Venstrefløjen tror fejlagtigt, at vejen til det gode liv går gennem arbejdet

Engang var arbejde noget man udførte for at få sin løn. I vores moderne forståelse af arbejde, er det noget man skal udføre, fordi man brænder for virksomhedens mål. Men det er en stor, fed løgn, at arbejdslivet er kilden til det gode og autentiske liv. Og der er alt for mange mennesker, og især kvinder, der rammer muren af det.

Paradoksalt nok er det særligt venstrefløjen, der har den primære skyld i den udvikling. Flere sociologer har peget på, at trenden tog sin begyndelse op gennem 60'erne og 70'erne med venstrefløjens krav om at få lov at udfolde sig selv på arbejdet. Det standardiserede arbejde uden selvbestemmelse, var ikke nok til at realisere sig selv. Og forståeligt nok.

På samme måde blev den moderne venstrefløjs forhold til arbejdslivet tydeligt i den nylige debat om tvungen barsel til fædre. Her blev der ikke lagt fingre imellem, når alt fra Enhedslisten til Radikale Venstre fremturede med, at det var nødvendigt at få flere mænd til at tage barsel, hvis kvinderne skulle få en bedre karriere, flere lederstillinger og flere bestyrelsesposter.

Bag det mål ligger en meget radikal forståelse af det gode liv: Det er gennem arbejdet du realiserer dig selv.

Men hvis man kigger på, hvor mange danskere, der hvert år rammes af stress, kunne noget tyde på, at det ikke er voldsomt fedt at realisere sig selv via arbejdsmarkedet. Og slet ikke for mange kvinder, som i markant højere grad end mænd bliver ramt af stress.

I et delirium af selvbedrag er der stadig flere der bilder sig selv ind, at arbejdsgivers interesse også er ens egen

Rasmus Ulstrup

Med kravene om arbejdspladsen som den primære arena for selvudfoldelse og selvrealisering har man slet og ret overset, at udviklingen er kommet med en høj pris. For hvis arbejdet skal understøtte din selvrealisering og kreative udfoldelser, så forventes det også, at din identitet bliver knyttet til arbejdet. Og det er vel at mærke uden, der bliver betalt for, at man lægger identiteten i virksomhedens hænder.

Man kan også sige det på en anden måde: I overgangen til det senmoderne arbejdsliv har vi fået mulighed for selvudfoldelse, men selvet bliver bundet til virksomheden.

Som en sociolog for nylig påpegede, kan man i dag ikke læse et stillingsopslag, uden det er fremhævet, hvor meget virksomheden forventer, at man skal brænde for jobbet. Og det er uanset jobbets indhold.

I de gode gamle dage, hvor arbejdspladser ikke var fyldt til randen med buzzwords og udefinérbare stillinger, hvor du skal brænde for det hele, var der derimod ikke nogen tvivl om, hvad de forskellige parters interesser var. Arbejdstagers interesse var at få så meget løn som muligt for sine arbejdstimer og have så meget fri som muligt. Så kunne man være sammen med sin familie, eller lave andre gode aktiviteter. Arbejdsgivers interesse var omvendt at betale så lav løn som muligt, for så høj en produktion som muligt.

Med de to modstridende interesser indgik man så en kontrakt, der udspecificerede antallet af timer arbejdstageren skulle arbejde, og hvor meget løn vedkommende fik, samt hvornår vedkommende skulle møde og hvornår vedkommende fik fri. At man var og stadig er nødt til at lave en udspecificeret kontrakt skyldes selvsagt, at man er nødt til at holde hinanden op på en bindende aftale, da parterne ikke har de samme interesser.

I dag har arbejdsgivers interesse ikke ændret sig det mindste. Det har arbejdstagers grundlæggende heller ikke. Men i et delirium af selvbedrag er der stadig flere der bilder sig selv ind, at arbejdsgivers interesse også er ens egen.

Det har skabt et grænseløst arbejdsliv, hvor det ikke er nok at give sine aftalte timer og produktionsskabelse til virksomheden. Nej, man skal også give sin sjæl til virksomheden. Og når først sjælen er blevet solgt til virksomheden, så er magten over, om du har et godt liv også blevet solgt til virksomheden.

Og vi gør det tilsyneladende frivilligt. Både mænd og kvinder. Men særligt kvinder bliver presset til det af en venstrefløj, der forsøger at bilde dem ind, at livet kun er godt, når de smider hele deres identitet og familieliv til side for jobbet og karrieren. For lederstillinger og bestyrelsesposter er vejen til det gode liv, får vi jo at vide.

Jeg tror det ville være sundt, hvis vi gik den anden vej, og heldigvis aner man, at flere siger fra og ønsker et andet liv. Så kan det måske også være, at der er færre, der får stress, depression og livskriser. Det kan endda være, at flere vil få et liv, hvor de kan brænde for det, der virkelig betyder noget.