Røde partier prioriterer dødsangste ældre på direkte bekostning af de unge vælgere

Venstrefløjen er i gang med et generationsskifte – rent vælgermæssigt. Fra ungt til mentalt gammelt. Hvor de røde partier tidligere havde særlig appel til førstegangsvælgere, er ældreboomet nu i stedet blevet den afgørende billetsælger.

Under coronakrisen har Enhedslisten og SF gang på gang valgt at satse entydigt på de mest populære synspunkter blandt de ældste vælgere – på bekostning af teenagere og unge voksne. Alle dem, der endnu ikke har prøvet at stemme, har reelt ikke haft nogen stemme på venstrefløjen.

Officielt lyder forklaringen, at det har været nødvendigt at isolere alle landets børn og unge i månedsvis, sågar i solidarisk "samfundssind" med de gamle, svage og sygdomssvækkede. Der har simpelthen ikke været noget gangbart alternativ til at ofre de unge, lyder den teknokratiske undskyldning, som dog skrives ind i en dødelig, dramatisk fortælling.

Hvis børn og unge ikke havde været afskåret fra både fysisk undervisning, fritidsaktiviteter og social kontakt med hinanden, ville 35.000 danskere have mistet livet, som SF's formand Pia Olsen Dyhr dystopisk profeterede med tilbagevirkende kraft i den tv-transmitterede partilederrunde forleden. Enhedslistens nye politiske ordfører, Mai Villadsen, advarer om kaos, hvis de unge slippes løs.

Indtil videre har venstrefløjens alderstegne alarmisme udviklet sig til at blive en sjælden vælgersucces. For første gang i årtier er det således lykkedes for venstrefløjen at gå en anelse frem, mens Socialdemokratiet samtidig øger sin vælgertilslutning. Tidligere skete rød fremgang som regel på bekostning af socialdemokraterne og vice versa. Men pludselig har den samlede røde blok haft momentum.

De ældre vælgere føler sig tydeligvist mest trygge, når restriktionerne og de sociale begrænsninger først og fremmest retter sig mod de unge, udfarende og mest sprællevende.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Forklaringen er dog knapt så overraskende, for tryghed vinder valg i Danmark. De partier, der tilbyder den strammeste kurs over for tidens hovedbekymring – fra flygtningestrømme til corona-pandemi – triumferer blandt flertallet. I en aldrende vælgerbefolkning rumsterer nemlig altid frygt og bæven: Det er kun temaet, det skifter fra årti til årti.

Siden ophøret af Den Kolde Krig, hvor enhver eksistentiel trussel mod Danmark forsvandt, har de magtpolitikere, som har formået at fremmane nye og stadig mere dystre danmarksbilleder, vundet folkeligt gehør, særligt blandt de ældste vælgere. Sådan sejrede Anders Fogh Rasmussen i 00'erne, og sådan har Mette Frederiksen befæstet sin magt.

Det seneste års undtagelsestilstand har vist, at den brede opbakning til strammerkurs i udlændingepolitikken på ingen måde begrænser sig til følelsesladede debatter om asylansøgere, bandekriminalitet og islam, men snarere har karakter af en ængstelig grundtilstand, som præger den voksende andel af befolkningen, som har forladt arbejdsmarkedet.

Demografiske fremskrivninger viser, at op mod en tredjedel af vælgerne vil være over 60 år i løbet af det kommende årti. Og coronakrisen har tilsyneladende fremskyndet fremtiden, for allerede nu har frygten for sygdomme totalt overtaget dagsordenen. Og de partier, der tilbyder de strammeste og mest vidtgående løsninger, belønnes. Præcis som tilfældet var for højrefløjen, da udlændingedebatten rasede med størst styrke.

Ligesom Dansk Folkepartis daværende formand Pia Kjærsgaard var eminent til at fremmane de mest ubehagelige 'worst case'-scenarier ved flere asylansøgere, multikultur og øget indvandring, er det i dag de røde partier, som bedst evner både at skabe gruopvækkende fremtidsbilleder og insistere på drakoniske beføjelser til myndighederne.

For de mest ængstelige og skræmte vælgere er de røde partier blevet det naturlige førstevalg, og hverken Enhedslisten eller SF kan længere siges at være talerør for hverken elev- eller studenterbevægelserne.

Tværtimod lyder Mai Villadsen allerede som en 92-årig pensionist-lobbyist, ikke som en 29-årige tidligere formand for Danske Gymnasieelvers Sammenslutning.

SF's formand Pia Olsen Dyhr har konsekvent forsøgt at fremstå mere sørgmodig og sortsynet end selv statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Bertelsen. Hver eneste gang er de unge blevet skubbet helt om bagerst i køen.

Men rent vælgermæssigt har kursen givet bonus, og succes neutraliserer altid kritik: Så længe Socialdemokratiet og venstrefløjen går frem eller i hvert fald kan fastholde et solidt forspring til de borgerlige partier, vil der ikke være grund til at justere strammerkursen. De ældre vælgere føler sig tydeligvist mest trygge, når restriktionerne og de sociale begrænsninger først og fremmest retter sig mod de unge, udfarende og mest sprællevende.

Den politisk pris kan imidlertid blive høj på den anden side af coronakrisen. Blandt gymnasieelever og studerende har Enhedslisten og SF i dag en hurtigt falmende stjerne*. Ved næste folketingsvalg vil det derfor være noget nær et mirakel, hvis det skulle lykkes for de røde partier at dominere blandt førstegangsvælgere og de mange unge, som ikke er blevet hørt i løbet af det seneste år.

En ny generation af vælgere har måttet sande, at venstrefløjen ikke længere rummer den festlige fandenivoldskhed og utålmodige rastløshed, som tidligere fik unge i stort tal til at se rødt. Det kan undre, at et i forvejen trængt parti som Alternativet ikke har kendt sin besøgelsestid og indtaget en mere ungdommelig position med vægt på kultur- og udeliv. Men ingen blandt de rød-grønne partier har turdet eller villet prioritere en stadig mere desperat ungdom.

For de mest ængstelige og skræmte vælgere er de røde partier blevet det naturlige førstevalg.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Om førstegangsvælgerne vil søge mod de borgerlige partier, helt droppe at stemme eller trods alt stemmer på venstrefløjen på grund af andre mærkesager, såsom klimaet, ja, det kan kun tiden vise. Men de røde partier gambler lige nu stort med de unge vælgere.

Kynisk betragtet kan det dog være tæt på ligegyldigt, på kort sigt, hvordan de unge ser på venstrefløjen, i hvert fald så længe de ældre vælgere køber ind på den røde dommedagsfortælling. Så længe de stadigt flere aldrende vælgere rykker hen over midten og stemmer på regeringsblokken, betyder det faktisk ikke alverden, hverken parlamentarisk eller realpolitisk, om de unge opgiver ævred.

Men på længere sigt er det risikabelt at støde unge fra sig ved at basere alle beslutninger på et overforsigtighedsprincip, som efterhånden kun giver mening for de mest forskræmte vælgere, der også er bange for alt muligt og umuligt andet.

I andre europæiske lande er valgdeltagelsen blandt unge for længst faldet markant, og det kan selvfølgelig også ske her i Danmark. I så fald vil de partiers gambling give fuld gevinst, for så længe alle de ældre bestemmer, vil de mest bekymrede politikere regere inde på Christiansborg, og ingen er mere rædde end de røde.