Kommentar af 
Anna Libak

Anna Libak: Liberalisme er ikke det samme som normløshed

KOMMENTAR: Intet er efterhånden for outreret til, at man kan argumentere for det i liberalismens navn, mener Anna Libak.

Det er en misforståelse at liberalisme bør indebære et forsvar for f.eks. burkaen, skriver Anna Libak.
Det er en misforståelse at liberalisme bør indebære et forsvar for f.eks. burkaen, skriver Anna Libak.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anna Libak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For tiden er det helt utroligt, hvad liberalismen skal lægge navn til. Den ene dag kan man i en avis læse, at det er et angreb på de liberale værdier og det åbne samfund, at borgerne fremover skal kunne identificere hinanden. For nu er det slut med burka og dermed en stram fortolkning af koranens sura 24:31: ”O du Profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troende kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig. Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes."

Ugen forinden har man ellers i en anden avis kunnet læse, at det er liberalt at have 100 sexpartnere. Og at det er et udtryk for fordomme og snerperi, hvis man synes, at det er lidt rigeligt.

Med andre ord: Intet er efterhånden for outreret til, at man kan argumentere for det i liberalismens navn. For liberalismen er blevet et synonym for grænseoverskridelse. For normløshed som ideal, hvor afvigelse fra de herskende normer følgelig bør aftvinge anerkendelse.

Men det er efter min liberale opfattelse ikke bare misforstået og forkert. Det bliver også liberalismens død, hvis det ikke bliver korrigeret.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]'
Debatredaktør: Søren J. Damm

Liberalisme er ikke en lovprisning af jungleloven, hvor enhver har ret til at blive ædt ved daggry. Det ville svare til, at man beskyldte konservative for altid at gå ind for det bestående, uanset om det så er antallet af voldtægter, der skal bevares. Eller socialister for altid at ville omfordele, uanset om det så gælder antallet af sygedage.

Anna Libak

For hvis man tror, at det oprør, som pågår i Vesten i disse år, kun er et oprør mod indvandring og økonomisk ulighed, så tager man fejl. Det er et oprør mod grænseløshed i bredeste forstand.

Som journalisten Rod Little forleden skrev i en artikel i det britiske magasin Spectator, så kan han komme i tanker om flere grunde til at stemme på Sverigedemokraterna. Som for eksempel nyheden om, at svenske læger har fået et gennembrud med de livmodertransplantationer, der skal sætte mænd i stand til at få børn.

Hvis man tror, at det oprør, som pågår i Vesten i disse år, kun er et oprør mod indvandring og økonomisk ulighed, så tager man fejl. Det er et oprør mod grænseløshed i bredeste forstand.

Anna Libak

”Jo mere vi skal høre om livmodertransplantationer og svømmehaller, der er lukket for offentligheden, hvor somaliske kvinder kan plaske rundt klædt ud som Darth Vader, jo større tilslutning vil Sverigedemokraterna få,” skrev han.

Derfor er det vigtigt at få slået fast, at liberale – i den europæiske tradition – aldeles ikke generelt går rundt og mener, at grænseoverskridelse bør være the new normal. Hverken, biologiske, religiøse, kulturelle, sociale eller statsretlige normer og grænser anses automatisk for at være af det onde.

Nok er det rigtigt, at liberale altid har været skeptiske over for statslig magtudøvelse. Men det er sandelig ikke det samme som, at de har arbejdet for statens afskaffelse. Tværtimod forstår de fleste liberale i Europa udmærket, at forudsætningen for at kunne tilstå borgerne rettigheder naturligvis er, at der er en stat, som kan garantere dem. Uden stat ingen borgere. Og uden et afgrænset antal borgere, som staten har ansvaret for, ingen stat.

Det liberale synspunkt, at borgerne skal beskyttes ikke kun mod hinanden, men også mod staten, betyder altså ikke, at liberale tvivler på, at borgere har brug for beskyttelse. Og at der skal en stat til at levere den. Det betyder bare, at alle magtinstanser også har egne interesser, og at magtdeling og magtbegrænsning derfor er vigtig.

Det er altså helt forkert, når også nationalkonservative i disse år fremstiller det, som om liberalisme går ud på at opløse alle fællesskaber for at stille den enkelte frit. Som var liberalisme en lovprisning af jungleloven, hvor enhver har ret til at blive ædt ved daggry. Det ville svare til, at man beskyldte konservative for altid at gå ind for det bestående, uanset om det så er antallet af voldtægter, der skal bevares. Eller socialister for altid at ville omfordele, uanset om det så gælder antallet af sygedage.

Spørgsmålet er så, hvordan det går til, at så mange svæver i den vildfarelse, at liberalismen er imod grænser af enhver art.

Jeg tror, at det skyldes måden, Vesten vandt Den Kolde Krig på.


TEAR DOWN THIS WALL: I euforien over, at Vesten besejrede Sovjetunionen, faldt Vesten simpelthen for sin egen propagandastrategi, skriver Anna Libak.

For i euforien over, at Vesten besejrede ondskabens imperium, Sovjetunionen, med parolerne om de universelle menneskerettigheder i Helsingfors-erklæringen fra 1975 og det ultimative ”Mr. Gorbachov, tear down this wall” i 1987, faldt Vesten simpelthen for sin egen propagandastrategi.

Vi faldt for, at vi havde gjort de andres frihed til vores anliggende og ansvar. Efter Den Kolde Krig ophævede vi det til ideologi, at disse rettigheder skulle udstrækkes til hele kloden under vores tilsyn og aktive medvirken. Eller som George W. Bush sagde det i sin tiltrædelsestale i 2005: ”Altså er det USA's politik at opsøge og støtte udbredelsen af demokratiske bevægelser og institutioner i enhver nation og enhver kultur med det ultimative mål at bringe tyranni i vores verden til ophør.”

De liberale frihedsrettigheder blev et globalt program, og Vesten havde pålagt sig selv et ansvar, ikke kun for sine egne borgere og deres rettigheder, men for hele klodens.

Og det var en transformation, som marxister og socialister i Vesten, der ellers havde tabt slaget om en alternativ samfundsmodel efter Murens fald, kunne tilslutte sig.

For i den grænseoverskridende liberalismes navn kunne de fortsætte kampen mod det hvide patriarkalske hegemoni, som de havde indledt i tresserne. De kunne kæmpe for, at alle grænser – ikke bare de statslige, men også de historiske, religiøse, kulturelle, biologiske, seksuelle og sociale skel mellem mennesker – burde opløses. For nu var verden en stor global landsby, hvor alle var lige; nemlig lige forskellige. Globalismen som ideologi var født.

Lovprisningen af diversiteten, som mange nu om dage tilskriver liberalismen, er altså venstreorienteret og som sådan kun liberal i amerikansk forstand. For den klassiske europæiske liberalisme er den temmelig fremmed.

Begge udgaver af liberalismen går ganske vist ud fra, at man skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke på forhånd dømme folk ud fra religion, kultur, historie, seksualitet, social baggrund og etnicitet. Men vandene skiller, når det kommer til opfattelsen af, hvad det vil sige at være ligeværdige.

Blandt de amerikanske liberale er det blevet mere og mere udbredt at mene, at ligeværdighed skal betyde ligelig repræsentation. Der skal være lige mange asiater, sorte, kvinder, latinoer etc. på universiteterne. Der skal være lige mange hvide og sorte i fængslerne. Ellers er der noget galt. Forskelle i repræsentation forklares med samfundets repressive normer. I den fortolkning er normer, traditioner, vaner og skikke nemlig undertrykkelsesinstrumenter, som de stærke bruger til at holde de svage og anderledes nede med.

Men for europæiske liberale er det ikke liberalisme. Tværtimod. Den moderne amerikanske liberalisme er en svækkelse af det meritokrati, som liberale i Europa hylder: At det er faglige kvalifikationer, der afgør, hvem der kommer på universitetet, og lovovertrædelsernes karakter, der afgør, hvem der sidder i fængsel. I den fortolkning er alle borgere ligeværdige, og staten skal hjælpe til for at give alle lige muligheder, men det er ikke det samme som, at ligelig repræsentation er det naturlige resultat. Mennesker er netop forskellige, og derfor giver deres forskellighed forskelligt resultat.

Dog ligner de på mange punkter hinanden og gør sig på lange stræk de samme erfaringer, der udmønter sig i normer, skikke sædvaner og traditioner, som ikke kan afskrives som samfundets repression.

De kan for eksempel godt kende kvindekamp, når de ser den. Og den ligner hverken en burka eller 100 sexpartnere.

----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Anna Libak sidder i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Og hun har for nylig sagt ja til at forsøge at blive opstillet for Venstre ved næste folketingsvalg. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen, foredragsholder
cand.mag. i samfundsfag og russisk (Aarhus Uni. 2009), sprogofficer (Forsvarsakademiet 1987)

0:000:00