Balladen i S-baglandet er den største trussel mod Mette Frederiksen

I et vidtfavnende folkeparti som Socialdemokratiet er det kun naturligt, at medlemmernes holdninger spænder bredt. Det mest overraskende ved den ulmende uro i baglandet om partitoppens strammerlinje i udlændingepolitikken er derfor ikke, at den pludselig blusser op – forud for efterårets kommunalvalg. Overraskelsen er snarere, at balladen først kommer nu.

Mange socialdemokrater mener fortsat det samme som Mette Frederiksen gjorde tilbage i 2015. Dengang, da hun selv lige var blevet formand, lagde hun en linje for dagen, som næsten ordret minder om, hvad de aktuelle kritikere slår på. Dengang sagde hun umisforståeligt fra talerstolen i Aalborg:

"Jeg er overbevist om, at den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot. Kristian Thulesen-Dahl. Lars Løkke: Velkommen til virkeligheden."

Efter selv at have forsøgt sig som statsminister med både strammere symbolpolitiske håndtryk og forslag om modtagecentre i Rwanda, rammer ordene direkte tilbage på Mette Frederiksen selv: Velkommen til virkeligheden!

Allerede dengang betonede hun dog også klart, at Socialdemokratiet skulle have en mere "realistisk" tilgang til de voksende integrationsproblemer. Ingen kunne være i tvivl om, at Mette Frederiksen havde flyttet sig langt væk fra forgængeren Poul Nyrup Rasmussens skæbnesvangre udfald mod Dansk Folkeparti om, at "stuerene, det bliver I aldrig."

Men dengang balancerede Mette Frederiksen som nyvalgt S-formand mellem en barmhjertig humanisme og en håndfast udlændingepolitik. Hun gav et løfte til partimedlemmerne, som hun efterfølgende har svigtet. For siden valget har S-regeringen ført en strammerkurs, der på flere strækninger er rykket højre om Venstre, og som kompromisløst indtager den hårdest tænkelige position.

Balancen mellem humanisme og realisme er kæntret og er blevet erstattet af alt det, som hun i 2015 modtog rungende klapsalver for at lægge afstand til. Bredt rundt i Socialdemokratiet er der nemlig mange, som var og er mest enige med Mette Frederiksen, dengang hun sagde: "Som socialdemokrater kommer vi aldrig til at kommunikere med verdens forfulgte via annoncer."

Budskabet fra socialdemokraterne på Ærø, der i et brev til partiformanden "indtrængende" opfordrer hende til at bringe de danske børn hjem fra lejrene i Syrien, er blot et besindigt udtryk for en klassisk position i partiet. Derfor er det også forventeligt, at opfordringen er blevet bakket op fra flere og stadig flere socialdemokratiske lokalforeninger.

Når eksempelvis formanden for S-partiforeningen i Gribskov Vest, Morten Dahlberg, udtaler, at han "er ved at få kvalme, når jeg hører folk stå på Folketingets talerstol", udtrykker han sig noget mere bombastisk end de fleste, men han er bestemt ikke alene. Tværtimod.

Grundlæggende er det et overvældende tegn på styrke, at den største trussel mod Mette Frederiksens dominans i dag kommer spagfærdigt fra egne rækker.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

For et parti, der mobiliserer op mod en tredjedel af vælgerne, ville det da også være bizart, hvis der kun var én holdning til det modsætningsfyldte spørgsmål, der i årtier har splittet danskerne på kryds og tværs.

Under den stramt styrede og velkoreograferede overflade, som har bragt Mette Frederiksen frem til magten, kan Socialdemokratiet groft sagt deles op i tre forskellige grupperinger i udlændingedebatten:

De benhårde strammere, der oprigtigt ligger på linje med Dansk Folkeparti; de taktiske opportunister, der ser den hårde linje som en effektiv måde at kapre stemmer hen over midten; og endelig de tavse humanister, der hidtil har holdt lav profil, så længe partiet gik frem i meningsmålingerne.

Det dominerende flertal udgøres tydeligvis af de benhårde strammere og de taktiske opportunister i forening. Men det har alle dage været naivt at tro, at den sidste gruppering bare ville forsvinde, fordi partitoppen har haft stor succes med at dreje partiet skarpt til højre.

Hvad der virker effektivt for partiet inde på Christiansborg, vil aldrig kunne blive 100 procent det samme, som alle partimedlemmer skulle mene rundt om i hele landet.

Før eller siden måtte de tavse humanister tage til genmæle, og at det sker forud for kommunalvalget 16. november, er bestemt ingen tilfældighed. I mange kommuner udgør Dansk Folkeparti ikke længere den største valgtrussel for Socialdemokratiet. Som en direkte konsekvens af Mette Frederiksens velforberedte og succesfulde kvælning af Dansk Folkeparti står lokale S-kandidater i dag over for helt andre politiske skillelinjer, end moderpartiet gjorde op mod folketingsvalget i 2019. 

Livtaget på Dansk Folkeparti har flyttet fronten, i hvert fald for mange lokale S-kandidater. Hvad der gav og stadig også giver mening for partitoppen i kampen om de frafaldne vælgere, som i 00'erne og 10'erne søgte over til Dansk Folkeparti, passer ikke nødvendigvis for socialdemokratiske byrådskandidater i hverken de større universitetsbyer eller på små åbensindede øer som Ærø.

For alle de S-kandidater, som i de kommende måneder skal kæmpe om pladserne i de lokale byråd mod politiske modstandere fra SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og for så vidt også Venstre giver det – ja, kynisk set – glimrende mening at distancere sig fra den højresnoede strammerlinje, som Mette Frederiksen fører på Christiansborg. At indtage en humanistisk position behøver således ikke engang at handle om ædel idealisme, men kan i mindst lige så høj grad drives frem af simpel vælgermaksimering.

Hvis Socialdemokratiets tilbagegang i byerne skal stoppe, er nogle magtærgerrige S-kandidater ganske enkelt nødt til at tage kampen op mod de partier, som ellers vil befæste deres styrke iblandt blandt andre storbyvælgerne og øboerne. Hvad der fungerer for Socialdemokratiet i Folketinget, kan simpelthen ikke kopieres til alle kroge af Danmark.

Drejebogen fra 2019-valget gælder ikke universelt. Den aktuelle konflikt i Socialdemokratiet står således ikke mellem hårde realister og bløde humanister – eller mellem 'strammere' og 'slappere', som partitoppen gerne vil have det til at se ud til – men snarere mellem kandidater i vidt forskellige egnsdele, som hver især er nødt til at tage hensyn dels til det politiske landskab i valgkredsen og dels til de holdninger, som præger den lokale partiforening.

Jo mere partitoppen på Christiansborg forsøger at holde kæft, trit og retning, desto mere uro vil der uundgåeligt opstå rundt omkring i de partiforeninger,

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Socialdemokratiet er – igen – blevet for stort et parti til at kunne opføre sig som et lille nicheparti, hvor alle kan og skal mene det samme. Og jo mere partitoppen på Christiansborg forsøger at holde kæft, trit og retning, desto mere uro vil der uundgåeligt opstå rundt omkring i de partiforeninger, hvor de benhårde strammere er meget langt fra at udgøre flertallet.

Opbruddet vil imidlertid komme til at skabe problemer for Mette Frederiksen. Ingen tvivl om det. Den borgerlige evergreen-schlager-sang om, at Socialdemokratiet slet ikke mener strammerlinjen for alvor, vil igen blive forsøgt afspillet. Og de lokale S-dissidenter vil blive hevet frem og brugt som fugleskræmsler af blå politikere. Interessen for at promovere utilfredse socialdemokrater vil være intens.

Konflikten kan spidse yderligere til. I takt med at enkelte S-folketingsmedlemmer fra de bagerste rækker måske også vil finde på at forlige sig lidt mere med deres egne baglande og potentielt begynde at kritisere kursen over for ikke mindst de danske børn i Syrien, kan splittelsen finde vej til Christiansborg.

Intet varer evigt. Mette Frederiksens magtfulde position som urørlig og uimodsagt vil næppe kunne vare ved. Men hvad havde man egentlig også regnet med?

Efter en imponerende lang periode, hvor Mette Frederiksen har fået fuld opbakning til at flytte partiet lynhurtigt og markant derhen, hvor partiets valgstrateger måtte finde det mest opportunt, er det et demokratisk sundhedstegn, at de lokale socialdemokrater langt om længe er begyndt at gøre oprør.

I et folkestyre som det danske er der brug for, at meningerne brydes, og én forsimplet valglogik ikke får lov til at dominere for længe. Og når hverken den rådvilde opposition eller de håndtamme støttepartier er i stand til at byde statsministeren trods, er det trods alt overkommeligt for Mette Frederiksen, at enkelte lokalpolitikere nu blot er begyndt at gentage, hvad hun selv sagde i sin kongrestale så sent som i 2015.

Grundlæggende er det et overvældende tegn på styrke, at den største trussel mod Mette Frederiksens dominans i dag kommer spagfærdigt fra egne rækker.