Kommentar af 
Anna Libak

Anna Libak: Skibet er ladet med endnu flere migranter

KOMMENTAR: Dilemma. Fra alle sider lyder det, at vi skal lave en Marshallplan for Afrika for at bremse tilstrømningen af migranter. Men ifølge forskningen vil det kun forværre problemet, skriver Anna Libak.

Gummibåd med cirka 50 flygtninge omkommer til Lesbos, via Ægæerhavet fra Tyrkiet, hvor de har betalt 1000 dollars for at komme med. [Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix].<br>
Gummibåd med cirka 50 flygtninge omkommer til Lesbos, via Ægæerhavet fra Tyrkiet, hvor de har betalt 1000 dollars for at komme med. [Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix].
Anna Libak
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I EU-landene har dagsordenen de sidste mange måneder været fuldkommen domineret af spørgsmålet om, hvordan man styrer tilstrømningen af asylansøgere til EU fra Nordafrika.

Og en af de velmenende opfordringer, der lyder igen og igen, er, at man skal adressere de bagvedliggende årsager til, at folk fra Afrika risikerer liv over lemmer for at nå til EU. Marshallhjælp til Afrika er det eneste, der kan forhindre, at endnu flere søger mod EU fra Afrika, der står til at fordoble sin befolkning i 2050, lyder argumentet. Og argumentet får støtte på både højre- og venstrefløj: For på den måde kan man på én gang håbe at undgå asylansøgere, og samtidig vise, at man har hjertet på rette sted.

Men ak. Forskningen på området tyder ikke på, at udvikling i et fattigt land begrænser migration. Tværtimod. Ifølge forskeren Michael Clemens fra tænketanken Center for Global Development, der har studeret de seneste halvtreds års migrationsstrømme, forholder det sig faktisk omvendt.

I et fattigt land er udvikling ensbetydende med øget emigration. Clemens har studeret 71 fattige lande, der har oplevet en betydelig velstandsstigning mellem 1960-2013, og har måttet konstatere, at i de 67 af dem var udvikling ledsaget af en stigning i antallet af mennesker, der udvandrede. Jo rigere landet blev, jo flere forsøgte at forlade det.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]'
Debatredaktør: Søren J. Damm

Voksende emigration er en fast bestanddel af succesfuld økonomisk udvikling. Der er ingenting overhovedet, der tyder på, at en basal, succesfuld økonomisk udvikling reducerer emigration fra fattige lande. Det forholder sig modsat.

Michael Clemens
Forsker ved tænketanken Center for Global Development

Ifølge Michael Clemens ophører stigningen i emigrationen først, når et land når en gennemsnitsindkomst på mellem 7000 og 10.000 dollar per capita korrigeret for købekraft. På niveau med Georgien og Armenien altså. Desværre er de fleste af landene i Afrika generationer fra at nå det velstandsniveau, hvilket får Clemens til at advare den vestlige verden mod at tro, at de kan stoppe tilstrømningen af asylansøgere med udviklingshjælp.

Som han konkluderede i et interview med Refugee Deeply sidste år: ”Voksende emigration er en fast bestanddel af succesfuld økonomisk udvikling. Der er ingenting overhovedet, der tyder på, at en basal, succesfuld økonomisk udvikling reducerer emigration fra fattige lande. Det forholder sig modsat.”

De såkaldte remitter – pengeoverførsler, som migranter og flygtninge sender hjem – menes at overstige den samlede ulandsbistand til Afrika betragteligt.

Anna Libak

Og ser man på UNHCRs liste over afrikanere, der i første halvdel af 2018 kom til over Middelhavet, så er det da også tydeligt, at det ikke er en liste over mennesker fra de fattigste afrikanske lande, selv om der absolut også er folk derfra.

Faktisk kom der fra det afrikanske kontinent over Middelhavet til EU flest fra Tunesien, som allerede har et per capita på over 10.000 dollar målt i købekraft. Herfra burde man sådan ifølge Clemens’ analyse være ophørt med at udvandre.

På andenpladsen følger folk fra Eritrea, der er et af verdens fattigste lande med under 2000 dollar per snude. Så følger Guinea, Elfenbenskysten, Mali og Nigeria, der har en gennemsnitsindkomst per capita korrigeret for købekraft fra 2200 dollar til 6000 dollar.

Men selvom listen ikke entydigt bekræfter Clemens tese om, at jo rigere et fattigt land er (op til 10.000 dollar) jo flere vil forlade det, så bekræfter den i hvert fald, at vækst og udvikling ikke betyder mindre emigration mod EU. Flere af de nævnte afrikanske lande har haft pæne vækstrater de seneste ti år.

I grunden ville det også være mærkeligt andet. I dag er det ikke usædvanligt, at flere mennesker har adgang til en mobiltelefon end til et toilet i fattige lande. De har penge nok til at kunne skaffe sig adgang til informationer om, hvordan livet leves i det rige EU, og de har lige akkurat penge nok til at kunne spare sammen til at rejse over Middelhavet. Men de har ikke penge nok til at kunne skabe sig et meningsfuldt liv i deres eget land, hvor korruption, nepotisme og grådige magthavere forhindrer social opstigning.

Hertil kommer ifølge Clemens en række andre faktorer, der bevirker, at udvikling stimulerer udvandring fra fattige lande. Når et fattigt land udvikler sig, falder børnedødeligheden og der kommer et stort overskud af unge mennesker, der drømmer stort om et bedre liv. Det er rigtigt, at øget udvikling også bevirker, at kvinderne får færre børn, men det sker først med forsinkelse.

På de indledende stræk vil udvikling betyde flere unge mennesker, og disse unge mennesker vil i et fattigt land med økonomisk vækst i højere grad få adgang til uddannelse, hvilket øger lysten til at rejse og viden om, hvor det er bedst at rejse hen.

Samtidig vil en familie med stigende indkomst få råd til at foretage den investering, det er, at sende et ungt menneske af sted mod EU. Og det ses som en fornuftig investering. For uanset om den unge mand bliver afvist som asylansøger eller ej, så vil han, som det forholder sig i dag, have have større chance for at blive i EU end for at blive sendt hjem igen. Selv hvis han får afslag på asyl.

Og når han først er i EU har han som oftest mulighed for - eventuelt gennem sort arbejde – at kunne sende penge hjem. De såkaldte remitter – pengeoverførsler, som migranter og flygtninge sender hjem – menes at overstige den samlede ulandsbistand til Afrika betragteligt.

Så hvad er konklusionen? At den vestlige verden skal ophøre med at hjælpe Afrika, fordi der så bare kommer flere asylansøgere?

Nej, det er det naturligvis ikke.

For det første skal man gøre sig klart, at Clemens’ konklusioner drejer sig om langsigtet udviklingshjælp og ikke tager højde for pludselige katastrofer i et land.

Det er klart, at vandmangel, tørke eller krig kan sende store befolkningsgrupper på flugt, og at nødhjælp – som over længere tid kan få karakter af udviklingsbistand – kan forhindre, at større befolkningsgrupper sætter sig i bevægelse.

Fra UNHCRs liste nævnte jeg kun de afrikanske lande, men på førstepladsen over folk, der flygter til EU finder vi fortsat syrere og irakere, hvilket naturligvis kan forklares med krig i hjemlandene. Mere hjælp til nærområderne i Syrien og Irak – i kombination med sikre zoner - ville formodentlig bevirke, at færre søgte mod EU.

På samme vis må man formode, at når søgningen fra Eritrea til EU er så stor, skyldes det præsident Isaias Afewerkis brutale styre. Landet er så fattigt, at langt færre ifølge Clemens’ teori burde søge væk.

Men præsidenten har omdannet landet til en stor slavelejr med indførelse af værnepligt på ubestemt tid, hvor folk arbejder på de projekter, som han gerne ser realiseret, og indbyggerne vil derfor gøre hvad som helst for at slippe væk. Foreløbig er 12 procent af befolkningen flygtet. Her gør udviklingshjælp hverken fra eller til: Så længe, der sidder en ondskabsfuld diktator vil folk gøre alt, hvad de kan, for at undslippe.

Meget muligt er det også for flot, når Clemens afviser, at langsigtet udviklingshjælp kan bremse emigration fra lande, der ikke er ramt af en pludselig uforudset tragedie.

Som migrationsforskerne Jonas Gamso og Farhod Yuldashev har påpeget, synes visse former for langsigtet udviklingsbistand faktisk at mindske emigrationen en smule. Nemlig den form for udviklingshjælp, der retter sig mod god regeringsførelse: Magtdeling, korruptionsbekæmpelse, repræsentation af forskellige befolkningsgrupper og beskyttelse af truede minoriteter.

Med andre ord alt dét, der betyder, at befolkningen meget ofte kun får beskeden del i de velstandsstigninger, som udvikling fører med sig: Simpelthen fordi en korrupt elite rager det meste til sig.

Endelig det jo også vigtigt at få sagt, at udviklingshjælp jo i øvrigt har andre formål end at nedbringe emigrationen: Som forbedret sundhedstilstand, flere arbejdspladser og mere uddannelse. Og det kan man så absolut udvirke med udviklingshjælp.

Tilbage står imidlertid, at Marshallhjælp til Afrika ikke kan være en strategi til at forhindre en fremtidig tilstrømning fra Afrika, hvis befolkning står til at blive fordoblet frem mod 2050.

Clemens foreslår selv, at man skal tilbyde de afrikanske lande at tage en årlig kvote af unge, der gennemgår et uddannelsesprogram, som vil kvalificere dem til at arbejde i EU. Green Card-ordninger altså. På den måde kan man få en masse unge til at dygtiggøre sig, og det vil gavne dem selv og deres land, selv hvis de ikke er blandt de heldige. Det er udmærket ide, men det kan jo ikke være en effektiv stopklods for emigration, når der er så mange flere, som vil, end der er kvotepladser.

Den triste sandhed er, at hvis man effektivt ønsker at forhindre unge mennesker i at forsøge at nå EU's kyster ad søvejen, så må man lave systemet om, så de ikke længere har krav på asylbehandling i EU.

Så længe man kan regne med at blive, hvis man først er nået frem - uanset om man får asyl eller ej - ja så vil folk naturligvis blive ved med at forsøge sig. For selv om mange drukner, kan de trods alt tælles i få procent - i år er foreløbig 2,9 procent druknet eller forsvundet af dem, som er kommet over Middelhavet, mens det sidste år var 1,8 procent. Det er en risiko mange er villige til at tage.

Hvis de mennesker, der nåede Europas kyster, konsekvent blev sejlet tilbage og overgivet til de nordafrikanske landes kystvagter mod betaling, ja, så ville der ikke gå længe, før det var slut med bådtrafikken. Det ved vi fra den australske model, der har betydet, at der ikke længere kommer bådflygtninge til Australien.

Her druknede migranter også i stor stil, indtil den australske regering besluttede at vende bådene og sende migranter til asylbehandling på øen Nauru nordøst for Australien og til Cambodia for asyl.

Der er ingen tvivl om, at asylansøgere lever under kummerlige forhold begge steder, hvorfor FN da også mener, at det Australien bryder konventionerne. Men til gengæld kommer der ikke længere asylansøgere med båd til Australien. Migranterne drukner ikke længere. Og den australske model betyder vel at mærke ikke, at landet ikke tager flygtninge: Sidste år tog man over 24.000. Men man hentede dem selv fra flygtningelejre verden over.

Valget for EU står altså ikke mellem at give Marshallhjælp til Afrika eller lade være.

Nej, valget står, som udviklingen har vist, reelt mellem to muligheder. Enten forsøger man som nu at forhindre folk i at nå EU's kyster ved at betale Tyrkiets præsident Erdogan og nordafrikanske kystvagter for at standse migranterne og gøre med dem, hvad de finder bedst (og beretningerne fra Libyen tyder på, at det er mindst ligeså slemt som Nauru og Cambodia).

Eller også suspenderer/reformerer man konventionerne og fjerner incitamentet til at overhovedet at begive sig ud på rejsen til EU. På længere sigt, når presset mod EU's grænser bliver tilstrækkeligt stort, vil det formentlig ende med den sidste model, hvor EU lukker sine grænser og i stedet henter flygtninge i lejre og migranter gennem green card-ordninger. Hvilket naturligvis ikke udelukker, men tværtimod befordrer, at man samtidig giver udviklingshjælp til Afrika.

--------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Anna Libak sidder i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Og hun har for nylig sagt ja til at forsøge at blive opstillet for Venstre ved næste folketingsvalg. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen, foredragsholder
cand.mag. i samfundsfag og russisk (Aarhus Uni. 2009), sprogofficer (Forsvarsakademiet 1987)

0:000:00