Køb abonnement
Annonce
Om  
Michael Harbøll

Borgmesterkandidat i Esbjerg forlader Socialdemokratiet: "En lille gruppe har kuppet sig til magten"

"Jeg kan ikke længere se mig selv i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg," udtaler Michael Harbøll.
"Jeg kan ikke længere se mig selv i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg," udtaler Michael Harbøll.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
27. november 2025 kl. 02.00

Socialdemokratiets borgermesterkandidat ved sidste uges kommunalvalg, Michael Harbøll, har onsdag morgen meldt sig ud af partiet og er nu løsgænger i Esbjerg Byråd.

Det meddeler Michael Harbøll selv i et opslag på Facebook.

Udmeldelsen sker blot to dage efter, at hans nu tidligere partifælde Hans Erik Møller er skiftet til SF efter 35 år i byrådet.

Michael Harbøll peger på "manglende opbakning og direkte modarbejdelse" internt i den socialdemokratiske byrådsgruppe som årsagen til, at han har forladt partiet:

"Jeg kan ikke længere se mig selv i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg."

"Ordenlighed har ikke været en selvfølge i partiet det sidste halve år, og desværre er der i den nye byrådsgruppe ikke opbakning til min politiske linje og ønsket om at genoprette et samarbejde med rød blok," skriver han i opslaget.

Læs også

Aftalebrud og iskold valgmatematik

Michael Harbøll, der i sommer blev valgt som partiets spidskandidat, fik ved kommunalvalget næstflest personlige stemmer i Esbjerg Kommune – kun overgået af den siddende Venstre-borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

På valgnatten valgte Harbøll at bruge de syv socialdemokratiske mandater til at forhandle en mundtlig aftale med SF og Enhedslisten om to udvalgsformandsposter og en medlemspost i økonomiudvalget fordelt mellem de tre partier.

Udvalgsformandsposterne skulle gå til spidskandidaterne for henholdsvis Socialdemokratiet og SF, Michael Harbøll og Mikkel Ammitzbøll, mens Enheds- listen skulle tildeles en menig plads i Økonomiudvalget.

Aftalen med DF blev indgået med armene vredet rundt på ryggen.

Michael Harbøll
Byrådsmedlem, Esbjerg

Denne aftale besluttede et flertal i den nye socialdemokratiske byrådsgruppe dog at bryde søndag aften for i stedet at indgå en aftale med Dansk Folkeparti, der ville sikre Socialdemokratiet en ekstra udvalgsformandspost.

I retur ville Dansk Folkepartis spidskandidat, Mads Engelund Larsen, kunne sætte sig på pladsen i Økonomiudvalget.

Dette aftalebrud fik mandag byrådsveteranen Hans Erik Møller til at melde sig ud af partiet og skifte til SF. Det var dog heller ikke med Michael Harbølls gode vilje at Socialdemokratiet hoppede fra aftalen:

"Desværre valgte et flertal i den kommende byrådsgruppe at smide den nye begyndelse for rød blok over bord. Vi fik besked om at undersøge muligheden for at gå sammen med Dansk Folkeparti, og dermed er jeg rent ud sagt blevet kuppet. Aftalen med DF blev indgået med armene vredet rundt på ryggen," udtaler Harbøll til JydskeVestkysten.

Læs også

Intern kamp om udvalgsposterne

Som følge af Hans Erik Møllers exit gik de socialdemokratiske mandater fra syv til seks, hvormed aftalen med Dansk Folkeparti kun var nok til en enkelt udvalgsformandspost.

Et flertal i den socialdemokratiske byrådsgruppe gik igen imod Harbøll og besluttede i stedet at lade posten gå til Frederik Vestergaard Jørgensen, der i sommer tabte afstemning om at være partiets borgmesterkandidat til netop Michael Harbøll.

Frederik Vestergaard Jørgensen fik 584 personlige stemmer ved kommunalvalget – færrest af de nuværende medlemmer i byrådsgruppen.

Samtidig kunne man ved at bryde den nye aftale med Dansk Folkeparti opnå en menig udvalgspost i Økonomiudvalget, der i givet fald kunne gå til Harbøll.

En lille gruppe har kuppet sig til magten i partiet og bruger den magt til at underløbe den lovligt valgte spidskandidat.

Michael Harbøll
Byrådsmedlem, Esbjerg

Og det er altså som følge af de interne stridigheder og den manglende opbakning, at den tidligere spidskandidat har valgt at forlade partiet og fortsætte som løsgænger.

Med sig tager han sit mandat og tilslutter sig den borgerlige valggruppe bestående af Venstre, SF, Radikale, Danmarksdemokraterne, Konservative og Liberal Alliance.

Dermed tyder det på, at Socialdemokratiet mister posten i økonomiudvalget til den borgerlige valggruppe.

Mads Engelund Larsen fra Dansk Folkeparti ærgrer sig over Socialdemokratiets andet aftalebrud på blot få dage:

"Nu har Socialdemokratiet på kun en uge formået at løbe fra to forskellige aftaler med tre forskellige partier, og det lover ikke godt for de næste fire år. Det, socialdemokraterne gør, er utroligt skuffende," siger han til JydskeVestkysten.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026