Anmeldelse: Bo Lidegaards advokatbog ender uforløst mellem to stole

ANMELDELSE: Bo Lidegaards ’Lovord’ er velskrevet, men sætter sig mellem to stole. Fordums advokater præsenteres gennem aktiviteter uden for advokatgerningen, mens de nulevende portrætteres gennem den. Man sidder derfor lettere uforløst tilbage efter endt læsning, skriver Helle Vogt.

Altingets vurdering: 2/6

Af Helle Vogt
Professor i retshistorie, Københavns Universitet 

Historien om Advokatsamfundets organisatoriske udvikling og virke ville næppe have det store publikum, og emnet for 'Lovord' er heller ikke organisationen, i stedet skildres ti advokater fordelt over de 100 år, Samfundet har eksisteret.

Havde man sat en advokat til denne opgave, ville fokus nok have været det faglige: retssager, stil i retslokalet og bidraget til den juridiske udvikling. I stedet fokuseres der på personen og den gode historie, hvorfor valget er faldet på historikeren Bo Lidegaard.  

”Afsættet er den enkelte advokat, men sigtet er bredt, og den røde tråd advokaternes rolle i udviklingen af det samfund, de er en del af, både historisk og aktuelt” (10), skrives der i indledningen.

Kapitlerne kan læses hver for sig. Lidegaard kalder de seks første kapitler ”nedslag i vores fælles historie”, og det er sandt, men bogen udgøres også af to meget forskellige fremstillingsformer: de første seks kapitler, hvor de nu afdøde advokater portrætteres, og de sidste fire, hvor ordet gives (næsten) frit til de nulevende.

Tynd rød tråd
Når de seks første skildringer holdes op mod hinanden, kan den røde tråd forekomme tynd. Kapitlerne omhandler advokater, men er der en sammenhæng mellem deres metier og deres bidrag til samfundsudviklingen? Forskellen på fokus, tone og forfatterens engagement i portrætterne er stor.

Først præsenteres Advokatsamfundets åndelige fader, Otto Liebe, der så smukt som nogen illustrerer, at advokater er mere og andet end jurister. Desværre får vi kun et glimt af det kultiverede og intelligente menneske, størsteparten af kapitlet tilegnes hans korte, mislykkede optræden på den politiske scene. Lidegaard skriver, at historiens dom er hård over Liebe, og det er en dom, som han med sit fokus tilslutter sig.

Anderledes muntert og lyst er kapitlet om Carl Ludvig David. Det er beretningen om forretningsadvokaten og samleren, og om hvordan selv en mand, der, skønt han ikke så sig som jøde, måtte dukke sig og til sidst emigrere under besættelsen.

Beretningen om Mathilde Hauschultz, Danmarks anden kvindelige cand.jur., handler slet ikke om hendes advokatgerning, men om politikeren og kvindesagsforkæmperen, hvis holdninger til kvindens plads ligger så uendelig langt fra senere tiders feminisme.

Hvis dommen over Liebe var hård, så er den fordømmende, når det gælder kommunisten Carl Madsen, som havde ”hadet som motor” (71). Vi læser om ”Madsens demagogi” (88-89), om hans kritik af samarbejdspolitikken, som noget kun ”dele af den ideologisk optændte højrefløj” (tag den, Anders Fogh Rasmussen!) i nyere tid har kunnet tilslutte sig osv. Lidegaard har ikke meget til overs for Madsen: ”trods den ydre succes er der ikke mange formildende omstændigheder ved Carl Madsens liv” (88). Ikke just lovord i ordets gængse betydning.

Kontrasten til det næste kapitel er voldsom. Jon Palle Buhl var ”gentlemanadvokaten” over dem alle. Det er et kærligt portræt af et lyst sind og et elskeligt menneske, der ikke kan få lovord nok.

Den sidste af de historiske advokater er Mogens Glistrup, som tilegnes et langt, velskrevet kapitel, både om mennesket og om et centralt stykke danmarkshistorie. Skønt Glistrup i sine senere år også skrev ”i nynazistiske pamfletter, side om side med holocaustfornægtere” (138), så falder der ingen hård dom over ham, og de sidste linjer lyder, at han var ”klar til at tage den sidste afgørende kamp mod systemet.” (141), da han forlod denne verden med tøflerne på.   

Bogens styrke      
Bogens styrke ligger ubetinget i dens sidste fire kapitler, hvis aktualitet er påtrængende. Her får vi det direkte indtryk af ansvarsbevidste advokater, der bekymrer sig både om professionen, forholdet mellem stat og borger, samfundets udvikling osv.

Overgangen fra de historiske portrætter kan ikke fanges med flosklen om æbler og pærer. Vi må nærmere tale om cider og æbler: samme frugt, men i det ene tilfælde frisk fra træet, i det andet kraftigt bearbejdet.

Gennem interviews med korte spørgsmål og lange svar møder vi fire mennesker, der både tænker, virker og udtrykker sig vidt forskelligt: Fra Thomas Rørdams dybsindige tanker om forholdet mellem domstole og stat, der udtrykkes med stor diplomatisk tæft, over Knud Foldschacks velreflekterede idealisme og sprælskhed, Anne Birgitte Gammeljords mange overvejelser om advokatens rolle, moral og etik i et retssystem under forandring til Pernille Backhausens energiske samfundsengagement.

Vi kommer kort sagt vidt omkring i overvejelser og kritik, men det er lidt ærgerligt, at vi ikke præsenteres for en eksponent for tendensen til, at de små kontorer ”i stigende grad [bliver] afløst af store bredt funderede advokatvirksomheder” (9). Kritikken af disse store aktører ligger mellem linjerne hos de tre aktuelle advokater. Skulle en repræsentant for ”modparten” ikke også skulle have været hørt i stedet for Rørdam, der jo, hvor tankevækkende hans betragtninger så end er, jo ikke har arbejdet som advokat siden 2002?

Lander mellem to stole
Bogen er velskrevet, men den sætter sig mellem to stole. Fordums advokater præsenteres primært gennem deres aktiviteter uden for advokatgerningen, mens de nulevende portrætteres gennem den.

Man sidder derfor lettere uforløst tilbage med et billede af en fortid bestående af advokater, som enten var krasbørstige politiske væsner eller blide kunstelskere, og en nutid bestående af advokater, der udtrykker deres engagement gennem deres metier.

Bo Lidegaard: ’Lovord. 10 advokater i 100 års Danmarkshistorie’. 227 sider, Gyldendal 2019.

Forrige artikel 'Mørkeland' er en politisk krimi til tiden 'Mørkeland' er en politisk krimi til tiden Næste artikel Adam Holm: Eminent ny bog viser Orbáns Ungarn indefra Adam Holm: Eminent ny bog viser Orbáns Ungarn indefra
Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

Kaare Dybvad: Boligområdet er vigtig værdipolitik

INTERVIEW: Han vil dæmme op for udenlandske kapitalfondes indtog i Danmark. Gerne inden for seks måneder. Skellet mellem rig og fattig skal bygges væk, og boligpolitikken skal gøres til værdipolitik. Altinget har interviewet landets nye boligminister, Kaare Dybvad (S).