Carolina M. Maier: Sexisme-debatten har alt med retssikkerhed at gøre

For tre uger siden havde jeg en kommentar her i Altinget, som skabte stor debat. I kommentaren slog jeg et slag for at nuancere den aktuelle sexismedebat blandt andet ved at skelne mellem egentlige krænkelser og dårlig dømmekraft.

Mange var uenige med mig. Mange var enige. Tonen var ikke altid pæn. Men man stiller sig ikke ud midt på marken, hvis man er bange for stormen. Debatten om de både følelsesmæssigt og etisk svære problemstillinger i vores samfund er nødvendig for den demokratiske samtale. Ikke mindst i et oplyst land med myndige borgere.

Jeg vil gerne først kommentere på noget af kritikken, men dernæst også give mit bud på, hvordan vi kommer videre herfra. For udmønter vi ikke argumenter og holdninger i handling, så kan vi blive ved med at stå og råbe fra hvert vores hjørne. Det gavner ingen.

Lad mig starte med en disclaimer eller tre: For det første er mine argumenter principielle. Jeg hverken vil, kan eller bør tage stilling til, hvorvidt for eksempel Frank Jensen er en ”krænker” eller ej. Det er et af mine væsentlige kritikpunkter mod den aktuelle offentlige debat om sexisme, at der desværre er gået folkedomstol i den. Det vender jeg tilbage til.

For det andet behøver vi ikke diskutere, om der er behov for et opgør med magtstrukturer. Eller om kvinder har lige så stærk en seksualitet og lige så meget lov til at flirte som mænd. Eller om det, at en adfærd ligger i kulturen, betyder, at en person ikke kan tilskrives ansvar for den. Alt det behøver vi ikke diskutere. Svarene er ja, ja og nej. Punktum.

Og for det tredje så taler jeg om kvinder som modtagere af reel eller oplevet sexisme og mænd som afsendere. Jeg ved godt, det også forholder sig omvendt. Men det er for overskuelighedens skyld.

Sagen om Frank Jensen er et godt eksempel på en mand, der blev fældet af en folkedomstol.

Carolina M. Maier

I den omtalte klumme skrev jeg, at jeg er uenig i den opfattelse, at hvis en kvinde føler sig krænket ud fra en subjektiv vurdering, så er der reelt tale om krænkende adfærd fra mandens side. Det har mange kritiseret mig for at mene. Mange anfører, at i det øjeblik, en kvinde føler sig krænket af en mand, så er der tale om en reel krænkelse, idet ingen kan tage den subjektive følelse fra kvinden. Det sidste er sandt. Det kan og skal vi ikke. Hvis en kvinde føler sig krænket, så bør vi kun respektere og anerkende hendes subjektive oplevelse af situationen. Både hvis det drejer sig om eksempelvis en chef, der beder om sex og stiller en forfremmelse i sigte, eller en hånd på en skulder.

Men det gør ikke bevægelsen fra subjektiv oplevelse til objektiv sandhed til en 1:1-relation. Imellem den subjektive oplevelse og den objektive sandhed findes der faktorer, som har betydning. Dels naturligvis mandens intentioner, perspektiv og eventuelle forsvar. Dels konteksten – skete hændelsen til en fest? På kontoret? Var der tale om gensidig interesse? Hvordan er magtforholdet mellem de to? Og så videre.

I bevægelsen mellem det subjektive og det objektive findes der potentielt så mange nuancer og gråzoner, at vi, der betragter sager i offentligheden, ikke bør gøre os til dommere. Måske er der forhold, vi ikke kender, som taler til mandens forsvar. Måske er der forhold, vi ikke kender, som stiller ham endnu værre, end vi umiddelbart kan betragte. Vi ved det ikke. Og derfor skal vi undlade at gøre os til dommere over det.

Vi kan væmmes og græmmes og forarges. Men det nytter ikke, at det er folkedomstolen der – med pressen på sin side – ender med at dømme folk ude eller inde. Hvem skal så? Det kommer jeg tilbage til.

Sagen om Frank Jensen er et godt eksempel på en mand, der blev fældet af en folkedomstol. Igen: Jeg tager ikke stilling til det konkrete skyldsspørgsmål. Uagtet om Frank Jensen har opført sig på måder, der tilsiger, at han burde gå af eller ej, så har han reelt ikke haft mulighed for at forsvare sig.

Da han holdt pressemøde om sit exit fra borgmestertronen i København, sagde han, at omend han selv valgte at gå, følte han sig også nødsaget til at pege på, at vi skal passe på, vi ikke ofrer retssikkerheden i sexismedebatten. Det faldt mange for brystet, og man kan med rette mene, at det havde været mere hensigtsmæssigt, hvis det havde været andre end Frank Jensen selv, der havde taget det ledige standpunkt. Det har en række forsvarsadvokater da også gjort efterfølgende.

Problemet er, at ingen politikere tør tage det, fordi det er upopulært, og fordi forsøger man at pege på nødvendigheden af at sikre den anklagedes retssikkerhed, så anklages man selv alt for hurtigt – af netop folkedomstolen – for at tage dennes parti og dermed modarbejde det nødvendige opgør med sexisme.

Ovenpå Frank Jensens pressemøde og opfordring til, at vi ikke glemmer retssikkerheden, flød de sociale medier over med vrede stemmer, der anførte, at dette intet havde med retssikkerhed at gøre, men at al krænkende adfærd skal stoppe NU. Der var også en stor vrede at spore over Mette Frederiksens opslag på Facebook samme dag, hvor hun opfordrede til, at sexismesager tages internt og ikke i pressen. Nu gjorde statsministeren det sværere for kvinder at stå frem, lød kritikken.

Sandheden er, i min optik, både at statsministeren har ret, og at sexismedebatten har alt med retssikkerhed at gøre.

Det er en uskik, at sager, som er så alvorlige, og som potentielt har så alvorlige konsekvenser for både offer og gerningsmand, føres i pressen. Al etik foreskriver, at føler man sig krænket, så anmelder man den pågældende, man føler sig krænket af. Til sin ledelse eller til politiet, hvis vi er ude i en egentlig overtrædelse af strafferetten. Ligesom al etik foreskriver, at sager behandles internt, med respekt for både offerets oplevelser og den anklagedes retssikkerhed.

Jeg ved godt, at mange kvinder har følt, at det at gå i pressen har været eneste udvej, fordi deres ledelser ikke har taget det alvorligt, når de har rettet kritikken internt. Det har vi set i flere tilfælde, blandt andet i sagerne om Maria Gudme, der gik i pressen med sin historie om Frank Jensen, og Maria Fantino fra P3, som på tilsvarende vis havde oplevet, at hendes klage internt i DR ikke havde ført til tilstrækkelige sanktioner.

Derfor er dette heller ikke en bagudvendt kritik. Vi skal hylde de kvinder, der har turdet stå frem og derved har sat fut i toget. Nu skal vi så bare også have retssikkerheden på plads. Vi skal se fremad. Det er ikke enten/eller. Det er både/og.

Vi må lære af alt det, der er sket de sidste par måneder, og så må vi etablere et system, som både kan håndtere klager over sexisme og kan sikre den anklagedes retssikkerhed.