Ágnes Heller engang i midt-90erne ud i en længere og heftig diskussion med hendes tyske kollega, Jürgen Habermas. Mellem piccoloer, receptionister og andre gæster, der tjekkede ud og ind, gik bølgerne, som anekdoten fortæller det, højt. Debattens emne? Var den tyske filosof Martin Heidegger en stor tænker på trods af sin forbindelse til nazismen? Heller mente ja, Habermas nej.

De to havde kendt hinanden siden 1960erne, hvor de havde mødt hinanden på den kroatiske ø Korçula til sommerseminarer for kritiske marxister. Ligesom Habermas skulle Ágnes Heller sidenhen blive en vigtig intellektuel i venstreorienterede kredse i en periode, hvor Sovjetkommunismen totalitære ansigt ikke kunne skjules, og der var brug for nye folk, der kunne sammentænke demokrati og socialisme. Og ligesom Habermas endte Heller som en markant defensor for EU som en bastion for postnational kosmopolitanisme og det liberale demokratis institutioner.