BL: Det, politikerne kalder parallelsamfund, kalder andre paradis

DEBAT: Mens omverdenen ser den danske model med almene boliger som en måde at løse problemet med at huse alle befolkningsgrupper i de voksende storbyer, så har politikerne på Christiansborg udset sig de almene boligområder som slagmarken for en kommende valgkamp, mener Camilla Hegnsborg og Kaare Vestermann fra BL.

Af Camilla Hegnsborg og Kaare Vestermann
Hhv. formand og næstformand i 1. Kreds BL – Danmarks Almene Boliger

Hvad har boligmarkedet i Hongkong med de almene boliger i København at gøre? Umiddelbart ingenting. Og så alligevel.

DR viste i starten af oktober en dokumentar fra Hongkong. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en ejerbolig er på 285.000 kroner. Det er 6-10 gange højere end i København.

Samtidig stuves byens pensionister og fattige sammen på ufatteligt lidt plads under kummerlige forhold. Derfor kigger man i Hongkong udad. For kan det ikke gøres bedre?

Paradis
I den forbindelse havde flere almene boligorganisationer på samme tid som DR’s dokumentar besøg af et tv-hold fra netop Hongkong, for her havde man hørt om den danske model med almene boliger.

En model, som kan sikre betalelige og gode boliger for almindelige mennesker. Også i storbyer med kraftig vækst. Og uden overdrivelse var tv-holdet ved at falde bagover af begejstring: ”This is paradise,” som tv-vært, skuespiller og aktivist Anthony Wong udbrød undervejs.

Tv-holdet oplevede, at man på Orientkaj i Nordhavn bygger almene boliger lige bag ved Danmarks dyreste ejerlejligheder i The Silo. De oplevede fællesskab og affaldssortering i Albertslund, og de var ved at gå på r… over, at Bjarke Ingels som verdensberømt arkitekt også tegner almene boliger, som det er sket i København NV. 

... eller parallelsamfund
De almene boligorganisationer får hundredvis af denne type delegationer fra hele verden på besøg hvert år. Interessen er blandt andet stor i Kina, Korea, Japan, Taiwan, USA, Australien, Irland, UK, Frankrig, Italien og Spanien. Og i sidste uge var der delegationer fra Polen og Østrig for at blive klogere på de almene boliger i Danmark.

Undertiden kan det være lærerigt at tjekke omverdens syn på en selv. Og det, som rapporteres om almene boliger i Danmark i udenlandsk presse, er helt anderledes end det billede, som et flertal af partierne i Folketinget netop nu tegner af den almene sektor, hvor retorikken handler om parallelsamfund og mulige nedrivninger.

Nu skal dette indlæg ikke opfattes, som om vi helt og holdent deler hr. Wongs opfattelse af, at de almene boliger i København er et bekymringsfrit paradis. Slet ikke.

København og en række almene boligområder har absolut udfordringer. Men den vigtige pointe er, at vi er i fuld gang med at løse dem. Og det var vi også, inden man på Christiansborg besluttede sig for til at gøre de såkaldte ”ghettoer” til en politisk slagmark, hvor man har tænkt sig at udkæmpe en landspolitisk valgkamp.

Godt og blandet
Planlovens regel om op til 25 procent almene boligområder i nyudviklede byområder har nu virket igennem længere tid, og de almene boligorganisationer har sammen med private udviklere fundet sammen i konstruktive samarbejder, som vil sikre en andel af langt billigere boliger i hovedstaden, end det ellers ville have været muligt.

Det er godt for mange borgere, som ellers var afskåret fra af bo i København, hvor de har deres arbejde. Og det er godt for alle i København, at man på den måde bidrager til en mere blandet beboersammensætning i storbyen.

Og de udfordringer, som man vil adressere med parallelsamfundsudspillet, er vi i sektoren også i fuld gang med at løse eller afhjælpe.

Eksempelvis er uddannelsesniveauet i de udsatte boligområder hastigt stigende – især blandt de unge med ikkevestlig baggrund.

Og den udlejningsaftale, som er indgået mellem Københavns Kommune og BL’s kreds 1, virker efter hensigten: I 2006 var der 64 almene boligområder i København hvor mere end 40 procent stod uden for arbejdsmarkedet. I dag gælder det kun for seks områder.

Realitetstjek nødvendig
Så inden I på Christiansborg vedtager en lovgivning, der vil være urimeligt indgribende over for boligforeninger og almene beboere, og inden et politisk flertal viser politisk handlekraft ved at sende bulldozere i felten for at rive gode boliger ned, så tjek lige realiteterne – og spørg jer selv, hvor skal folk så bo?

Efterfølgende kunne I passende slå følge med den næste udenlandske delegation. Der er nemlig behov for at få nivelleret danske landspolitikeres virkelighedsopfattelse.

Forrige artikel S: Klimaet kræver mere end Løkke leverer S: Klimaet kræver mere end Løkke leverer Næste artikel Studenterforening: Ramaskrig over KU’s racismekamp viser nationalt problem Studenterforening: Ramaskrig over KU’s racismekamp viser nationalt problem
Johnson taber afstemning: Skal bede EU om udskydelse af Brexit

Johnson taber afstemning: Skal bede EU om udskydelse af Brexit

BREXIT: Et flertal i det britiske underhus har stemt for en lov, der betyder, at den nye Brexit-aftale først kan godkendes, når al nødvendig lovgivning er på plads. Det betyder også, at den britiske premierminister Boris Johnson er nødt til at bede EU om en forlængelse.