Benny Damsgaard fortæller om samtaler med Schlüter: Den "gamle kæmpes" sidste kommentarer til dansk politik

"Ninn er død!"

Poul Schlüter var ikke til lange floromvundne indledninger og hyggesnak i telefonen. Heller ikke denne mandag morgen i slutningen af september 2014. Det var direkte på sagen.

Reaktionen i den anden ende af røret var et stille "nå..." og så lang tavshed. Selvom han ikke sagde noget, kunne jeg mærke på Schlüter, at det her var noget, der gjorde ondt.

Schlüter og Erik Ninn Hansens forhold gik over 50 år tilbage. Helt tilbage til krigen, hvor de begge var aktive i Konservativ Ungdom. Og siden i partiet, hvor deres politiske karrierer på godt – og især ondt – blev sammenfiltret i et skæbnefællesskab.

Nu var Ninn ikke længere. Som så mange andre af dem, der havde været en del af Schlüters lange politiske liv.

Da jeg var kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti fra 2013 til 2016 og lidt i årerne efter, hjalp jeg løbende Schlüter med de mange pressehenvendelser fra ind- og udland, som han stadig fik.

Han havde, som tiden gik, mindre og mindre lyst til at tale med pressen og ville gerne skærmes. Han følte sig gammel og slidt, og han ville for alt i verden ikke risikere at ende som Anker Jørgensen, der ikke fik sagt stop i tide.

Ninn var død et par dage, inden vi i partiet fik beskeden, og han var allerede blevet begravet i stilhed, da nyheden nåede os et par timer før offentliggørelsen. Familien ønskede hverken, at begravelsen skulle blive et tilløbsstykke eller misbruges politisk. Ninn og familien havde været gennem nok.

Mit opkald til Schlüter denne morgen var derfor simpel afskærmning. Schlüter havde haft det samme telefonnummer, siden han i begyndelsen af 1980'erne flyttede ind i den store lejlighed på Frederiksberg Allé. Det nummer havde alle redaktionerne stadig, og Schlüter ville denne dag stå højt på journalisternes kaldeliste.

Tavsheden i den anden ende af røret blev ved. Man kunne næste høre årene, minderne og ikke mindst skuffelsen bruse i røret. Sådan føltes det i hvert fald for mig.

Efter et stykke tid brød jeg tavsheden: "Jeg synes, du skal lade være med at tage telefonen resten af dagen". Efter et øjeblik kom der tilbage: "Ja... ja. Det har du ret i. Farvel!".

Og det var det. Klassisk Schlüter. Ikke så mange dikkedarer. Ikke så sentimentalt. Men alligevel en samtale, der har sat sig så fast, at jeg her knap syv år senere stadig kan huske den ordret. Det var også en samtale, som Schlüter og jeg vendte flere gange efter.

Igen og igen vendte Schlüter tilbage til 1970'erne som et politisk spildt årti

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Efter jeg var stoppet som kommunikationschef, ringede jeg i sensommeren 2016 til det velkendte nummer på Frederiksberg Allé og inviterede mig selv på kaffe.

Den første kop kaffe blev til mange flere det efterår og til jævnlige frokoster i årerne efter, hvor vi snakkede om livets op- og nedture og ikke mindst partiet og dansk politik.

Undervejs optog jeg en række af samtalerne. Vi talte flere gange om at skrive en bog sammen. Schlüters afsluttende kommentarer til aktuel dansk politik. Ikke det store tilbageblik, som var lavet så mange gange før, men en kommentar til aktuel politik.

Det projekt blev ved tanken. Schlüter følte sig dengang ikke i form til projektet, og jeg fik i løbet af efteråret travlt med et nyt arbejde.

Den sidste uge har jeg lyttet til optagelserne igen. Det har været et godt genhør. Selvom Schlüter i 2016 var 87 og ikke følte sig i topform, er man ikke i tvivl om niveauet. Hans kommentarer og analyser er umiskendeligt "schlüterske". Utraditionelle og udogmatiske.

Og ganske ofte også med bid. Selvom han i det offentlige altid fremstod venlig og charmerende, så kunne han privat være ekstremt direkte og ligefrem brutal, hvis han vejede og fandt folk for lette politisk og personligt. Ingen nævnt, ingen glemt.

For eftertidens skyld kommer her et uddrag af en række af hans mest centrale politiske tanker det efterår. En forsinket afsluttende bemærkning, om man vil, fra en gammel mester.

Vores samtaler i 2016 bar præg af, at de fandt sted på et tidspunkt, hvor den daværende, smalle Venstre-regering var ved at nedsmelte i intern borgerlig uro. Balladen mindede Schlüter om 1970'erne. Og der var for Schlüter ikke tale om et hyggeligt gensyn med "gode gamle dage".

Igen og igen vendte Schlüter tilbage til 1970'erne som et politisk spildt årti. Et årti, hvor fløjene fik lov til at skabe en altødelæggende ustabilitet, og hvor benhård ideologi for ofte stod i vejen for forsøg på fornuftige løsninger på Danmarks problemer.

I 2016 fik frustrationen over balladen ham flere gange til at genoplive et forslag, som han første gang gik til valg på til folketingsvalget i december 1981, og som vi få år efter hørte gentaget af en anden, nu tidligere statsminister: En bred samlingsregering over midten for at holde yderfløjene udenfor indflydelse.

I 1981 lød Schlüters forslag på en samlingsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre, som dengang var landets tre største partier. I 2016 var Schlüters forslag en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Argumenterne var dog de samme, som de havde været i 1981.

"Vi kan se nu, at en mindretalsregering, som lige præcis har flertal med de små yderpartier, den bliver også afhængig af de små yderpartier. Og de vil være tilbøjelige til at dirigere regeringens kurs. Og så kan det ikke holde. Så kan det ikke give den stabilitet over flere år, som skal til for at løse de store problemer, vi står overfor. Manglende vækst, flygtningekrise, EU-krise, terrortrussel".

Selvom Schlüter var overbevist om, at tiden og landets udfordringer kaldte på, at de store ansvarlige partier for en tid glemte snævre partiinteresser, havde han ingen illusioner om, at det ville blive let.

"Det kræver en kolossal bunke god vilje at få det her til at fungere, og det kræver et tæt samvirke mellem de tre partier. Vi har jo én gang før haft en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre. Den holdt kun et år. Og den var en skandale, for der var ingen god vilje. Der var ingen tillid mellem dem. De mistænkte hinanden for de frygteligste ting".

Efter Schlüters vurdering skulle det dog være politisk muligt at nå til enighed. De politiske forskelle mellem de store partier er i dag reelt historisk små.

"Afstanden mellem Liberal Alliance og Venstre er i dag langt større end afstanden mellem Socialdemokratiet og Venstre, og afstanden mellem de to gamle partier er til gengæld blevet betydeligt mindre. I gamle dage gik Socialdemokratiet for eksempel ind for at afskaffe ejendomsretten. Det gør de trods alt ikke længere".

"Det kan godt være, at kommentatorerne og analytikerne mener, at dette forslag er fuldstændigt urealistisk. Jeg tror dog, at vælgerne kan se fornuften i at få arbejdsro på Christiansborg. Og det er trods alt stadig vælgerne, der bestemmer i sidste ende".

I nekrologerne over Schlüter blev den økonomiske genopretning ofte nævnt som Schlüters største politiske bedrift.

Indførelsen af fastkurspolitikken, afskaffelsen af den automatiske dyrtidsregulering og opgøret med det store underskud på betalingsbalancen. Schlüter pegede dog selv på en beslutning fra regeringens sidste år som det mærke på eftertiden, som han var mest stolt af:

"Jeg kan huske fra mit eget barndomshjem, hvor bekymret min far var, når han talte om alderdommen. Han var så optaget af, hvad vi dog skulle leve af. Dengang havde man kun en aldersrente, og det var jo næsten ingenting. Derfor var den nok største og vigtigste beslutning, vi traf i min tid som statsminister, indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne. Det taler man næsten ikke om i dag. Det går som smurt. Automatisk".

"Da det nye system begyndte, var det småpenge. Den første vedtagelse af arbejdsmarkedspensionerne drejede sig for en typisk LO-arbejder om kun 0,9 procent af lønsummen, og det var håndører. Det har udviklet sig med overenskomstforhandlingerne sidenhen, og det er på de fleste fagområder i dag langt over ti procent. Det betyder, at for lavtlønnede er pensionen i dag stort set lige så stor som lønnen, da man havde arbejde. Det er noget, der batter, og det løser virkelig et problem for mange lønmodtagere".

Schlüter var af natur optimist, og det prægede den måde, som han så på verden. Han gik ikke voldsomt op i det, der ikke lod sig gøre, men var i stedet glad over alle de ting, som han trods alt nåede.

Alligevel var der to ting, som nagede ham, efter at han stoppede som statsminister. Den alt for høje arbejdsløshed, som eksploderede efter kartoffelkuren i 1987, og den kulsejlede reformplan 'Ny vækst og fremgang'.

To ting, som sammen med hans stolthed over arbejdsmarkedspensionerne, er illustrative for Schlüters konservatisme. Social samvittighed og vigtigheden af en ansvarlig og vækstskabende økonomiske politik.

"Arbejdsløsheden var alt for høj, da vi stoppede. Det skyldtes ikke kun vores politik, men at der også var en relativ svag international konjunktur i de år. Alligevel mener jeg i dag, at vi skulle have gjort mere ved det i de sidste år. Vi skulle have sat flere byggeprojekter i gang og løsnet lidt på grebet om statsfinanserne. Og vi havde jo pengene til det, fordi vi havde ført den rigtige politik i starten af regeringsperioden".

Som i pensionsspørgsmålet skulle en del af baggrunden for hans ærgrelse findes helt tilbage i hans ungdom i Sønderjylland.

"Jeg så i min ungdom på nærmeste hold, hvor hårdt det kan være at være arbejdsløs. Hvordan det kan slide folk fysisk og psykisk ned og sprænge familier. Det skulle vi have haft større fokus på at gøre noget ved".

Det andet, der i 2016 stadig ærgrede Schlüter, var, at han i 1989 måtte opgive at gennemføre det, som han med vanlig sans for fængende overskrifter havde døbt 'Århundredets plan'.

Planen, som officielt hed 'Planen: Ny vækst og fremgang', var en stor og ambitiøs skatte- og vækstplan, der skulle sænke skattetrykket markant, mindske den offentlige sektor betragteligt og sætte ny gang i den private sektor. En plan, som, hvis man sammenligner den med de politiske planer, man har set de senere år, er endda ganske vidtgående.

Hans niveau, selv i en meget sen alder, var formidabelt og minder mig dagligt om, hvor højt et niveau borgerlige danske politikere har haft

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

'Århundredets plan' var delt i to faser.

I den første fase fra 1990 til 1994 var det planen at sænke skatterne med netto 40 milliarder kroner, herunder blandt andet at reducere marginalskatten fra 68 til 52 procent og selskabsskatterne med 15 procentpoint.

Finansieringen skulle blandt andet findes gennem reduceret fradragsret for fagforeningskontingenter og transport, mindre rentefradrag, øgning af en række grønne afgifter, brugerbetaling og offentlige besparelser.

Anden fase i planen skulle løbe fra 1995 til 2000 og ville indebære en yderligere reduktion af skattetrykket med hele 100 milliarder kroner.

Alt sammen finansieret gennem et gennemsnitligt fald i det offentlige forbrug på 1,5 procent årligt. Et fald, som blandt andet ville indebære, at den offentlige beskæftigelse skulle reduceres med i alt 100.000 personer over de ti år, planen strakte sig over.

"Det var noget, som battede noget. Havde vi fået det gennemført dengang, havde de senere regeringers skattelettelser været overflødige, så var det løst en gang for alle. Vi forhandlede et helt efterår med Socialdemokraterne om det, men de sagde nej til sidst. De ville ikke. Så derfor måtte vi desværre lade det ligge".

"Men havde jeg haft 90 mandater, der bakkede op, så havde jeg gennemført planen. Indholdet i 'Århundredets plan' var det, som jeg dengang opfattede som kernekonservativ politik og det, jeg gerne ville have gennemført. Og det mener jeg for øvrigt stadig, at det er i dag".

I årerne efter undrede det Schlüter, at VK-regeringerne i 00'erne ikke forsøgte at genoplive 'Århundredets plan' i et eller andet omfang.

Især fordi Anders Fogh Rasmussen havde været med til at lave planen som skatteminister i KV-regeringen, og han var i den periode om nogen også en fortaler for klar og ambitiøs borgerlig politik.

"Jeg havde gerne set, at VK-regeringen havde gjort et forsøg på at genoplive 'Århundredets plan'. Men det gjorde de ikke. De forelagde aldrig en plan om skattelettelser på 40 milliarder kroner. Men det forudsatte for eksempel også, at man var tilhænger af brugerbetaling i et vist omfang, og her virkede det som om, at det politiske mod lidt var forsvundet fra den tidligere skatteminister".

Fogh ville hertil nok replicere, at den politiske realisme havde indfundet sig hos VK. 'Århundredets plan' var og er stadig noget af det mest ambitiøse og idelogiske, som man har set fra en dansk regering.

For mange politisk aktive i min generation var Poul Schlüter afgørende for, at vi kom i gang. Selv i triste og meget socialdemokratiske Nordjylland, hvor jeg voksede op i 1980'erne, trak han.

Jeg var dengang ikke altid enig med ham – tværtimod. Jeg var ung og utålmodig, og samfundet forandrede sig alt for lidt og alt for langsomt i hans regeringstid. Syntes jeg dengang.

Det ændrede sig med tiden, hvor jeg fik øjnene op for, hvor meget hans regeringer egentlig forandrede Danmark til det bedre. Og nok også, i takt med at jeg blev voksen.

At jeg i perioder fik lov til at komme helt tæt på i hans sidste år, er jeg i dag yderst taknemmelig for. Hans niveau, selv i en meget sen alder, var formidabelt og minder mig dagligt om, hvor højt et niveau borgerlige danske politikere har haft.

Hvil i fred, gamle kæmpe.