Berlin 1936, Qatar 2022 – hvornår lærer politikerne af historien?

Det er ikke kun på grønsværen at nationens elleve udvalgte fodboldekvilibrister leverer fortræffeligt spil. Også den administrative fløj af DBU viser, at de kan ramme bolden ’lige i røven’, for nu at udtrykke det lidt frisk.

I en opsigtsvækkende skrivelse til Fifa, det internationale fodboldforbund, har DBU stillet en række krav om konkrete forbedringer for de mange asiatiske og afrikanske migrantarbejdere, som knokler for føden i Qatar.

Den arbejdskraft, som har bygget stadions, hoteller og anden infrastruktur til det prestigefulde sportsstævne, har betalt en uhyrlig pris. Det er ikke for meget af kalde dem for en ’sultens slavehær’. Lønnen er elendig, hvis den ellers bliver udbetalt, sikkerhed er ikkeeksisterende, boligforholdene er uhumske og i omegnen af 7.000 af disse arbejdere har mistet livet siden Qatar blev tildelt værtskabet.

Det er en idrætspolitisk skandale af dimensioner, måske den største siden 1936, at Fifa har placeret VM i en autoritær puslingestat, der behandler sin oversøiske arbejdskraft som slaver og lader hånt om menneskerettigheder.

Adam Holm
Journalist og forfatter

At DBU med fyndighed slår i bordet og kræver markante forandringer, fortjener et kip med klaphuen. Meget mere kan man ikke forlange af et idrætsforbund. Faktisk optræder DBU nærmest uhørt uhistorisk, vel at mærke i positiv forstand.

I forbindelse med de Olympiske Lege i det nazistiske Tyskland i 1936, udviste flere danske organisationer en alt andet end karakterfast tilgang. Jagten efter podiepladser og egen vinding kan friste over evne og henvise moralsk kvababbelse og etiske overvejelser til en fjern afkrog af samvittigheden.

Naturligvis vil sportsfolk, uanset om de svømmer som Ragnild Hveeger i 1930’erne eller sparker til læderet som Christian Eriksen i dag, ønske at dyste imod de bedste internationale konkurrenter.

Selv i en tid som vores, hvor vi kun er ét klik fra alarmerende oplysninger og således ikke kan dække os ind under ukendskab, kan vi ikke forlange at spillerne hverken individuelt eller kollektivt skal formulere en markant afvisning af Qatar. De vil orientere sig efter deres forbund og selvsamme forbund forbeholder sig retten til ikke at boykotte VM – forudsat kvalifikationsbilletterne bliver indløst - med den begrundelse at det først som sidst er en politisk beslutning.

Det rigtige spørgsmål er ikke, om vi skal boykotte VM i fodbold i Qatar til næste år. Det rigtige spørgsmål er: Hvorfor overlader de folkevalgte en så ømtålelig afgørelse til et fodboldforbund?

Adam Holm
Journalist og forfatter

Alle med en blot mådelig interesse for fodbold, vil gerne se deres lands farver repræsenteret ved et VM, men det er ikke en rar tanke at arrangementet er lagt i hænderne på et autokratisk milliardærvælde, som bryder alle tænkelige frihedsrettigheder.

Rettere, de accepterer slet ikke de frihedsrettigheder, som enhver folkevalgt her til lands ellers gerne slår til lyd for i skåltaler. Demokrati, parlamentarisme, ligestilling? God idé! Vi har sendt tropper afsted til den globale oplysningskamp i Irak og Afghanistan for at udbrede netop demokrati, parlamentarisme og ligestilling – og gerne i samme ombæring stække islamistisk terror.

Qatar, et land uden demokrati, parlamentarisme og ligestilling, et land, som sponsorer nogle af de mest ekstreme jihadistiske militser i den syriske krig - militser som står på internationale terrorlister - et land, som har købt sig til verdens største sportsbegivenhed under særdeles tvivlsomme former, netop dét land skal vi sende vores bedste fodboldspillere ned til.

Lad os kalde det lille emirat ved dets rette navn, et diktatur. Emiren, Tamim bin Hamad al-Thani, dikterer statens politik uden opposition og fastholder et åbenlyst magtmonopol. I sin seneste rapport fra 2020 klassificerer Freedom House Qatar som ”Not free” i forhold til politisk deltagelse og medier. Qatar ligger på linje med Saudi Arabien, Iran, Syrien og Nordkorea. 

Sagt uden omsvøb; det er en idrætspolitisk skandale af dimensioner, måske den største siden 1936, at Fifa har placeret VM i en autoritær puslingestat, der behandler sin oversøiske arbejdskraft som slaver og lader hånt om menneskerettigheder.

Det rigtige spørgsmål er ikke, om vi skal boykotte VM i fodbold i Qatar til næste år. Det rigtige spørgsmål er: Hvorfor overlader de folkevalgte en så ømtålelig afgørelse til et fodboldforbund? Hvis vi kan lære noget af historien, er det at vi ikke skal spænde idrætsfolk for en politisk vogn, hvor de risikerer at blive udnyttet af udemokratiske kræfter.

Hvis ellers landsholdet, sådan som det ser ud nu, vinder sin kvalifikationspulje og dermed skaffer sig til VM, kan vi være sikre på migrantarbejdernes store ofre vil være glemt i samme øjeblik, der fløjtes til kickoff.

Kast et blik på historien. Under OL i Berlin formåede Adolf Hitler og hans hird at forføre omverden til at tro at forfølgelse af jøder og politiske modstandere var det pure opspind. Den udsendte presse lod sig i lighed med sportsfolkene besnære af de prangende kulisser. Måske var ’det der nazisme’ alligevel ikke så slemt. Når milliarder af tv-seere og en del tilrejsende fans ser kampene fra Qatar, vil samme reaktion formentlig gøre sig gældende: De gør det sgu da meget godt!

Bevares, Qatar er ikke det nationalsocialistiske Tyskland, men i begge tilfælde bruger den siddende diktator sport til at øge sin internationale anseelse. Så enkelt er det.

Selvsamme Fifa, som DBU appellerer til, burde for længst have indset at fodboldmesterskaber ikke bør henlægges til diktaturstater. Den næstbedste løsning er den DBU er kommet på banen med.

Den bedste vil være, at regeringen kommer DBU til undsætning og erklærer: Vi har læst på den historiske lektie og boykotter et stævne, der er skabt på fattige menneskers lidelser til fremme af en eneherskers megalomane selvbillede. Ellers tak.