Børn fra udsatte boligområder klumpes sammen på stærkt segregerede skoler

Elever fra udsatte boligområder går i stort omfang på nogle af landet mest segregerede skoler.

Det er blandt hovedkonklusionerne i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, som har undersøgt skolegangen for børn fra udsatte boligområder.

Rapporten viser blandt andet, at 36 procent af børnene fra de udsatte boligområder går i skoler, hvor mere end 60 procent af eleverne kommer fra dårligt stillede hjem, når man måler på forældrenes indkomst, uddannelse og beskæftigelse.

Til sammenligning går kun to procent af alle danske elever i skoler med samme koncentration af børn fra socioøkonomisk dårligt stillede hjem.

Udviklingen skyldes ifølge Institut for Menneskerettigheder i høj grad, at de bedre stillede forældre i områderne fravælger de skoler, der ligger i tilknytning til de udsatte boligområder.

Forældrene søger i stedet mod privat- og friskoler eller mere eftertragtede folkeskoler i andre distrikter.

En ”segregerings-spiral”
Segregeringen af børnene fra de udsatte boligområder er et problem i forhold til den enkelte elevs faglige udviklingsmuligheder, mener Jeppe Kirkelund Søndergaard, specialkonsulent på Institut for Menneskerettigheder og hovedforfatter på undersøgelsen.

Men det udfordrer også selve sammenhængskraften i det danske samfund, tilføjer han.

”Hvis elever går på meget opdelte skoler, hvor man ikke mødes på tværs af forskellige etniske og sociale baggrunde, så er det svært at etablere den gensidige forståelse og tillid, som gør, at man har sammenhængskraft i et samfund.”

”Folkeskolens formålsparagraf indeholder principper om, at folkeskolen skal skabe forståelse for forskellige kulturer og ligeværd mellem mennesker. Det kan i praksis blive svært, hvis man ikke mødes på tværs,” siger Jeppe Kirkelund Søndergaard.

Ifølge Jeppe Kirkelund Søndergaard kan man se, hvordan de mere velstillede familier i stigende grad vælger skolerne fra, når der kommer en høj andel af elever fra dårligere stillede hjem.

På den måde ender man med det, han kalder en ”segregerings-spiral”.

Over tid har det også betydet, at de lokale folkeskoler til de udsatte boligområder har oplevet en negativ socioøkonomisk udvikling.

Institut for Menneskerettigheder konkluderer således, at eleverne på de omtalte skoler i gennemsnit har fået færre socioøkonomiske ressourcer i perioden fra 2008 til 2018.

”I rapportens kvalitative del fortæller forskellige skolechefer om faldende elevtal og forældre-fravalg, fordi skolerne får et dårligt ry. Så der opstår nogle selvforstærkende dynamikker omkring skolerne, som er svære for kommunerne at bryde,” forklarer Jeppe Kirkelund Søndergaard.

Politikere vil handle
På Christiansborg vækker rapporten stor bekymring hos Socialdemokratiet og regeringens støttepartier, Radikale og Enhedslisten.

”Nogle af de børn, som har mest brug for en stærk skole, efterlades i virkeligheden med de dårligste kort på hånden. Hvis ikke vi insisterer på en blandet elevsammensætning, så ender vi både med at svigte mange af børnene i de udsatte boligområder, undergrave sammenhængskraften og skabe større ulighed,” siger Socialdemokratiets undervisningsordfører, Jens Joel.

Radikales undervisningsordfører Lotte Rod er enig.

”Det er et problem, at vi ikke har blandede skoler alle steder i Danmark. Folkeskolen skal være et sted, hvor vi mødes på kryds og tværs. Vi skal lære hinanden at kende og have tillid til hinanden, men børn skal også vokse op med lige muligheder – uanset, hvor de er i landet,” siger hun og tilføjer:

”Vi har talt om det her i mange år. Jeg håber, at rapporten her kan være med til at samle bred opbakning på Christiansborg. Nu er der ikke nogen, som kan lukke øjnene for, hvor stort et problem, vi har.”

Enhedslistens Jakob Sølvhøj mener tilsvarende, at det er på høje tid med politisk handling:

”Der er behov for initiativer, som kan dreje udviklingen den anden vej. Vi er meget dårligt tjent med en stadigt større social opdeling af vores uddannelser. Med forståelsespapiret forpligtede vi os til at gøre noget ved denne her problemstilling. Nu må det være slut med snak.”

Etnisk slagside og anbefalinger
Netop den politiske handling forholder Institut for Menneskerettigheder sig også til.

Da tre ud af fire elever fra de udsatte boligområder har etnisk minoritetsbaggrund, er det primært den gruppe, som koncentreres på de mest segregerede skoler.

”I et ligebehandlingsperspektiv er det derfor vigtigt at følge, i hvilken udstrækning disse elever har adgang til socialt og etnisk blandede grundskoler,” anfører instituttet i rapporten.

Derfor indeholder den også egentlige anbefalinger til, hvordan både Folketinget, kommunerne og Børne- og Undervisningsministeriet kan medvirke til, at skolerne i højere grad ”afspejler det omgivende samfund”.

Anbefalingerne går blandt andet på at ændre i folkeskoleloven, så forpligtelser i forhold til at sikre en bred elevsammensætning bliver tydeliggjort.

Samtidig anbefaler instituttet, af Folketinget giver kommunerne flere muligheder for at ændre på skolernes elevsammensætning. 

Anbefalingerne og reaktionerne på dem fra politikere og skoleaktører udfoldes i artiklen: ”Institut for Menneskerettigheder vil bekæmpe opdeling af elever – politikere roser anbefalinger".  

Kommunernes indsats
Formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal, er helt enig med Institut for Menneskerettigheder i, at der er behov for at give kommunerne flere handlemuligheder.

Alle kommuner arbejder med området i dag, men udviklingen er bekymrende og kræver stærke tiltag, siger han.

”I KL er vi bekymrede. Vi deler både rapportens analyse og konklusioner. Det har nogle negative konsekvenser for både trivsel, faglighed og livsmuligheder. Derfor er KL dybt optaget af, hvordan vi kan få vendt en udvikling, som desværre går den forkerte vej.” lyder det fra Thomas Gyldal.

Han siger samtidig, at KL – som Institut for Menneskerettigheder også anbefaler – ønsker at arbejde mere fleksibelt med skoledistrikterne.

”Behøver de eksempelvis at være sammenhængende fysisk? Kunne man have flere skoler i samme distrikt?” spørger han retorisk.

Nogle steder er kommunerne dog kommet et godt stykke vej under de eksisterende forudsætninger.

Det er både Thomas Gyldal og Jeppe Kirkelund Søndergaard enige om.

Sidstnævnte forklarer:

”Erfaringerne viser, at hvis man vil, så kan man også. Så der må ikke opstå en apati over for, at ”sådan har tingene altid været”. Kommunerne beretter ret tydeligt, at der kan rykkes noget, hvis der er politisk vilje til det.”