Biolog: Man skulle tro regeringen var optaget af naturkrisen. Det er desværre ikke tilfældet

I forrige uge afholdtes en stor anlagt nationale pengeindsamling til naturen, ”Danmark redder jord” i forrige uge. TV2 havde samlet en række naturkendisser, nogle universitetsforskere, miljøministeren og formanden for Den Danske Naturfond i en primetime udsendelse, som havde til formål at få seere og virksomheder til at indtelefonere pengebeløb til Den Danske Naturfond.

Undervejs i programmet var der omtale af, at naturen mangler plads, men det ikke rigtig talt om hvorfor, og slet ikke om at den største pladskonkurrent til naturen i Danmark er den arealkrævende animalske landbrugsproduktion med tilhørende foderproduktion. Til gengæld gik langt det meste af sendetiden med at præsentere små solstrålehistorier og med at lade naturkendisserne tale om deres personlige og nørdede fascination af nuttede dyr og spøjse insekter.

Der er en hastigt voksende erkendelse i befolkningen og medierne om, at udviklingen går den forkerte retning, og man skulle derfor tro, at naturkrisen optog regeringen og Folketinget, og at virkningsfulde politiske initiativer var på vej. Det er desværre ikke tilfældet.

Søren Mark Jensen
Biolog, geograf, selvstændig natur- og miljørådgiver

Det lykkedes at indsamle i alt 22 millioner kroner, hvilket sammenlignet med tidligere indsamlinger til for eksempel kræftforskning, var et overraskende lille beløb.

Ikke desto mindre optalte studieværterne, ikke overraskende, indsamlingen som en kæmpe håndsrækning til naturen, og formanden for bestyrelsen for Den Danske Naturfond, den tidligere direktør for Zoologisk Have i København, Bengt Holst, kom på skærmen til sidst og udtalte bevæget: ”Det er sgu fantastisk”.

Hurtig hovedregning viser imidlertid, at der for det indsamlede beløb kan opkøbes omkring 125 hektar landbrugsjord, hvilket svarer til væsentligt mindre end bare én af dagens omkring 9.000 heltidslandbrugsbedrifter, som i gennemsnit har et areal på over 200 hektar (og i øvrigt hver en gæld på over 30 millioner kroner). 125 hektar er jo bedre end ingenting, men reelt blot en dråbe i havet i forhold dansk landbrugs pres på og dominans over naturen.  

Planter og dyr er truede på deres eksistens
Alle uafhængige natureksperter melder, at den danske natur er i voldsom tilbagegang, og det er en kendsgerning, at Danmark er blandt de lande i verden, der har mindst natur tilbage, og at den danske naturs tilstand er den dårligste blandt alle EU's 27 medlemslande. Over 2.000 af vores vilde arter af plante- og dyrearter anses i dag for at være truede på deres eksistens.

Samtidig er der heldigvis en hastigt voksende erkendelse bredt i befolkningen og i medierne om, at udviklingen går i den helt forkerte retning, og man skulle derfor tro, at naturkrisen optog regeringen og Folketingets partier, og at virkningsfulde politiske initiativer var på vej. Det er desværre ikke tilfældet.

Sidst i 2020 vedtog regeringen sammen med sine støttepartier ellers en national ”Natur- og biodiversitetspakke”, som lanceredes som et historisk stort løft for naturen. Pakken betyder først og fremmest, at der blev afsat nogle skattekroner til at opkøbe marker af landmænd, så naturen kan få lov at komme igen i form af søer, moser og skove, ligesom der indføres et stop for kommerciel skovdrift i visse skovområder, så naturen også der får bedre muligheder for at udvikle sig.

Lægger man imidlertid samtlige de arealer sammen, som kan komme i spil, vil de udgøre en forsvindende lille del af Danmarks samlede overflade, som fortsat vil være domineret af pløjede og sprøjtede marker, hvorpå der i monokulturer dyrkes byg, hvede og majs til opfedning af de over 200 millioner grise, høns og køer i den danske husdyrindustri.

Danmark forventes at fastholde sidsteplads
Hovedårsagen til at ”Natur- og biodiversitetspakken” desværre ikke kommer til at ændre det overordnede billede er meget enkel: Der er kun afsat én lille milliarder kroner til at finansiere hele pakken.

Med regeringens nuværende naturpolitik er det tydeligt, at naturens største problem - landbruget - fortsat kan regne med årligt at modtage milliarder af kroner i form af EU- og nationale støttekroner, uanset om erhvervet tager naturhensyn eller ej.

Søren Mark Jensen
Biolog, geograf, selvstændig natur- og miljørådgiver

Prøv for eksempel at sammenligne dette tal med den årlige støtte til danske landmænd på omkring otte milliarder kroner eller med regeringens trafikudspil til 106 milliarder kroner. Bare etableringen af en stump motorvej på 20 kilometer vest om Ålborg, vil komme til at koste syv gange mere end hele det beløb, regeringen har afsat i sin hjælpepakke til at afhjælpe den nationale naturkrise.

I EU opnåedes der sidste år enighed om, at ti procent af EU's havområde og landareal inden 2030 skal være strengt beskyttet mod ødelæggende aktiviteter (intensivt landbrug, kommercielt fiskeri, byudvikling, kommerciel skovdrift).

I Danmark vil dog kun cirka fire procent af vores havområde blive strengt beskyttet, hvis regeringens udspil til en ny og fremtidig havstrategi ellers bliver gennemført som planlagt, og under to procent af vores naturområder på land er strengt beskyttede – så Danmark kan forventes at fastholde sin sidsteplads i verden og i EU.

Ingen regeringer er klar til at lægge sig ud med landbruget
Hvis danskerne blev spurgt og inddraget i de politiske beslutningsprocesser, ville politikerne være nødt til at prioritere naturindsatsen højere end for eksempel støtten til landbruget eller anlæggelsen af nye broer og motorveje, og der ville være stor opbakning til, at Danmark levede op til de fælles EU-naturmålsætninger - men sådan fungerer vores demokrati åbenbart ikke.

Med regeringens nuværende naturpolitik er det tydeligt, at naturens største problem - landbruget - fortsat kan regne med årligt at modtage milliarder af kroner i form af EU- og nationale støttekroner, uanset om erhvervet tager naturhensyn eller ej.

Gennem mange år har det været muligt for danske regeringer at udnytte EU's landbrugsstøtteordninger, så landmænd fik økonomisk belønning for at omlægge til mere bæredygtige og naturvenlige produktionsformer. Men ingen regeringer, og heller ikke den nuværende, er klar til at lægge sig ud med landbrugserhvervets indflydelsesrige interesseorganisationer, som fastholder, at EU-støttekronerne først og fremmest ganske enkelt skal fordeles automatisk og ud fra, hvor meget jord den enkelte landmand ejer.

Samlet set får én femtedel af landmændene i EU – nemlig de store jordejere – 80 procent af samtlige EU-landbrugsstøttemidler, og i Danmark går også tilsvarende hovedparten af støtten til de store landbrug og godser. Flere EU-lande, og også Europa-Parlamentet, ønsker et gennemgribende opgør med denne asociale støttemodel, men den danske landbrugs- og fødevareminister, Rasmus Prehn (S), holder lav profil.

Naturpolitikken skal ses i sammenhæng
Klimarådet, De Økonomiske Vismænd, tænketanken Concito og Danmarks Naturfredningsforening er i stigende grad opmærksomme på, at klimakrisen og naturkrisen hænger sammen, og på at en vigtig forudsætning for, at begge kriser kan løses omkostningseffektivt og samfundsøkonomisk fornuftigt, er, at dansk landbrug omlægges fra produktion af kød og mejeriprodukter til produktion af plantebaserede fødevarer.

Ved omlægning til plantebaserede fødevareproduktion vil der på et mindre areal kunne produceres væsentlig mere og sundere mad, og det vil, sammen med mulighederne for at få gendannet natur i form af moser, søer og skove på de resterende arealer, have en positiv klimaeffekt ved at sænke landbrugets CO2-aftryk markant.

Analyser fra blandt andre Klimarådet viser også, at vi ikke behøver at frygte, at en sådan omlægning af landbruget vil resultere i betydelig udflytning af landbrugsproduktionen til andre lande med ringere miljø- og naturlovgivning, og mange andre faglige analyser viser at en moderne plantebaseret fødevareproduktion kan rumme gode muligheder for at gavne beskæftigelsen og eksporten.  

Det er derfor vigtigt, at regeringen og Folketinget får løfter blikket og forstår at naturpolitikken skal ses i sammenhæng med sådanne større samfundsmæssige sammenhænge og proportioner – ellers forbliver dansk naturpolitik et isoleret politikområde, som kommer i sidste række, og som ikke for alvor er i stand til at adressere naturkrisen. Sker det ikke snart vil Danmark bare fortsætte mod bunden naturmæssigt.