Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Jakob Ellemann-Jensen kan smadre Venstre i en SV-regering

Socialdemokratiet vil gerne i regering med Venstre. Spørgsmålet er nærmere, om det omvendte er tilfældet. Særligt hvad Jakob Ellemann-Jensen tænker er uklart for alle. Måske ved han det ikke engang selv, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille om de igangværende regeringsforhandlinger.   

Argumenter for at Venstre skulle indtræde i en socialdemokratisk ledet regering står ikke i kø. Ellemann har ført en hård valgkamp imod Mette Frederiksen, men hvad tænker han nu, spørger Simon-Emil Ammitzbøll-Bille.
Argumenter for at Venstre skulle indtræde i en socialdemokratisk ledet regering står ikke i kø. Ellemann har ført en hård valgkamp imod Mette Frederiksen, men hvad tænker han nu, spørger Simon-Emil Ammitzbøll-Bille. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Socialdemokraterne og Venstre føler hinanden på tænderne i disse dage. Skal man indgå et fælles regeringssamarbejde eller ej?

Det lader ikke til, at den fungerende statsminister, Mette Frederiksen, er i tvivl. Og hvorfor skulle hun også være det?  

For Mette Frederiksen er det godt at signalere, at hun vil det brede samarbejde hen over midten. Det var jo trods alt valgets tale. 

Skulle det lykkes at få det gamle bondeparti med – enten i en SV-regering eller en bredere konstruktion – får hun både mulighed for at gennemføre store beslutninger om velfærd, økonomi, sikkerhed og klima – og hun får efterladt en borgerlig opposition i splittelse og granatchok.  

Senest har statsministeren bakket op om Venstres Søren Gade som ny formand for Folketinget. Mange ser det som et tegn på, at S og V mener et muligt regeringssamarbejde seriøst.  

Personligt ser jeg det mere som et signal fra Mette Frederiksen til vælgerne om, at Socialdemokraterne ønsker bredt samarbejde. Og et signal til venstrefløjspartierne Enhedslisten og Alternativet om, at S ikke er afhængige af deres stemmer i et Folketing med 12 partier, hvoraf mange taler om samarbejde over midten.  

Det er i øvrigt værd at huske på, at S og V ikke har flertal alene. Søren Gade var aldrig blevet folketingsformand, hvis ikke ønsket var bredere.  

Både Moderaterne og Radikale har nikket til Gade, før V og S gik ud i offentligheden. Intet var overladt til tilfældighederne. Og Danmarks mest socialdemokratiske socialdemokrat, SF-formand Pia Olsen Dyhr, skyndte sig da også ud på de sociale medier og bakke op om Gade. 

Så jo, S vil gerne i regering med V. Spørgsmålet er nærmere, om det omvendte er tilfældet. Man kan sagtens finde venstrefolk, der vil stå på mål for både det ene og det andet synspunkt. Hvad Jakob Ellemann-Jensen tænker er til gengæld uklart for alle. Måske ved han det ikke engang selv.  

I en blå blok på hele seks partier er Ellemann og Venstre stadig det store dyr på savannen. Han kan uden problemer sætte sig ved voksenbordet og lave aftaler med Mette Frederiksen, mens han kan slæbe midtervælgere tilbage fra S og Moderaterne

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Imod taler, at han går fra at være oppositionsleder til at være juniorpartner i en Mette Frederiksen-regering. Med de konservatives nedsmeltning i valgkampen blev Venstre faktisk både det markant største borgerlige parti og dermed også det selvskrevne statsministerparti, hvis blå blok skulle vinde næste valg. 

Går Ellemann og Venstre ind i en socialdemokratisk ledet regering, åbner der for store interne bevægelser blandt de borgerlige vælgere. Både Støjberg, Vanopslagh og de sårede konservative vil potentielt kunne gøre Venstre rangen stridig som største borgerlige parti ved et kommende valg. 

Da Danmarks eneste SV-regering gik i opløsning efter kun et år på bagen tilbage i 1979, vandt de konservative hele syv mandater ved valget og blev lige så store som Venstre.  

Da de borgerlige tre år senere vandt regeringsmagten tilbage fra S efter syv et halvt år i opposition, var den nye statsminister Konservativ, og Venstre erobrede først pladsen som det største borgerlige parti og førstefødselsretten til positionen som borgerlig førerhund og potentiel statsministerkandidat så sent som i 1994.

Det tog altså femten år at komme tilbage. 

Heller ikke politisk er der noget fornuftigt motiv for en SV-regering set fra et Venstre-synspunkt. Der kan jo stadig dannes en midterregering med Socialdemokratiet, Moderaterne og De Radikale – som i den grad vil have brug for Venstre for at lave forretninger.  

Ellemann kan blive manden i centrum, når der skal laves arbejdsudbudsreformer, skattelettelser i bunden, fremskyndes forsvarsudgifter i en usikker verden og rettes op på nødlidende velfærdsområder.  

Selv om det meste af Christiansborg, erhvervsorganisationerne, journalister og kommentatorer er ved at tale sig ind i et nyt SV-eventyr, så mangler den brændende platform hos vælgerne

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

I en blå blok på hele seks partier er Ellemann og Venstre stadig det store dyr på savannen. Han kan uden problemer sætte sig ved voksenbordet og lave aftaler med Mette Frederiksen, mens han kan slæbe midtervælgere tilbage fra S og Moderaterne og trygt vide, at de ægte borgerlige, der måtte blive sure, kun kan forlade Venstre til fordel for partier, der alligevel vil gøre ham til statsminister.  

Alt vil være godt. Hvis altså han tror på, at han har en chance for at vinde næsten valg. Men det må man vel både forvente og kunne kræve af en Venstreformand. 

Argumenter for at Venstre skulle indtræde i en socialdemokratisk ledet regering står ikke i kø. Ellemann har ført en hård valgkamp imod Mette Frederiksen.  

Det kan godt være, at der er krig i Europa, men de færreste vælgere har en fornemmelse af, at den snarligt vil sprede sig til vores eget lille smørhul. Samlingsregeringer kender vi kun fra 2. verdenskrig – under den første kunne man nøjes med at tage tre kontrolministre ind fra andre partier i sidste halvdel af krigen.  

Så selv om det meste af Christiansborg, erhvervsorganisationerne, journalister og kommentatorer er ved at tale sig ind i et nyt SV-eventyr, så mangler den brændende platform hos vælgerne.  

De risikerer nærmere at blive skuffede over, at deres stemmer imod magtfuldkommenhed og Mette Frederiksen og for en minkundersøgelse af selvsamme, pludselig bliver aflyst og afløst af halvanden håndfulde venstreministre, der kan agere kulisse for Socialdemokratiet. 

Læs også

Historien gentager sig ikke, men man skal lære af den. SV-regeringen 1978-79 blev blandt anden en fiasko, fordi lønmodtagerorganisationen LO var imod.  

Den daværende formand Thomas Nielsen bekæmpede regeringen med næb og klør. Og det var dengang LO havde langt større magt end i dag. Indholdsmæssigt vil en SV-regering selvklart klare sig bedre i dag.  

Men det eneste åbenlyse argument for Jakob Ellemann-Jensen er vel bare, at han ikke tror, han kan blive statsminister og utroligt gerne vil være minister igen. Problemet er, at han i bedste fald kan sætte Venstre ti-tyve år tilbage i forhold til at generobre magten.  

Betyder det, at det ikke kan ende med en SV-regering? Selvfølgelig ikke. Men Ellemann gør klogt i at udvise tålmodighed og stole på sig selv og sit eget lederskab. I modsat fald risikerer han at smadre Venstre. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Søren Gade

MF (V), formand for Folketinget, formand for Esbjerg Havn
IAA-diplomuddannelse (Den danske Reklameskole 1999), cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990), VUT-I for reserveofficerer (1989)