Benny Damsgaard: Vil de utaknemmelige vælgere belønne Løkke?

”Det går godt i Danmark.”

Hvis der var ét udtryk, som gik igen i statsministerens selvudråbte ”hip-hip-hurratale” nytårsdag, så var det dét.

Statsministeriet havde sågar sikret, at primingen af udtrykket var på plads, da det også var med i majestætens nytårstale dagen inden.

Og på rigtig mange parametre går det også godt i Danmark. Arbejdsløsheden er rekordlav. Historisk få er på overførselsindkomst. Virksomhedernes ordrebøger bugner. Statsgælden tordner nedad.

Så kan man altid diskutere, hvem der har ansvaret for, at det går godt. Var det reformerne under VK, selskabsskattelettelserne under Thorning, eller skyldes opsvinget først og fremmest de internationale konjunkturer? Det ærlige svar er nok lidt af det hele. Den diskussion er dog ikke mit ærinde her.

Spørgsmålet er, om det, at det går godt i Danmark, virker på vælgerne i den valgkamp, som står for døren? Stemmer vælgerne, kort sagt, på den siddende regering i taknemmelighed over, at det går godt?

Hvis man kigger på valgforskningen, så er der ikke meget, der tyder på, at ”taknemmelighed” er den afgørende parameter i folks stemmeafgivelse. 

Benny Damsgaard

Hvis man kigger på valgforskningen, så er der ikke meget, der tyder på, at ”taknemmelighed” er den afgørende parameter i folks stemmeafgivelse. Det er langt mere diffust, hvad der for den enkelte afgør, hvad man stemmer på.

Effekten af ”gode tider” er kun en blandt en lang række parametre, og effekten er under ingen omstændigheder på det niveau, som man som siddende regering håber på og i visse tilfælde også næsten forventer.

Jeg har ikke tal på de gange, jeg på nærmeste hold har oplevet toppolitikeres frustration over vælgernes utaknemmelighed og manglende forståelse for svære parlamentariske arbejdsforhold.

Og det fra både røde, blå og grønne ministre – ingen er værre eller bedre end andre. Og bare for god ordens skyld, så er frustration over vælgerne ikke et specielt dansk fænomen. Winston Churchill er sågar citeret for at have sagt, at “det bedste argument imod demokrati er en fem minutters konversation med den gennemsnitlige vælger”.

Forklaringen er i øvrigt ganske menneskelig. Det er ualmindeligt hårdt at være minister i en regering. Arbejdsbyrden er ekstrem og presset fra medier og vælgere ubønhørligt. Det går ud over familie og privatliv, og ens ægtefælle og børn risikerer at blive udsat for ubehageligheder og sågar chikane og overfald.

Samtidigt er lønnen relativt lav – i hvert fald sammenlignet med direktører i det private erhvervsliv. Derfor er det også meget naturligt at føle, at vælgerne burde påskønne og belønne det arbejde, man gør, at de burde udvise lidt mere taknemmelighed, når de står nede i stemmeboksen.

Det gør vælgerne bare ikke i nævneværdig grad. Mange vælgerne stemmer det samme fra gang til gang, næsten uanset hvordan partiet opfører sig.

For de vælgere, som ikke på forhånd har besluttet sig (op mod en tredjedel), er der en lang række faktorer, som spiller ind. Er der en positiv stemning om partiet, er partiet ”hipt”, virker partilederen kompetent.

Den klart stærkeste faktor handler dog ikke om fortiden, men om fremtiden. Hvem har man tillid til kan gøre livet endnu bedre for en selv og ens nærmeste? Hvem kan præsentere visioner og planer og med et Obama.udtryk give ”hope” – håb – om en bedre fremtid?

Og det er den nære fremtid. Ikke den globale. Der er ikke noget, der tyder på, at international uro spiller en stor rolle i vælgernes stemmeafgivelse. Vælgerne har i hvert fald ikke hidtil belønnet den internationale statsmand, som har en sikker hånd på roret. Nyrup forsøgte at spille det kort i 2001, men tabte klart på det. Vælgerne valgte på baggrund af situationen herhjemme – også selvom verden bekymrede dem.

I statsministerens nytårstale var det reelt kun én ting, som pegede fremad mod bedre tider. Løftet om en kommende sundhedsreform med regionale sundhedscentre og bedre sammenhæng mellem kommuner og hospitaler.

Der er ingen tvivl om, at sundhed er højt prioriteret blandt vælgere – det viser stort set alle målinger – og behovet for en reform er betydeligt. Om det er nok til at give vælgerne håb om en bedre fremtid, vil forårets målinger vise. Umiddelbart skal der nok mere på bordet.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er direktør for public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013-2016 var han kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti og inden da politisk rådgiver for DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.