Om  
Flemming Fjeldgaard

BT's chefredaktør rykker til TV3

Flemming Fjeldgaard har opsagt sin stilling som chefredaktør på BT. Ved udgangen af maj overlader han posten til en anden for at vende tilbage til sportsstoffet som kanal- og digitalchef på TV3 Sport. 

Line Jenvall

Efter ni måneder i stolen som chefredaktør på BT forlader Flemming Fjeldgaard posten.

Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

"Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget Flemmings opsigelse. I den relativt korte tid, han har virket som chefredaktør på BT, har han, med stærke lederevner og en usædvanlig skabertrang, været med til at udvikle BT i en bedre retning," siger BT's ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen.

Flemming Fjeldgaard var Berlingskes sportsredaktør, inden han blev chefredaktør på BT, og nu vender han tilbage til sportens verden. Han skal nemlig være kanal- og digitalchef på TV3 Sport. Det skriver tv-kanalen i en pressemeddelelse.

Han starter 15. juni og får ansvaret for sportskanalernes udvikling, schedulering og positionering. Derudover skal han videreudvikle den digitale del af TV3 Sport.

”Den digitale udvikling sætter hele tiden nye krav til, at vi udvikler os og gør tingene på nye måder. Flemming Fjeldgaard har blandt andet stået i spidsen for den digitale udnyttelse og udvikling på BT, og et stort fokusområde bliver at sikre, at TV3 Sport udnytter mulighederne, som den nye teknologi giver os – ikke kun på TV,” siger MTG's sportschef Peter Nørrelund i meddelelsen.

Flemming Fjeldgaard er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002 og har mange år hos Berlingske bag sig. Han har tidligere også arbejdet som journalist på Jyllands-Posten og hos Ritzau.

Han udtaler selv om sit jobskifte:

"Jeg har været heldig at arbejde for BT som både praktikant, journalist, redaktionschef og chefredaktør, så jeg skal virkelig tage en vanskelig afsked med et hus og en gruppe mennesker, der har påvirket mig positivt, ikke kun fagligt. Jeg tager mange herlige minder med mig videre over til en ny udfordring, jeg bare ikke kunne finde ud af at afvise."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Fjeldgaard

Direktør, Viaplay Danmark, fhv. digital vicepræsident, MTG Sport, fhv. kanal- og digitalchef, TV3 Sport, fhv. chefredaktør, BT
journalist (DMJX 2002)

0:000:00