Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene

Glidebane 

Det vil ikke komme som store beslutninger, men som små forskydninger i hverdagen.

I garderoben vil nogle børn lidt hurtigere blive mødt som dem, der kan selv, mens andre bliver hjulpet igennem uden samme forventning.

Ved frokostbordet vil nogle børn blive trukket ind i samtalen, mens andre bliver siddende lidt på kanten, og i legen vil vi – ofte uden at tænke over det – investere mere i nogle børn, fordi vi ser noget i dem, vi gerne vil dyrke, mens andre får lov at blive i det, de allerede kan.

Ingen beslutter det, og ingen siger det højt, men det sker alligevel, fordi vores blik på barnet ikke er neutralt, men former vores handlinger, også når vi ikke selv opdager det.

Når jeg står og lytter til børnene ude på gangen, bliver det tydeligt, hvor lidt deres forskelligheder egentlig betyder i øjeblikket.

Anders Jerger
Dagtilbudsleder og masterstuderende i kommunikation

Pædagogik handler ikke om at placere børn, men om at skabe muligheder for udvikling. Hvis vi begynder at tænke i faste forskelle, som noget der ligger i barnet og ikke i relationen, opstår der en glidning, hvor fokus langsomt flytter sig.

Dermed begynder vi at sortere, ikke nødvendigvis i systemer, men i vores forventninger, i vores opmærksomhed og i den måde, vi møder børnene på, og så er vi et andet sted.

Når det sker, er vi ikke længere optagede af, hvad barnet kan udvikle sig til, men af, hvad barnet grundlæggende er. Dermed bliver pædagogik til noget andet end det, vi tror, vi laver.

Samfundsdebat flytter ind på stuerne

Når jeg står og lytter til børnene ude på gangen, bliver det tydeligt, hvor lidt deres forskelligheder egentlig betyder i øjeblikket.

De har forskellige sprog, forskellige erfaringer og forskellige historier, men det er ikke det, der driver legen. Det er relationen, dynamikken mellem dem og det fælles, de er i gang med, uanset hvad det er.

Det er netop det, vi som dagtilbud er sat i verden for at understøtte, fordi børn udvikler sig i fællesskaber og i mødet med andre børn, hvor de bliver udfordret, spejlet og skubbet lidt.

De idéer, der fylder i samfundet, flytter sig og sætter sig i måden, vi taler om børn på og forstår forskelle på.

Anders Jerger
Dagtilbudsleder og masterstuderende i kommunikation

Hvis vi begynder at tænke på børn som grundlæggende forskellige i deres værdi eller potentiale, udfordrer vi denne idé, for så bliver det svært at insistere på fællesskabet som noget bærende.

I stedet risikerer vi, at forskellighed bliver noget, vi organiserer efter, frem for noget vi arbejder med, og i den bevægelse mister fællesskabet sin kraft.

Det kan være fristende at tænke, at debatten om genetik og menneskesyn foregår et andet sted end i dagtilbuddenes hverdag, men sådan forholder det sig ikke. For de idéer, der fylder i samfundet, flytter sig og sætter sig i måden, vi taler om børn på og forstår forskelle på.

Det sker ikke gennem store beslutninger, men gennem små forskydninger i vores blik, og netop derfor er det værd at tage alvorligt.

Vi kan ikke overlade det til andre

Som ledere og pædagoger har vi en forpligtelse til at holde fast i det, der er kernen i vores faglighed: At børn kan udvikle sig, at relationer gør en forskel, og at fællesskabet er afgørende.

Det er ikke idealer, men erfaringer, som vi ser hver dag, blandt andet i de børn ude på gangen, der – uden fælles sprog – alligevel formår at skabe noget sammen, som både er vigtigt og meningsfuldt for dem.

I sidste ende handler det om et valg mellem at se børn som nogen, der er i gang med at blive til, eller som nogen, der i høj grad allerede er bestemt. Det valg træffes ikke kun politisk, men i hverdagen, i garderoben, ved frokostbordet og i legen.

Hvis vi begynder at se børn som noget, de allerede er, risikerer vi at overse netop det, der opstår imellem dem.

Anders Jerger
Dagtilbudsleder og masterstuderende i kommunikation

Det er ikke et valg, vi kan overlade til andre.

For ude på gangen foran mit kontor leger børnene stadig, og selv om jeg stadig ikke forstår, hvad de siger, er det heller ikke det, der er vigtigt.

Det afgørende er, at de har fundet hinanden, at de er i gang med noget sammen, og at de midt i forskelle i sprog, erfaringer og liv skaber et fællesskab, hvor der er plads til dem alle.

Hvis vi begynder at se børn som noget, de allerede er, risikerer vi at overse netop det, der opstår imellem dem – det, som hverken kan måles, kategoriseres eller forklares med gener, men som alligevel er det, der former dem mest.