Der findes ingen krig, der med rette kan føres i Guds navn

Iranske soldater havde efter sigende en lille nøgle i lommen, da de var i krig med Irak. Det var martyrernes nøgle til paradiset. Ayatollahen foranledigede, at børn blev overtalt til at vandre ind i minefelter og vinde sig en evighed i paradiset som belønning (og fik i øvrigt som belønning en vaskemaskine til deres mor og andre fornødenheder).

En lille times kørsel fra Kyiv ligger Butja. Den by vil fremover indgå i rækken af steder, hvor skrækken regerede og pinte mennesker ihjel: Auschwitz, Srebrenica, Lidice, Butja.

De billeder, jeg så i den by af den massakre, vil jeg aldrig kunne andet end blot benævne som grufulde. Det var så frygtelige lemlæstelser og så gennemført sindssyg tortur, at man lige så godt kan lade være med at fortælle, hvad man har set, for man risikerer, at mennesker ikke vil tro én.

Krigsforbrydelserne er dokumenterede og ligger klar den dag, der er fred. Så skal forbrydelserne tages op ved krigsforbryderdomstolen i Haag.

Hvordan kunne de gøre det, spurgte jeg den lokale sognepræst i Butja. Han angav flere grunde. Dels regnede man med, at soldaterne var påvirkede af medicin eller alkohol. Dels var nogle muligvis mordere fra forvaringsanstalter, der nu blot kunne følge deres instinkter og indskydelser (altså så længe de rettede aggressionen mod fjenden).

Man hører ofte mennesker påstå, at hvis bare der ikke var religion i verden, så ville der heller ikke være nogen krig. Hvis bare det var så enkelt.  

Peter Skov-Jakobsen

Selv er jeg ikke i tvivl om, at legitimeringen også kan være religiøst betinget. Vi ser det blandt alle verdens religioner. Det er ikke forbeholdt et præstestyre i Iran, der flittigt gør deres egne fjender til Guds fjender.

Patriarken over det hellige Rusland, Kirill, lod de troende vide fra begyndelsen af overfaldet på Ukraine, at dette var en hellig krig, og at de russiske soldater, som faldt i krigen, var martyrer. Missilerne har ofte påklæbede ikoner, der identificerer dem religiøst.

Allerede i den tidlige middelalder bemærkede teologerne den hellige krigs vanvid og prøvede at bekæmpe opfattelsen med begrebet "retfærdig krig," hvormed man mente, at krigen skulle være iværksat af en stats leder, der skulle være en rimelig grund, og der skulle være proportionalitet i krigen.

Læren var grundlagt på forståelsen af fornuft og en universel naturlov. Man kunne ikke bare som kristen gå i krig med andre eller mod andre og påberåbe sig religionen.

Man hører ofte mennesker påstå, at hvis bare der ikke var religion i verden, så ville der heller ikke være nogen krig. Hvis bare det var så enkelt.

Det tyvende århundrede er formentlig det blodigste århundrede i verdenshistorien, og det var fyldt med krige, folkemord, forfølgelser og undertrykkelse, der ikke havde nogen religiøs baggrund, men var rent ateistiske, sekulære eller agnostiske.

Men det er rigtigt, at der også er nogen, der misbruger religion i krigerisk øjemed. I det 21. århundrede har der allerede været udkæmpet mange krige med religiøse motiver.

Derfor er der også god grund til at minde os selv om den tyske katolske teolog Hans Küngs ord, at før der bliver fred mellem religionerne, bliver der ikke fred i verden.

Derfor er det også væsentligt, at religiøse ledere forsøger at holde en ordentlig tone mellem trossamfundene. Vi skal gøre os umage med "naboskabet" og være ihærdige med at bekæmpe den religiøse vold.

I det samfund, der bliver nødt til at gribe til væbnet magt mod en aggressor, er det vigtigt, at der er en kirke, der minder om freden, om kærligheden til fjenden og om agtelsen for modstanderen.

Det ligger i kernen af kristendommen, at ud af taknemmelighed for den barmhjertighed, som Gud omfatter menneskene med, kommer der et håb om, at den barmhjertighed kan forvandle selv de krigsførende og få én til at se fjenden som et medmenneske.

"Forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere," beder den kristne. Det er en bøn om, at den radikale tilgivelse og barmhjertighed må sætte sig på mennesket og være med til at forvandle det fra umenneskelighed til menneskelighed.

Den tidligere engelske overrabbiner Jonathan Sacks har i bogen "Not in God’s Name" gjort gældende, at den fundamentalisme, som stikker sit hoved frem i alle religioner efter 11. september 2001, ikke er en tro, men en vildfarelse, fordi man behandler den religiøse tekst uden kontekst og forkaster den nødvendige fortolkning.

Han gør gældende, at hadet aldrig har frelst nogen sjæl – at volden aldrig har bevist nogen sandhed – og at ingen nogensinde er blevet frelst på baggrund af krig.

Ingen religion har kunnet gøre sig fortjent til beundring ved at påføre fjenden smerter og lidelser. Mord og dødspatruljer kan aldrig være Guds våben. Derfor hævder overrabbineren med rette i sin bogs titel: Ikke i Guds navn. Ingen krig kan føres i Guds navn.

Rowan Williams gør i en lille refleksion over 11. september opmærksom på, hvor gribende det var at læse de beskeder, som nogle af passagererne i de flyvemaskiner, der ramte "Twin Towers," havde efterladt deres elskede.

I denne fuldstændig meningsløse time sendte de kærlige beskeder og gjorde opmærksom på en hengivenhed og trofasthed, som man ville forvente i et religiøst sprog.

Men når man lyttede til de religiøse beskeder, som drabsmændene opmuntrede hinanden med for at gøre en heltegerning af gemen forbryderisk dumhed og mord, måtte man som religiøs beskæmmes.

I det samfund, der bliver nødt til at gribe til væbnet magt mod en aggressor, er det vigtigt, at der er en kirke, der minder om freden, om kærligheden til fjenden og om agtelsen for modstanderen.  

Peter Skov-Jakobsen

Det eneste, de vidnede om, var det farlige ved religion, der lader Gud springe rundt i ens eget teater med bæltespænder, hvor der står "Gud med os," som SS-soldaterne gjorde.

Religion skal være et åndehul. Et sted hvor man udstyres med barmhjertighedens blik – et sted hvor man mærker, at medfølelse og tilgivelse føder en ny verden, føder håb og lægger op til en ny dag. Derfor er det væsentligt, hvis sandheden skal frem, at religiøse ledere måles på, hvordan de taler om fred og om modstanderen, når krigen er et vilkår og ikke til at undgå.

Hvis de taler om mord, had og svælger i apokalyptiske vanvidsforestillinger, er det nødvendigt, at nogen minder om, at religiøs vold aldrig kan være i Guds navn.