Bo Lidegaard giver 6 A’er til bog om dansk udenrigspolitik i 250 år

ANMELDELSE: En af Danmarks mest erfarne diplomater, Carsten Staur, har efter en lang karriere i udenrigstjenesten skrevet en rasende interessant og indsigtsfuld bog om dansk udenrigspolitik fra 1770 til i dag, skriver Bo Lidegaard.

Altingets vurdering: 6/6

Bo LidegaardAf Bo Lidgegaard
Historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005 og i Statsministeriet 2005-11

Carsten Staur har skevet en klog bog om dansk udenrigspolitik i 250 år.

”Skilleveje” udkommer i anledning af Udenrigsministeriets 250-års fødselsdag, for juleaftensdag er det nemlig præcis 250 år siden, Struense i 1770 fik Christian 7. til at underskrive en kabinetsordre, der udskilte Departementet for de udenlandske Affairer af Det Tyske Kancelli.

Resten er historie, og det er den, en af landets mest erfarne diplomater nu fortæller med den særegen indsigt, der følger med en lang karriere i udenrigstjenesten, herunder tunge chefposter i ind- og udland.

Staur kombinerer den indsigt med et afsæt som uddannet historiker, der har bevaret en livslang interesse for faget og for, hvad det kan, når man ser den aktuelle udvikling gennem fortidens prisme. Hermed er allerede sagt, at der hverken er tale om et tungt forskningsbaseret værk, som Dansk Udenrigspolitiks Historie i seks rygbrede bind, som Dansk Nationalleksikon udgav i 00’erne, eller om et mere essayistisk overflyv af dramatiske og skelsættende højdepunkter.

I slipstrømmen af tidligere udgivelser
Bogen lægger sig snarere i slipstrømmen på Udenrigsministeriets to tidligere jubilæumsbøger fra henholdsvis 1970 og 1995, der begge er skrevet og redigeret af diplomatiets egne folk. Men forskellene er samtidig markante, og de afsejler i sig selv udviklingen, siden det gamle ministerium fyldte 200 år. Den gang kunne en række af udenrigstjenestens fremmeste mænd, med den aldrende tidligere mangeårige direktør Nils Svenningsen i spidsen, give deres autoritative version af både ministeriets lange historie og af deres egen indsats og rolle, ikke mindst i forbindelse med besættelsen.

Afsenderen var der ikke tvivl om: Udenrigsministeriet. Og de to stive bind fyldt med historiske, administrative og forvaltningsmæssige nørderi er uomgængelige for den, der synes udenrigsforvaltningens selvforståelse og arbejdsvilkår er spændende. 25 år senere måtte anslaget være lettere – er 225 år i det hele taget en rund fødselsdag? – og den hæftede ”Nye Grænser. Den danske udenrigstjeneste 1970-95” er en samling førstehånsberetninger fra nogle af dem, der havde været i forreste linje de mellemliggende år.

Her talte hver enkelt med egen stemme, og ingen påtog sig autoriteten for det samlede værk, der ganske vist er udgivet af Udenrigsministeriet og med forord af både udenrigs- og udviklingsminister, men anslaget undgår bevidst indtrykket af, at den hæderkronede institution ville fejre sig selv, endsige påtage sig ansvaret for at udlægge sin egen historie.

Siden er ministeriets selvfølelse kun blevet mindre, og med god grund. De første årtier af det nye årtusind har effektivt pillet glansen af dansk diplomati, som har oplevet markante nedskæringer på snart sagt alle fronter. Samtidig har de tilbageværende udsendte fået tilpasset deres forhold, så de så vidt muligt svarer til dem, der gælder for kolleger på Slotsholmen, ud fra det synspunkt, at der i den globaliserede verden ikke er noget særligt ved at repræsentere land og rige over for vore internationale med- og modspillere, og at der derfor heller ikke bør være større forskel på at være ambassadør i Langbortistan og kontorchef i Erhvervsministeriet.

Ingen indblanding, ingen kontrol, intet gennemsyn
Samtidig er tiden løbet fra institutionelle jubilæumsskrifter på glittet papir og med forord af den siddende chef. Hvordan markerer man så det skarpe hjørne med et tilbageblik, der også peger fremad? For Udenrigsministeriets vedkommende er løsningen fundet ved, at Carsten Staur, der pt er Danmarks ambassadør ved OECD i Paris, har skrevet en bog, ikke på ministeriets vegne, men med dets velsignelse.

Ansvaret er alene forfatterens, og Staur understreger i sit forord vilkåret: ”Ingen indblanding, ingen manuskriptkontrol, intet gennemsyn. Og samtidig stor støtte, hjælpsomhed og praktisk bistand.”

Fremstillingen hviler på offentligt tilgængelige kilder, og selv om Staur i kraft af sine ledende positioner har personligt kendskab til nogle af de forløb, der beskrives, er han underlagt samme tavshedspligt, som alle andre, ”hvilket jeg ikke har fundet begrænsende i denne sammenhæng”, som Staur udtrykker det med en formulering, der er karakteristisk for bogen som helhed: Fremstillingen er indsigtsfuld og præcis, forankret i grundig research og dyb indsigt. Sproget sikkert og præcist – og snapsene ligger tit i mellemtonerne, som ”… i denne sammenhæng.” 

12 nedslag
Opgaven er naturligvis uoverkommelig, og Staur skærer til ved at fortælle historien gennem tolv nedslagspunkter, fire der belyser hvordan Danmark finder sin form 1770-1945, fire andre nedslag i Danmarks rolle i det internationale system 1945-2001 og de sidste fire, der handler om Danmark og den nye verdensorden 2001-2020 – eller rettere 2009, for sidste kapitel handler om klimatopmødet i København.  

Tyngdepunktet er dermed den nyere tid, hvor Staur følger tråden fra dannelsen af FN og medlemskabet af NATO over EF og det europæiske projekt og videre til østudvidelsen og Danmarks aktive diplomati i forhold til de baltiske lande. Benspændet omkring Maastricht-aftalen og EU-politikken får et kapitel for sig selv, inden finalen omkring Irak-krigen, Muhammedkrisen og COP15.

For hvert kapitel gælder, at der er noget at komme efter, både for den, der kender til begivenhederne, og for den, der leder efter en første introduktion til disse skelsættende forløb i nyere dansk udenrigspolitik.

Staur er udpræget god til at holde tungen lige i munden. Han er ingen polemiker og fremstillingen bæres ikke af den rappe pointe, frække vinkel eller den hårdt optrukne konklusion. Styrken ligger i de klart disponerede og vægtede nedslag, der gør det muligt for Staur både at præsentere analytisk klare og langt fra tandløse historier om de enkelte knudepunkter, og få sagt hvad han selv mener så diplomatisk og fredsommeligt, at det efterlader mere eftertanke end lyst til modsigelse.

Der er altså hverken tale om en debatbog, om officiel historiefortælling eller om personlig selvforherligelse – endsige om et kampskrift for Udenrigsministeriets fortræffeligheder. Bogen er noget så sjældent i litteraturen om den danske samtidshistorie, som en klar stemme, der indefra og langt hen ad vejen på systemets præmisser fortæller om vigtige skilleveje i Danmarks udenrigspolitik for med det afsæt at vurdere, om vi bar os klogt ad og nåede det, vi ville – og realistisk kunne.

En konklusion på dansk udenrigspolitik i praksis? 
Når bogen er bedst, og det er den langt hed ad vejen, er der tale om systematisk erfaringsopsamling med stærkt fokus på, hvad vi kan lære både af vore sejre og vore nederlag – af både det, der lykkedes og det, der gik skævt.

Staurs ærinde er ikke at dele karakterer ud, endsige at fremhæve den ene kollega eller minister på bekostning af den anden. Det er at kortlægge dynamikkerne med fokus på Danmarks indre forudsætninger for at varetage vores interesser i forhold til en verden, hvor dynamikker og forandringer går hurtigere end længe, og hvor fremtiden derfor er uoverskuelig.

Staur har sikkert blik for, at Udenrigsministeriets arbejde ”i bund og grund handler om at gøre det muligt for Danmark og danskerne at bevare så meget handlefrihed som muligt i en foranderlig verden,” som han selv udtrykker det. Ikke med ambitionen at omskabe verden i vores billede, men for gennem aktiv deltagelse ”i det internationale samarbejde at bevare vores mulighed for at være os selv – i det nødvendige samspil med andre lande og folk.” 

Det er bogens udgangsreplik – men også dens mantra og det gennemgående tema: Gør vi det godt nok, givet hvem vi er og den verden, vi lever i? Det er ikke en facitliste men en nøgtern præsentation af forudsætningerne og de faktiske forhold i den diplomatiske jernindustri - fulgt af velargumenterede bud på konklusionen.

På den måde kan bogen læses som den sammenfattende konklusion på en aldrig gennemført undersøgelse af dansk udenrigspolitik ikke som historie, teori eller ideologi, men som praksis. Det er interessant, faktisk rasende interessant, hvis man er optaget af, hvordan Danmark gebærder sig i verden.

Carsten Staur: Skilleveje - Dansk udenrigspolitik i 250 år, 398 sider, Gads forlag, udkom 2. september 2020

Forrige artikel Boganmeldelse: Vredens politiske økonomi  Boganmeldelse: Vredens politiske økonomi  Næste artikel Boganmeldelse: Fremtrædende historikere angriber myter om Churchill Boganmeldelse: Fremtrædende historikere angriber myter om Churchill
Holstein: Finansloven er støttepartiernes pant

Holstein: Finansloven er støttepartiernes pant

Q&A: Regeringens støttepartier har en interesse i at vente med at afslutte finansloven, så de kan få flere grønne indrømmelser i de sideløbende forhandlinger. Det siger Altingets politiske kommentator Erik Holstein, der først forventer finansloven landet søndag.