Anna Libak: Da jeg blev udskammet som hvid

Flere steder i Storbritannien sætter lesbiske aktivister for tiden klistermærker op med påtegningen ”Kvinder har ingen penisser”. De er sure over, at et stigende antal mænd springer ud som transgender lesbiske uden at lade sig omoperere.

For hvem tænder disse transseksuelle lesbiske mon på? Præcis: De tænder på kvinder, fuldstændig som almindelige mænd. Og det har ført til, at lesbiske nu på deres barer skal finde sig i at blive lagt an på af kvinder med en tissemand. Og ærlig talt, det gider de ikke.

Indtil videre er der dog ikke den store forståelse for deres synspunkt, og i Liverpool har borgmesteren ligefrem lovet, at politiet vil gå ind i sagen på de transseksuelles side.

For nu om dage er det so yesterday at være almindelig lesbisk. Så hænger man nemlig fast i en binær kønsforståelse, når man insisterer på at være en kvinde, der elsker kvinder. Det nye er at forkaste alle kønsstereotyper; for nu er tiden queer, og ens gender er i gender fluid flow.

Nu om dage er det so yesterday at være almindelig lesbisk. Så hænger man nemlig fast i en binær kønsforståelse.

Anna Libak

Det mærkelige er så, at det samme overhovedet ikke gælder hudfarve. Man er stadig sit pigment og måske mere end nogensinde. Det fandt jeg ud af, da jeg forleden slæbte min søn med til Nørrebro Pride 2018, som var et alternativerne til den store Copenhagen Pride.

Vi gik med, fordi vi mente, at det er vigtigt, at der også kan afholdes pride på Nørrebro. Jævnligt hører man, at bøsser og lesbiske chikaneres her, hvis de går med hinanden i hånden; og man hører om imamer, der dømmer homoseksuelle ned i helvede. Derfor fatter vi ikke, at den officielle pride de seneste år er styret uden om Nørrebro. Så vi meldte os til den alternative for at vise, at i Danmark er diskrimination på baggrund af seksualitet, hudfarve og køn uacceptabelt.

Hvis der ikke er nogen racer, så er der heller ikke nogen hvide, privilegieblinde mennesker at være sure på. Og så ville man miste sin identitet som farvet og undertrykt, eller – hvis man er hvid queer – som de undertryktes beskytter.

Anna Libak

Men ak. Da den alternative pride skulle formeres foran Nørrebro Station, meddelte arrangørerne, at alle ”racialiserede” mennesker skulle gå forrest. Det viste sig at betyde, at folk skulle tage opstilling i paraden efter deres hudfarve. De farvede skulle gå først, og de hvide bagefter.

En af dem, der helt klart skulle gå bagved, var min facebook-ven Jesper Gisli, der indtil for nylig var redaktør af Ugeposten i Gribskov, som er min valgkreds. Han havde i dagens farvefikserede anledning iført sig en sort T-shirt med et hvidt budskab: ”Hvide heteromænd for mangfoldighed og fri seksualitet for alle”. Men det blev simpelthen for hvidt til arrangørerne. En times tid senere skrev han til mig, at han var blevet bortvist af vagterne.

I modsætning til Gisli var hverken min søn eller jeg indstillet på at gå med i paraden som hvide. Som rigtige queers opponerer vi imod en binær, sort-hvid pigmentforståelse og betragter os som colour-fluid.

Vi har aldrig nogensinde meldt os til at være hvide; vi hører P8 jazz på radioen og spiser tacos og salsa hver anden dag. Og det er for nemt bare at sige, at vi er privilegieblinde, for lur mig, om ikke rigtig mange såkaldt farvede danskere heller ikke gider at have en identitet som farvede; de vil faktisk også gerne have lov til at se Klovn og spise jordbær med fløde i fred uden at skulle påduttes en racialiseret identitet.

Så hvordan i alverden går det til, at queers er så besatte af hudfarve, når køn ikke må betyde noget?

I den forreste del af paraden, hvor vi blev modtaget med velvilje, trods vor uheldige hudfarve, fik jeg en ide om hvorfor. Dér foran kunne man nemlig tydeligt høre de paroler, som det var meningen, at vi skulle råbe med på. Der blev råbt på revolutionen og på en grænseløs verden med slagord som: ”No deportations, no borders, no nations”. Men frem for alt blev der taktfast råbt: ”Ingen racister i vores gader”.

Og jeg anser det for at være en meget sandsynlig forklaring på, at queer-bevægelsen holder fast i hudfarver. For hvis man gik mindre op i, hvem der er sort, og hvem der er hvid, og altså ”afracialiserede” sit program, så ville det blive uklart, hvem man kæmpede imod.

Hvis der ikke er nogen racer, så er der heller ikke nogen hvide, privilegieblinde mennesker at være sure på. Og så ville man miste sin identitet som farvet og undertrykt, eller – hvis man er hvid queer – som de undertryktes beskytter. Det er der ikke meget grin ved. Så ville man ende i samme situation som de stakkels lesbiske, der under London Pride skabte skandale med bannere som ”Lesbisk = homoseksuel af hunkøn” eller “Lesbisk, ikke queer” eller ”Transaktivisme udrydder lesbiske”.

Man ville være henvist til at marchere under bannere som ”Farvet = mere pigment i huden” eller ”Farvet ikke queer” eller ”Transaktivisme udrydder farvede”. For ligesom mænd uden videre pludselig kan kalde sig lesbiske, så vil hvide lige pludselig kunne kalde sig sorte.

Tænk blot på Rachel Dolezal i USA, der i årtier ved hjælp af bronzespray og sortfarvet afrohår lod, som om hun var sort, og på den konto blev valgt som præsident for den lokale Nationale Sammenslutning for Fremme af Farvede Personer og kom til at undervise i Afrikastudier på Eastern Washington University. Efter afsløringen sagde hun til sit forsvar, at hun fra en tidlig alder havde følt sig helt igennem sort.

Just dét er identitetspolitikkens største udfordring: Den kan ikke beslutte sig til, om den vil hylde alternative identiteter eller tværtimod bør forsøge at overskride dem.

På en måde håber jeg på det sidste.

For sagen er jo, at identitetspolitik i sin hidtidige form har været dybt reduktionistisk, ensidigt fokuseret som den er på kroppen. Lige så træls som det var, at venstrefløjen i gamle dage bestemte folks identitet ud fra deres klassetilhørsforhold, lige så træls er det i dag at få den bestemt ud fra seksualitet, køn og hudfarve.

Det er muligt at identitetspolitikken anser sig selv for meget sofistikeret med sit såkaldte ”intersektionalitetsbegreb”, der gør det muligt at blive både et triple- og et quattro-offer, hvis man for eksempel er en farvet trans på kontanthjælp. Og tilsvarende et triple- eller quattro-svin, hvis man er både mand, hvid, hetero og betaler topskat.

Men det er stadig upræcist. For det er sjældent så enkelt. Hvad nu, hvis man er en farvet lesbisk, der er underdirektør hos PLS Rambøll Management og stemmer Nye Borgerlige? Og hvad nu, hvis man er en hvid, overvægtig, storsvedende genert mand, der betaler månedligt kontingent til Love without Borders og stemmer Alternativet? Hvem er det så mest synd for?

Mennesker har hundrede facetter og griber ind i hinandens liv på godt og på ondt, om de vil det eller ej. Derfor er identitetspolitikken i sin essens menneskefjendsk, fordi den opererer med, at nogle mennesker er mere værd end andre på grund af forhold, som de kun har begrænset indflydelse på. Hvormed jeg jo overhovedet ikke siger, at man ikke kan kæmpe for minoriteters rettigheder uden at være identitetspolitisk: Det kan man, hvis man lader uretten – altså sagen – frem for identiteten – altså personen – være det bærende argument.

Og så længe identitetspolitikken primært er interesseret i det, der skiller os, er den umulig at stille tilfreds. Det er ikke nok, at generationer af heteroseksuelle har elsket Anne Linnets musik som lydspor til deres barndom og ungdom uden at skænke det en tanke, om hun sang til kvinder eller mænd. Det er heller ikke nok, at heteroer sidder i biffen og græder til ”Call me by your name” uden at ænse, at det er to bøsser, der får hinanden i enden. Eller at flere populære ministre i regeringen er bøsser, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Alt det kan ikke imponere heterofoberne, tværtimod: For så snart noget bliver mainstream, bliver det suspekt, for så er det jo blevet indlemmet i cis-hetero-normativiteten, og så gælder det ikke. Og sådan går det til, at bøsser og lesbiske kan gå af mode og blive erstattet af queers.

Men skulle det ske en dag, at queer-projektet blev ført til sin yderste konsekvens, så er der muligvis håb forude. For når man en dag kan shoppe ind og ud ad alle mulige identiteter, og kvinder kan være mænd, og mænd kan være kvinder, og sorte kan være hvide, og hvide kan være sorte, så vil queer-bevægelsen måske omsider nå til den erkendelse, at det vigtigste ikke er det, der skiller os. Og den dag kan vi håbe på en pride på Nørrebro, der fejrer, at vi trods vores forskelligheder først og fremmest alle sammen er helt almindelige mennesker.

-----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Anna Libak sidder i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Og hun har for nylig sagt ja til at forsøge at blive opstillet for Venstre ved næste folketingsvalg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.