Borgmester vil lave ny kanon: Cykelturen og holdsport fortjener samme kulturelle status som Karen Blixen

Bevægelse er ikke kun medicin – det er også en vej til at forstå sig selv og sit samfund. Kroppen husker, lærer og forandrer sig i bevægelse. 

Vi skal turde at se ud over den klassiske sundhedspolitiske tilgang, hvor lægefaglighed og sygdomsforebyggelse danner fundamentet. Ægte forebyggelse starter ikke med at identificere risikogrupper.

Den starter med at løfte i bredden – og tage ansvar for hele folket. 

Derfor foreslår jeg, at vi i Danmark udvikler en bevægelseskanon. 

Bevægelse som en del af kulturarv

Ligesom det er en del af den danske kulturarv at kende H.C. Andersen og Karen Blixen, er der også bevægelsesformer, som fortjener samme kulturelle status. Idræt, sport og bevægelse er en del af vores fælles dannelse – de bærer både identitet og fællesskab. 

Som Søren Kierkegaard skrev: "Tab for alt i verden ikke lysten til at gå."

Og som H.C. Andersen sagde: "At rejse er at leve."

Bevægelse har været en del af dansk livsforståelse i generationer – som refleksion, dannelse og en måde at finde både retning og hjem. 

Danmark er omgivet af vand. Vi er et ørige, en søfartsnation – og derfor bør det være en selvfølge, at alle får mulighed for at bevæge sig trygt i vand.

Maja Højgaard
Borgmester, Brøndby Kommune

Forebyggelse handler i høj grad om kultur. Selv den bedste strategi nytter ikke meget, hvis den ikke rammer ned i det, vi som samfund faktisk værdsætter og viderefører. 

Sundhed opstår ikke kun i klinikker og kampagner. Den opstår i folkeskolens idrætssal, i foreningslivet, på cykelstien, i bevægelsen mellem hjem og skole – og i evnen til at finde retning i både by, natur og fællesskab. 

Her er fire eksempler på bevægelsesformer, som er – eller har været – kulturbærende i Danmark. Listen er ikke udtømmende, men viser, hvordan bevægelse har formet vores måde at være i verden på. 

Svømning

Danmark er omgivet af vand. Vi er et ørige, en søfartsnation – og derfor bør det være en selvfølge, at alle får mulighed for at bevæge sig trygt i vand. Det handler om basal overlevelse, men også om helkropslig motion, selvtillid og frihed. 

Alligevel halter vi.

I hovedstaden bliver det sværere og sværere for børn at komme til svømning. Der er for få haller, for få tider – og for mange barrierer. Forskning viser, at jo tættere man bor på en svømmehal, jo lavere er risikoen for overvægt.

Men spørgsmålet rækker videre: Ville vi have behandlet havmiljøet anderledes, hvis svømning og dykning havde været en fast del af vores kulturelle dannelse? 

Svømning bør ikke være luksus eller fritidsaktivitet. Det bør være en grundfærdighed – på linje med at læse og regne.

Cykling

Sammen med Holland har Danmark nogle af verdens bedste vilkår for cyklisme. Vores byer er vokset med "cykelafstand" som rettesnor for tilgængelighed. 

En cykel fordobler rækkevidden for børn og unge – og dermed også adgangen til uddannelse og job. Men færre børn cykler i dag. Det er bekymrende.

For cykling sparer samfundet for CO₂, sundhedsudgifter og støj – og giver den enkelte både frihed og folkesundhed. 

Cyklen har båret os gennem generationer. Nu skal vi sikre, at den også bærer vores børn.

Vandring i naturen  

At færdes i naturen er ikke bare mindfulness. Det er en kompetence. 

At orientere sig, forstå solens retning, læse landskabet og vende hjem skaber mestring, ro og robusthed. I en tid med digital afhængighed og skærmtid er evnen til at være i naturen og turde finde hjem en vigtig del af dannelsen. 

En bevægelseskanon skal ikke diktere, hvordan vi bevæger os – men åbne samtalen om, hvad vi ønsker at bære med videre som kulturel bevægelsesarv.   

Maja Højgaard
Borgmester, Brøndby Kommune

Holdsport

Holdsport lærer os at løfte i flok, at sætte os selv i spil og at træde frem, når det gælder. Det handler ikke kun om præstation – det handler om demokrati og fællesskab. 

I en tid med stigende mistrivsel og ensomhed blandt børn og unge er holdsport en vej til venskaber, tilhørsforhold og sociale færdigheder. Den giver plads til både det enkelte barn og fællesskabet, det træder ind i. 

Og måske vigtigst af alt: Vi bevæger os – og i bevægelsen formes både mennesket og fællesskabet. 

En bevægelseskanon skal ikke diktere, hvordan vi bevæger os – men åbne samtalen om, hvad vi ønsker at bære med videre som kulturel bevægelsesarv. 

Skal folkedans med? Ikke som romantik, men som en praksis, der bandt os til årets rytme og fællesskabets koreografi. I folkedansen lå en forståelse af livets og naturens cyklus. Er tabet af folkedansen også et tab af forankring? 

Er det gåturen i skoven? Orienteringsløbet? Kanoturen? 

Jeg glæder mig til debatten.