At medierne #RydderFladenForKlimaet er ikke nok, hvis vi skal flytte normer og skabe klimahandling

Folkemødet blev afholdt på ryggen af nyheden om, at temperaturkurverne er gået i udbrud, at de globale kulstofbudgetter fra Parisaftalen er opbrugt om mindre end seks år, og at vi i øvrigt rammer 1.5 graders opvarmning første gang allerede næste år. 

Men på Folkemødet var det som om nyhederne slet ikke var sunket ind hos dem, der træffer de store beslutninger her i samfundet.

Måske er de undskyldt? For selvom nyheden var breaking for kloden, var den det ikke i medierne.

Og mens de solbrændte meningsdannere fortsatte med at snakke om tekniske løsninger, der kan være klar om 10, 15, 20 år – altså længe efter vi nu ved, at klodens kulstofbudget er opbrugt – startede journalisten Iben Maria Zeuthen kampagnen #RydFladenForKlimaet.

Jeg var selv frustreret i Allinge. Over at fladen ikke blev ryddet. Men jeg har sovet på min frustration, og måske er det hele alligevel ikke mediernes skyld.

Udfordring er, at det koster os noget at reducere vores udledninger, uanset om prisen opgøres i ændrede vaner, cool cash eller politisk opbakning. Men gevinsten er omvendt usikker

Anna Riis Hedegaard

For efter mere end 30 år med internationale klimaforhandlinger, virker alle historier ærlig talt som trætte klichéer. Og det er svært at argumentere for, at det er mangel på viden, der forhindrer os i at redde planeten.

Men vi har alligevel brug for, at journalisten får held med sin kampagne. For hun og hendes kollegaer kan faktisk bygge bro mellem de gode intentioner og reelle handlinger, hvis journalistikken tager udgangspunkt i en reel forståelse af, hvad der skal til for at skabe klimahandling.

Og her er det vigtigt at vi er ærlige.

For det er hverken mangel på viden eller tekniske dingenoter, der forhindrer os i at reducere vores udledninger. Hver og en af os – borgere, virksomheder og stater - kunne nedbringe vores CO2-udledninger dramatisk i morgen, hvis vi ville.

Udfordring er bare, at det koster os noget at reducere vores udledninger, uanset om prisen opgøres i ændrede vaner, cool cash eller politisk opbakning. Men gevinsten er omvendt usikker.

Det hjælper ikke, at du ændrer noget hvis alle andre ikke gør det samme. Vores incitament til at handle er derfor 100 procent afhængig af, hvad alle andre gør. Hvis vi skal flytte noget for klimaet, er det derfor afgørende, at vi får opbygget tillid til, at vi ikke er alene, men at andre også er i gang med at reducere deres udledninger.

Derfor håber jeg, at fladen bliver ryddet for alle de borgere, virksomheder og politikere, der rent faktisk gør en forskel og kan inspirere alle os andre til at flytte vores vaner og normer. Og omvendt vil jeg opfordre til, at de, der forsøger at snyde, får lidt mindre spalteplads.

For selvom jeg ikke har ret meget til overs for greenwashing, så er det konstante fokus på de brodne kar med til at sende et signal om, at normen er, at vi snyder og bedrager. Det reducerer mit og dit incitament til at reducere vores udledninger, og det betyder i sidste ende, at klimaskurkene vinder.

Kan det lykkes at flytte normerne? Ja det kan det.

Ligesom det i dag er uacceptabelt at bruge n-ordet eller ryge indenfor, kan vi selvfølgelig flytte os derhen, at det betragtes som moralsk uacceptabelt at fastholde sine tårnhøje udledninger uanset om man er borger, virksomhed eller stat. Men det kræver at vi ryder fladen for de gode grønne eksempler, der kan inspirere os andre.