Anmeldelse: En veloplagt debatbog til det trætte Europa

ANMELDELSE: Malte Frøslee Ibsens ’Den nye internationale’ vil have venstrefløjen til at omfavne EU. Det er oplagt læsning for en venstrefløj, der søger svar. Og det er god læsning for borgerlige, der vil vide, hvad den genopstandne intellektuelle venstrefløj tænker.

Altingets vurdering: 5/6

Af Christian Egander Skov
Ph.d. i moderne politisk historie og redaktør ved det konservative tidsskrift Årsskriftet Critique

Venstrefløjen vandt valget på idéer. Siden Thorning-Corydon-linjens sammenbrud op til valget i 2015 er det lykkedes Socialdemokratiet gennem hårdt ideologisk rugbrødsarbejde at genfinde en plausibel identitet og genvinde sin troværdighed.

Idéarbejdet har givet sig udslag i et mylder af bøger og artikler. Hovedtendensen har været en omfavnelse af den arbejderisme, der engang optog sindene i Socialistisk Folkeparti. Retorisk og idémæssigt har man søgt tilbage til det klassiske, brede Socialdemokrati, der inden for nationalstatens solide rammer opbyggede den danske velfærdsstat. Denne fortælling var nøglen til Socialdemokratiets sejr.

Men er det den rigtige vej, i den forstand at den tager hånd om vor tids grundlæggende udfordringer og peger frem mod en stabil position for en stærk venstrefløj? Ikke ifølge politologen Malte Frøslee Ibsen, der er aktuel med bogen 'Den nye internationale – hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden'.

Vejen frem for venstrefløjen
Bogen er både et indspark i den generelle debat om vor tids politiske legitimitetskrise og en anvisning specifikt til venstrefløjen om, hvordan den skal reagere i denne situation.

Trods den seneste politiske udvikling i den hjemlige andedam er det tydeligt, at venstrefløjen har haft vanskeligt ved at finde sine egne ben. Selvom finanskrisen ifølge begejstrede venstrefløjsbetragtere betød, at Marx da nu måtte vende tilbage, må vi her efter en del år konstatere, at han endnu afventes med spænding.

I stedet har vor tid, som Malte Frøslee Ibsen påpeger, manifesteret sig som en konfrontation mellem et teknokratisk centrum og et populistisk højre.

Den socialdemokratiske mainstream har befundet sig inden for den centerteknokratiske blok og er i flere europæiske lande blevet udraderet. Af Blairs og Schröders tredje vej er der ikke meget tilbage. Ét svar på denne udfordring er blevet formuleret af Chantal Mouffe, der har udpeget omfavnelsen populismen som en ”diskursiv strategi”, der skal forene en række grupper i kampen mod den økonomiske elite.

Dette afviser Malte Frøslee Ibsen imidlertid som en ”oversolgt kommunikationsstrategi”, der ikke formår at adressere vor tids problemer i substansen. I stedet griber Ibsen dybt i socialismens arvegods og finder to stærke idéer: marxisme og internationalisme.

Han skriver i en passus, der er sigende for bogens kondenserede og noget akademiske stil: ”Hvis roden til legitimitetskrisen ligger i en strukturel forskydning i forholdet mellem marked og stat, som på dramatisk vis har styrket markedsaktører og svækket folkevalgte parlamenter og organiseret arbejdskraft, må venstrefløjen søge strukturelle måder at styrke den demokratiske politik på, så demokratiet igen kan gøre effektivt krav på overherredømme over den kapitalistiske markedsøkonomi.”

Denne erkendelse indebærer ikke blot en kritik af venstrepopulismen i Mouffes forstand, men også at venstrefløjens fokus må flyttes fra den identitetspolitik, man med så stor iver har kastet sig selv ud i, til fordel for et marxistisk fokus på økonomisk politik – omend ikke arbejderklassepolitik i traditionel forstand.

Selve brændstoffet for populismen er altså, ifølge Ibsen, den neoliberale teknokratismes ophævelse af det politiskes primat over økonomien. Sagt på anden vis: Staten har ikke alene mistet magten over markedet, men er endog blevet instrumentaliseret af markedet. I dag begrænses det politiskes råderum af markedsaktørernes præferencer. Den økonomiske politik er givet ved diktat, og velfærdsstaten er følgelig presset.

Knyttet snævert hertil er den drastisk stigende ulighed, der ifølge Ibsen potentielt truer det demokratiske systems integritet. Konsekvensen af den økonomiske favorisering af de superrige er også en magtkoncentration, der kortslutter det demokratiske repræsentative system.

Denne analyse er ikke original. Den trækker på en kritik, vi mange gange har hørt fra venstrefløjen, og som jo også går igen selv hos mange af dem, der fra et mere centristisk eller borgerligt udgangspunkt vil adressere tidens krise.

EU og internationalismen
Men Ibsen udlægger analysen på fin vis og lægger fint op til det, der er bogens egentlige ærinde, nemlig dens insisteren på venstrefløjens internationalisme.

Arbejderbevægelsen var op til Første Verdenskrig en internationalistisk bevægelse, men blev herefter nationalt fragmenteret. En proces, der i Danmark kulminerede med opbygningen af velfærdsstaten. Det slår ikke længere til i en tid, hvor kapitalen er blevet globaliseret, og nationalstaterne har mistet politisk handlekraft til markedet. Med det internationale mener Ibsen først og fremmest EU.

Venstrefløjen, påpeger han, må omfavne EU på trods af alle dets fejl, fordi det har et umådeligt forandringspotentiale. Ja, selvom bogen kritiserer den yderligtgående venstrefløj, må man ikke tage fejl; det er radikale tiltag, der må til, hvis det politiske skal genvinde overherredømmet over markedet. Der skal skabes fælleseuropæiske skatter, der begrænser kapitalkoncentrationen, og den privatkapitalistiske ejerskabsstruktur skal udfordres til fordel for en ”mangfoldighed” af alternative ejerformer, der spænder fra andelsselskaber til lønmodtagerfonde a la 1970’ernes økonomiske demokrati.

Disse tiltag vil næppe blive vel modtaget i erhvervslivet. Og skulle en nationalstat som Danmark sætte sig for at realisere et sådant program, ville det meget tænkeligt medføre en veritabel exodus af kapital, initiativ og talent. Man kan som bekendt ikke både spise hønen og dag efter dag nyde godt af dens æg.

Men det er her, EU kommer ind i billedet. Fordi Europa er så attraktivt et marked, kan EU i modsætning til Danmark sætte virksomhederne stolen for døren.

Pointer med problemer
Denne pointe er uden tvivl rigtig. Men den er ikke uden problemer.

Ibsen sælger sit projekt som et demokratiprojekt. Den nye internationale, han forestiller sig, er ikke arbejderklassens, men derimod demokratiet. Men det er mere end vanskeligt at forestille sig EU bryde med den teknokratiske ramme, der er lagt om det europæiske projekt fra udgangspunktet. Som Ibsen ganske rigtig pointerer, legitimeres EU funktionalistisk, det vil sige i kraft af resultater snarere end demokratisk. Det vil sige i forhold til output, de konkrete resultater, man kan skabe.

Ibsen peger godt nok – blandt andet med henvisning til Habermas – på, hvordan man institutionelt kan skabe en demokratisk legitimitet for EU. Men man må stille sig tvivlende over for, om det folk eller demos, hvoraf legitimitet afledes, virkelig kan skabes blot ved at skabe en institutionel repræsentation af det. Vi støder her på en af de identitetspolitiske spørgsmål, som Ibsen bevidst har valgt at styre uden om.

Ibsen pointerer også, at han fortsat ser en fremtid for nationalstaterne inden for EU. Ja, han afviser eksplicit enhver tanke om Europas forenede stater. Men da bliver det vanskeligt at forestille sig, hvordan EU mønstrer den nødvendige styringskraft til at realisere det ambitiøse reformprogram. Hvorfor skulle nationalstaterne bemyndige EU til det? Måske fordi man anerkender, at EU alene har potentialet til at sætte ind over for markedet? Okay, men i så fald vil EU's legitimitet stadig være funktionalistisk snarere end demokratisk funderet.

Hvordan denne legitimitet i et længere perspektiv vil stå i relation til nationalstaternes politiske legitimitet og handlingspotentiale, er et åbent spørgsmål. Bemyndigelsen af EU baseret på en ikke-demokratisk legitimitet vil tænkeligt forstærke det potentiale, der allerede er i dag, for en kritik af det europæiske projekt og dermed forstærke den politiske legitimitetskrise.

Opskrift for økonomisk vækst?
Men lad os skyde disse spørgsmål til side for en anden og dybere tvivl.

Kan man forestille sig, at Malte Frøslee Ibsens radikale program er en opskrift på økonomisk vækst? Eller er polemikken mod markedet ikke snarere udtryk for et ønske om at skærme Europa fra en global konkurrencesituation, der rigtignok sætter velfærdsstaten under pres, men jo også er et uomgængeligt udgangspunkt i den verden, vi lever i. Eller sagt på en anden måde: Man kan som venstreorienteret være nok så frustreret over konkurrencestatens logik og det forhold, at den moderne stat lægger sin politik an på at trække investeringer til landet, men hvad skal denne frustration nytte?

Der er en grund til, at man vil tiltrække kapital. Og kapitalen finder nu engang derhen, hvor investeringsforholdene – herunder afkastet – er bedst. Det er rigtigt, at vi med EU kan presse mere vidtgående reguleringer igennem, end vi kan uden, men det er ikke dermed givet, at dette er en god idé for Europa.

For Europa er allerede et udfordret kontinent. Og det er ikke, fordi vores økonomi er for dereguleret, men fordi den i for høj grad er reguleret. Situationen veksler naturligvis fra land til land, men det overordnede billede er, at vi i modsætning til USA har haft meget svært ved at komme os over finanskrisen, og i Sydeuropa er man stadig i høj grad fanget i dens kølvand.

De europæiske velfærds- og reguleringsregimer er opbygget under specifikke økonomiske vilkår, der ikke er gældende længere. Fra efterkrigstiden og frem til 1980’erne oplevede vi et Europa et fænomen, man kalder catch-up-vækst. Det var en markant vækst, der fulgte af genopbygningen af det ødelagte industrielle produktionsapparat. Dette forhold bidrog til den i forvejen voldsomme vækst, der fulgte af omstillingen fra landbrugs- til industrisamfund.

Men vi er gået i stå. Ligesom Japan i sin tid gik i stå. Det er ikke i Europa, men i USA og i Asiens nye økonomier, at de fleste af de rigtig store vækstskabende virksomheder er opstået. Vi kom med i industrisamfundet, men har ikke formået at foretage det spring ind i informationssamfundet som vores globale konkurrenter.

Sandheden er, at Europa mindst af alt har brug for at forskanse sig bag en mur af reguleringer og politiseret økonomi. Det bør ikke være et mål at undgå konsekvenserne af den internationale markedsøkonomi, derimod må det være et mål at gå ind i den internationale konkurrencesituation med størst mulig dristighed for at sikre væksten.

Det er i sidste ende vækst og velstand, der er forudsætningen for, at der er noget at omfordele. Det er også vækst og velstand, der er forudsætningen for, at vi har de økonomiske ressourcer til at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer. Og endelig er det kun i kraft af global vækst og velstand, at vi kan gøre os håb om på sigt at mildne migrationspresset på Europas grænser. Alt sammen udfordringer, Malte Frøslee Ibsen har et skarpt blik for.

Ibsen har skrevet en veloplagt bog. 'Den nye internationale' er oplagt læsning for en venstrefløj, der søger svar. Den er også god læsning for borgerlige, der vil vide, hvad den genopstandne intellektuelle venstrefløj tænker. For tænke kan den. Og skrive kan den også.

Malte Frøslee Ibsen: 'Den nye internationale - Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden', 207 sider Gyldendal

Forrige artikel Ungarn, Polen eller EU: Hvem vinder kampen om de europæiske værdier? Ungarn, Polen eller EU: Hvem vinder kampen om de europæiske værdier? Næste artikel Anmeldelse: Livredder i Middelhavets flygtningegrav  Anmeldelse: Livredder i Middelhavets flygtningegrav
Ellemann manglede slagkraft i den første duel

Ellemann manglede slagkraft i den første duel

ANALYSE: Mette Frederiksen (S) gik langt i sin kritik af de internationale konventioner under statsministerens spørgetime. Alex Vanopslagh var endnu engang skarp, mens Jakob Ellemann-Jensen var overraskende tam.