Anna Libak: Danske vælgere er svære at charmere

DEBAT: Her er mit ultimative krav til vælgerne: Stem på mig, for ellers bliver det rigtig, rigtig grimt. Og jeg bliver rigtig, rigtig sur, skriver Anna Libak (V).

Af Anna Libak (V)
Folketingskandidat for Venstre, journalist og tidligere redaktør, Berlingske

Siden jeg sidste år meldte mig som folketingskandidat, har jeg forsøgt at finde ud af, hvordan man bærer sig ad med at vinde vælgernes gunst.

Og uerfaren som jeg er, har jeg forhørt mig hos politikere, der er valgt flere gange, om hvordan de har båret sig ad.

Én mente, at man altid skulle give vælgerne ret. ”Ligegyldigt hvad du siger, så bare erklær dig enig. De hører alligevel kun sig selv. De er ikke interesseret i, hvad du mener − det er kun noget, de siger,” sagde han.

Det prøvede jeg så. Men her opstod straks et problem: Hvis man giver folk ret i alt, hvad de siger, så holder de faktisk ikke op med at tale. For de har formentlig aldrig før – det har jeg i hvert fald ikke selv – mødt nogen, som står med hovedet på skrå og kun lytter opmærksomt og interesseret. Derhjemme har jeg selv maksimalt to sætninger til min rådighed, før jeg bliver afbrudt af min mand eller mine børn. Selv når dét, jeg er ved at sige, faktisk kunne gøre dem en hel del klogere.

Altså måtte jeg opgive den strategi. Den betød, at jeg kun fik talt med én vælger – maksimum to – efter hvert valgmøde og kom meget sent hjem. Samt at de ringede dagen efter for at genoptage samtalen.

Da jeg så klagede mig til en anden erfaren politiker, lod han da også forstå, at det var en håbløs strategi: ”Folk får ingen respekt for dig, hvis du bare taler dem efter munden,” sagde han. ”Tværtimod. De vil gerne modsiges. Først da ved de, at de står over en seriøs politiker.”

Ergo begyndte jeg at modsige folk. Når de klagede over, der ikke var penge til dit, så indvendte jeg, at der jo også skulle være penge til dat. Og at det ærligt talt var vigtigt, at man var solidarisk ikke bare med sig selv, men med samfundet som sådan.

Jeg vil ikke gå i detaljer med resultatet af den strategi. Jeg kan bare sige, at den helt sikkert heller ikke virker. Samtalen bliver væsentligt kortere. Til gengæld sidder den længe i en.

Herefter begyndte jeg så i medierne systematisk at læse artikler om, hvorfor politikerleden er så stor. Desværre handlede artiklerne mest om, hvad politikere ikke skal gøre: De skal for eksempel holde op med at lyve og stjæle og føre befolkningen bag lyset.

Heldigvis var der dog også enkelte eksperter, som påtog sig at fortælle, hvad folk ønsker sig: De vil gerne have politikere, som ikke skændes. Og de vil gerne have politikere, der ikke lader, som om de kan løse alverdens problemer med et snuptag. Men som ærligt siger, at det hele er meget komplekst, og der er gode argumenter på begge sider, og nu skal I høre dem alle sammen, før jeg til sidst fortæller, hvorfor jeg så mener det ene frem for det andet.

For nylig afprøvede jeg så den fremgangsmåde. Sammen med en politiker fra et andet parti diskuterede jeg politiske forskelle på baggrund af udvalgte sange fra højskolesangbogen. Tanken var at vise folk, at politisk debat skam sagtens kan finde sted under hyggelige former.

Og stemningen var hjertelig, alt var fint, og jeg gjorde mig umage for ikke at forsimple noget som helst. Men vi havde ikke været i gang længe, før en dame på sjette-syvende række rejste sig og sagde til mig med høj, vred stemme: ”Du taler for hurtigt. Man kan jo slet finde hoved og hale i det, du siger!” Forskrækket tav jeg.

Men nu kom en sød dame på første række mig til undsætning: ”Du kan da bare sætte dig tættere på,” sagde hun til den vrede dame. “Der er ledige pladser på første række. Heroppe kan man sagtens høre alt.”

Arrangementet fortsatte, og snart glemte jeg fuldstændig den vrede dame, som demonstrativt havde undladt at flytte plads.

Hvis jeg selv skal sige det, så fortryllede jeg fuldstændig forsamlingen den næste halvanden time.

Men bagefter kom den søde dame kom op til mig og trak mig til side. ”Må jeg lige sige noget til dig?” spurgte hun. ”Selvfølgelig,” sagde jeg med et taknemmeligt smil. ”Ved du hvad, det var simpelthen bare så ærgerligt. Du var så levende og fantastisk, lige indtil den dame sagde til dig, at du talte for hurtigt. Så var det, som om at gnisten blev fuldstændig slukket. Du var helt død bagefter. Det var virkelig synd.”

“Nå,” sagde jeg. ”Jeg glemte hende ellers hurtigt.” ”Ja, dét kunne man overhovedet ikke mærke,” lød svaret.

Og på den baggrund vil jeg gerne slå fast, at det simpelthen ikke er muligt at finde ud af, hvordan man nogensinde kan opnå vælgernes gunst.

Men da jeg stadig gerne vil vælges til Folketinget, ser jeg ingen anden udvej end over for vælgerne at fremsætte et ultimativt krav, som jo også er moderne i dansk politik: Stem på mig. For ellers bliver det rigtig, rigtigt grimt. Og jeg bliver rigtigt, rigtig sur.

Forrige artikel WWF til politikere: Husker I biodiversiteten, når lugten af valgflæsk har lagt sig? WWF til politikere: Husker I biodiversiteten, når lugten af valgflæsk har lagt sig? Næste artikel Dansk Energi: EU's klimaambitioner kan komme under pres Dansk Energi: EU's klimaambitioner kan komme under pres
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.