ARI: Ti ønsker om affald til tre nye ministre

Af Niels Bukholt
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien, ARI

Kort før sommerferien fik Danmark tre nye socialdemokratiske ministre, som deler affaldsområdet mellem sig: Dan Jørgensen, Lea Wermelin og Kaare Dybvad. Vi i den private del af affaldssektoren glæder os til samarbejdet.

Vi vil gerne ønske jer tillykke og sige velkommen til et område, der lider under mange års politisk dødvande og samtidig rummer et enormt potentiale i omstillingen til fremtidens cirkulære økonomi. Skiftet til at se affald som en ressource er de fleste enige om, og det er heller ikke nogen nyhed, at en ny indretning af sektoren er nødvendig, hvis potentialet skal indfris.

Derfor vil vi gerne gå lige til sagen og opstille ti bud på, hvad der er nødvendigt for at indfri potentialet.

Omsæt strategi til handling
Det første og vigtigste bud er at bryde det politiske dødvande, hvor sektoren er låst i uklare regler og manglende politisk handlekraft. Skiftende regeringer gennem de seneste årtier har haft ambitiøse strategier på området – men endnu er det ikke lykkedes at omsætte dem til handling. Det er absolut afgørende, at det mønster brydes, så sektoren kan udvikle sig under kendte, stabile og fremtidssikrede rammer.

Det næste bud er et grundlæggende forandret syn på værdikæden fra affaldsspand til genbrugt ressource. Meget af lovgivningen og den praktiske håndtering tager afsæt i borgernes behov for at komme af med affaldet, mens aftagernes behov er sekundært. Det skal vendes 180 grader. Der skal selvfølgelig stadig tages store hensyn til borgerne, men det vigtigste hensyn i fremtiden er til de virksomheder, der skal aftage affaldet som ressourcer i skarp konkurrence med jomfruelige råvarer. Deres behov skal styre sektorens indretning.

Meget af lovgivningen og den praktiske håndtering tager afsæt i borgernes behov for at komme af med affaldet, mens aftagernes behov er sekundært. Det skal vendes 180 grader.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien

Bud nummer tre handler om ensartethed. Danmark er for lille et land til, at affald indsamles, sorteres og behandles forskelligt i landets 98 kommuner. Hvis der skal investeres i store, effektive og fremtidssikrede affaldssystemer, skal de potentielt have adgang til alt affald i landet. Og det hjælper ikke, hvis affaldet – bare tag glas som eksempel – sorteres forskelligt i kommunerne. Det hæmmer genanvendelsen på de anlæg, der forarbejder genbrugsglasset.

Det fører direkte til bud nummer fire. Lige nu er der monopoler på dele af affaldet. Erhvervsaffaldet er liberaliseret, mens kommunerne har monopol på husholdningsaffaldet. Uden at gå i detaljer vil vi advokere for, at man i større omfang ser affaldet samlet som en samlet ressource, der skal flyde derhen, hvor nogen kan drage nytte af det.

Flere ressourcer til tilsyn
Femte bud er tilsyn. Der er klare regler for, hvordan affald skal håndteres, og for, hvad affaldsvirksomheder skal leve op til. Men tilsynet – der udføres af kommunerne – er alt for slapt. Det kan måske lyde mærkeligt, at private virksomheder efterlyser mere tilsyn. Men faktum er, at jo højere krav der bliver stillet, jo mere udvikling får vi. Desuden er høje krav og skarpt tilsyn den bedste garant for, at der ikke er nogen, som tjener penge på at skære hjørner på borgernes, konkurrencens og miljøets bekostning.

Bud nummer seks kan løftes på ryggen af bud nummer fem. Hvis kommunerne bruger flere ressourcer på at føre tilsyn, kan de passende spare ressourcer på at skrue ned for selv at drive affaldsvirksomhed. At være leverandør af genanvendte ressourcer til private produktionsvirksomheder er ikke en klassisk kommunal kerneopgave. Så bud nummer seks er at skrue ned for de kommunale ambitioner om at drive virksomhed i konkurrence med private. Det har alligevel aldrig været meningen med en kommune.

Det hænger tæt sammen med bud nummer syv, hvis overskrift er klarere arbejdsdeling og mere gennemsigtighed. I det omfang det giver mening, at kommuner og private konkurrerer om de samme opgaver, skal der være gennemsigtighed om økonomien, så opgaven ryger derhen, hvor den løses bedst og mest effektivt. Grundlæggende bør der opbygges en klarere arbejdsdeling mellem private og kommuner, så det er synligt og stabilt, hvem der løser hvilke opgaver.

Plan for udfasning af forbrænding
Bud nummer otte handler om det kommende EU-bestemte producentansvar på emballage, som betyder, at producenterne i fremtiden får ansvaret for de emballager, de sælger deres varer i. Det rummer et stort potentiale i forhold til at mindske det enorme spild, der i dag sker, når brugt emballage sendes på forbrændingsanlæg. Lige nu er producentansvaret skudt til hjørne indtil 2024 – men vi vil gerne opfordre til, at der skabes klare rammer langt hurtigere og langt mere resolut. Danmark er sammen med Slovenien det eneste land i EU, der ikke allerede har sat det her i system.

Bud nummer ni har stort potentiale. Bygge- og anlægssektoren står for cirka 40 procent af samfundets materiale- og energiforbrug og cirka en tredjedel af al affaldsproduktion. Der er et enormt potentiale for genanvendelse af ressourcer og reduktion af miljø- og klimapåvirkningen, hvis der skabes bedre incitamenter til at genanvende byggematerialer. De teknologiske muligheder er der i vidt omfang, men der mangler et marked – det kan skabes gennem krav og incitamentsordninger.

Det sidste og tiende bud er at få vedtaget en plan for udfasning af forbrænding af affald. Planen skal sikre økonomien bag de allerede foretagne investeringer, men undgå at der foretages nye uhensigtsmæssige investeringer og skal samtidig sikre alternative kilder til fjernvarme de få steder, hvor affaldsvarme er hovedkilde til fjernvarme.

Så vidt vores ti bud på løsninger. Vi håber og tror, at denne regering kan være med til at bryde dødvandet, så vi sammen kan skabe fremtidens affaldssektor. Det er en bunden opgave. Og vi bidrager gerne.