Anmeldelse: Sympatiske brobyggere tynget af banaliteter og benovelse

“Angsten for at dø må ikke hindre dig i at leve.”

Sådan lyder et gammelt kurdisk ordsprog, der refereres flere gange i Anders Jerichows nye bog 'Brobyggere'. Og det synes i store træk også at være den devise, hovedpersonerne, forhenværende folketingsmedlem for SF Özlem Cekic og forhenværende overrabbiner Bent Melchior, på hver sin vis har valgt at leve efter. 

Et umage par med en mission
Bogen giver et indblik i, hvordan de to ildsjæle, kurderen og zionisten, som de betegnes, trodser had og mordtrusler og inviterer til dialog og kaffe på tværs af alle skel.

Det i sandhed umage par fandt hinanden, da han til hendes overraskelse troppede op ved hendes bogreception tilbage i 2009.

Siden blev han hendes faste, solide støtte, blandt andet under blæsten om den første ramadan-middag på Christiansborg, og i dag betragter de hinanden familiært, den jødiske bedstefar og det muslimske barnebarn.

Nu er de gået sammen om dannelsen af den sympatiske nonprofitorganisation ‘Brobyggerne – Center for Dialogkaffe’, og bogens omdrejningspunkt er deres vej hertil.

Ujævn bolsjeblanding
Det er Politikens Anders Jerichow, der som modtager af den nystiftede Hans Goldstein-stafet bidrager til "indsatsen mod racisme og for tværkulturel tolerance" med denne bog. Et værk, han beskriver som "en mosaik af to civiliserede ballademagere".

Det er den. Et kalejdoskopisk blik rettet mod Cekic og Melchior, deres fortid, deres venskab og dette deres fælles brobyggerprojekt. Men var bogen et puslespil, ville brikkerne have uens størrelser og være forsynet med kanter, der ikke nødvendigvis passede ind i hinanden.

‘Brobyggerne’ karakteriseres som en samtale- og reportagebog. Og det er især i reportagedelene fra en skole, et bibliotek og et telt på Folkemødet, den står svagest.

Alt skal med. Det er ingen overdrivelse. I kapitlet ‘Dialog-jul med Ayse’ refereres en hel seance fra et bibliotek, hvor Cekic læser sin børnebog ‘Ayses jul’ højt fra ende til anden. Med regibemærkninger: "Özlem læser dramatisk op", "der lyttes opmærksomt på Brønshøj Bibliotek".

Det er oplagt, at Jerichow ivrigt medlevende med en fascination grænsende til næsegrus benovelse har fulgt og iagttaget brobyggerprojektet ude i den virkelige verden, men at fremlægge feltstudiet 1:1 med bemærkninger som "Özlem har de unge i sin hule hånd" og "Teltet er for længst fyldt, Özlem har vækket Folkemødet" virker overgjort, forceret, unødvendigt.

Om og om igen
I kapitlet ‘Skoletræf med københavnervals’, hvor mødet mellem eleverne på de to københavnske friskoler al-Huda og Mariendal i dialog med aktivisten og rabbineren danner baggrund for brobyggerprojektets kongstanke om at række ud mod det fremmede i stedet for at grave grøfter, refereres ligeledes loyalt alt, der sker. Spørgsmål, der stilles, svar, der gives. 

Og da elevernes forældre ankommer senere i forløbet, får både de og vi samme genfortælling: "Ligesom hun (Cekic, red.) har fortalt børnene tidligere på dagen, fortæller hun nu forældrene om sit teenageoprør med tørklæde."

Ved den fragmentariske måde, bogen er skruet sammen på, og især grundet reportagekapitlerne kommer gentagelserne desværre til at stå i kø. At det var fotografen Jacob Holdt, der gav Cekic et puf i retningen mod dialogkaffen, får vi eksempelvis fortalt og gengivet adskillige gange. 

En mere stringent og stram fortælleform ville ikke alene have udryddet den slags. Det ville også have fået fortællingen om de to hovedkarakterer til at stå stærkere. For det er på godt og ondt to virkelig interessante individer, vi har med at gøre. 

Og nok er de portrætteret mange gange før og har udgivet hver deres biografi, men deres respektive livsfortællinger er fængslende og vedkommende. Ikke mindst særligt set gennem den prisme, der er bogens hovedfokus, brobygningen. Tolerancen som modsvar til, hvad de begge er blevet – og fortsat bliver – udsat for af afskyelige og horrible trusler. 

Refleksioner, selvindsigt og indrømmelser 
Bogen står da også stærkest i de passager, hvor de hver især får lov at reflektere over identitetens pris og de farer, de vælger at trodse ved at mødes med truende og hadske individer. 

Og ikke mindst når deres egne historier, Melchiors flugt til Sverige under krigen, hans livslange åbenmundethed, hans insisteren på at åbne synagogen for ikke-jøder, Cekics nøglebarnsopvækst, svære barndom og muslimske ungdomsoprør, bruges til at beskrive deres egen (fortsatte) modning. 

Cekics egen udvikling er måske den mest markante. 

Hun er gået fra at være den vredesfyldte, der hadede alle jøder, fordi hun på tyrkisk tv havde set israelske soldater bruge vold mod palæstinenserne, alle tyrkere, fordi de holdt kurderne nede, og alle danskere, fordi en mand spyttede på hendes tørklæde, og "fordi andre danskere så ondt på hendes mor, når smør var på tilbud" [sic] – til at blive den tolerante, der i dag sætter liv og førlighed på spil for at komme i dialog med rasende racister, der som udgangspunkt intet godt vil hende.

Samlet set fungerer det historiske vue, hovedkarakterernes glimtvise livsberetninger og refleksioner godt, men bogens noget brogede mosaikform skygger desværre for potentialets fulde udfoldelse.

Anders Jerichow: Brobyggere - Özlem Cekic og Bent Melchior 212 sider Gads Forlag Forlagets pris: 249,95 kroner Udkommer 20. januar 2020.