Kommentar af 
Carolina Magdelena Maier

Carolina M. Maier: Vi bliver nødt til at skelne mellem dårlig dømmekraft og krænkende adfærd

KOMMENTARER: Nuancerne skal med i debatten om #Metoo. Det indebærer en samtale om, at det ikke må være op til en subjektiv vurdering at afgøre, hvad der er krænkende adfærd, og hvorfor kvinder finder magtfulde mænd spændende.

Morten Østergaard fremstår ikke som en krænker, men som en leder med umådelig dårlig dømmekraft, skriver Carolina M. Maier.
Morten Østergaard fremstår ikke som en krænker, men som en leder med umådelig dårlig dømmekraft, skriver Carolina M. Maier. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sagen om Morten Østergaard (R) og hånden på Lotte Rods (R) lår er mange enige om, at det ikke så meget er adfærden i sig selv, men håndteringen af sagen, som gjorde, at Morten Østergaard måtte tage sit gode tøj og gå.

Den analyse er jeg enig i. En hånd på et lår er næppe den værste krænkelse i verdenshistorien, og Lotte Rods håndtering af situationen – hun fjernede hånden fra sit lår – er et godt eksempel på, hvordan man med et klart signal kan bremse en sådan tilnærmelse. En ministers hånd på en ung politikers lår er – i min optik – næppe et udtryk for krænkende adfærd, men for dårlig dømmekraft. På præcis samme måde som Østergaards håndtering af sagen for nylig i pressen var det.

Jeg tror, at en af faldgruberne, vi som befolkning risikerer at falde i i denne storm af #metoo og krænkelseshistorier, er, at vi slår decideret krænkende adfærd og dårlig dømmekraft over én kam. Og det er farligt.

Lad mig uddybe:

Fakta
Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Da Morten Østergaard dagen efter sit exit på Facebook skriver, at der givet vil komme flere sager med ham som hovedperson, formulerer han, at han af ansatte chefer er blevet gjort opmærksom på, at der er tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra hans side i festligt lag, og at han ”har festet på en måde, som ikke tilkommer nogen med ansvar”.

I medierne blev dette opslag straks præsenteret, som at Østergaard "erkendte" nye sager om krænkelser, og sagerne blev omtalt som Østergaards "nye krænkelses-sager". Østergaard blev, med andre ord, dømt som krænker på stedet.

Hvis det er op til os kvinder at bestemme, hvornår mænds adfærd er krænkende, så udvander vi denne vigtige bevægelse imod et opgør med netop alvorlige krænkelser.

Carolina M. Maier

Den ene "sag" er blevet offentligt omtalt i BT, hvor to tidligere medarbejdere anonymt fortæller, hvordan Østergaard til en sommerafslutningsfest er nærgående over for en praktikant. Hvis de to tidligere medarbejderes forklaring står til troende, bør vi retteligt – inden vi dømmer Østergaard som "krænker" – spørge os selv, om det, der var på spil i den situation, var krænkende adfærd eller utrolig dårlig dømmekraft.

De to tidligere medarbejdere forklarer, hvordan Østergaard danser med praktikanten og er nærgående på dansegulvet. Praktikanten forsøger efter deres fortællinger at fjerne hans hænder fra sin krop. Senere følges praktikanten og Østergaard ad, da selskabet går videre i byen, og en af de tidligere medarbejdere ser, hvordan han under gåturen berører hendes bagdel. Senere, på et værtshus, forsøger den ene af de tidligere medarbejdere at lægge sig imellem Østergaard og praktikanten for at "gøre det svært" for Østergaard, som det formuleres. Det hele ender med, at Østergaard – som er stærkt beruset – sendes hjem i en taxa.

Eftersom episoden er beskrevet fra to tidligere medarbejderes perspektiv, og disse endda er anonyme, er det naturligvis umuligt at vide, hvad der rent faktisk er foregået. Det ved kun de involverede. Men vi bliver også nødt til at forholde os til det åbenlyse: Hvis praktikanten syntes, det var ubehageligt at danse med Østergaard, hvorfor gjorde hun det så? Hvis hun syntes, han var ubehageligt nærgående, hvorfor fulgtes hun så med ham videre i byen i stedet for at følges med nogle af de andre? Og så videre.

Min pointe er ikke at underminere den pågældende praktikants oplevelse. Men af beskrivelsen af episoden i BT læser jeg i langt højere grad, at der er tale om en situation, hvor Morten Østergaard som partileder har udvist endog svært dårlig dømmekraft – men ikke krænkende adfærd.

Når en kvinde har muligheden for at sige fra, men alligevel vælger at ’hænge på’, så bliver vi nødt til at turde tale om, hvorvidt der også ligger et element af interesse fra kvindens side. Det legitimerer ikke Morten Østergaard opførsel – han har som politisk leder en særlig opgave i at holde sig på måtten i festlige situationer og lade praktikanterne flirte med hinanden i stedet for. Det udstiller Østergaard som en mand og politisk leder med dårlig dømmekraft. Men det stempler ham ikke som krænker – som alle danske medier, både de lødige og mindre lødige, stort set har gjort.

Hvornår kan man tale om krænkende adfærd? Nogle mener, at blot en kvinde føler sig krænket, altså ud fra en subjektiv vurdering, så er der reelt tale om krænkende adfærd fra mandens side. Det er jeg uenig i.

Vi bliver som samfund nødt til at kunne have en tilnærmelsesvis norm for, hvornår adfærd er krænkende, og hvornår der netop er tale om, at en mand klodset kommer til at træde over en kvindes grænser.

Læs også

Hvis det er op til os kvinder at bestemme, hvornår mænds adfærd er krænkende, så udvander vi denne vigtige bevægelse imod et opgør med netop alvorlige krænkelser. Og vi risikerer også at glemme eller underspille vores eget ansvar i en flirt eller interesse i en given mand.

Det fører mig til min anden pointe:

Vi bliver nødt til at kunne tale om – og nu bliver det svært – at der iblandt nogle af os kvinder er en tendens til, at vi synes mænd med magt er spændende, og at vi af en eller anden grund gerne vil tæt på dem.

Jeg taler af erfaring og derfor også med al den skamfuldhed og selvkritik, der skal til for at kunne stille disse svære spørgsmål. Jeg er to gange gået målrettet efter mænd med magt, hvilket førte til to ret katastrofale forhold.

Den ene gang var med en chef, hvilket i sig selv var helt galt. Han var alt for gammel til mig, ikke videre attraktiv og havde intet at tilbyde mig på et forpligtende parforholds-plan. Men jeg faldt for ham fordi han havde status, fordi han ”var nogen”.

Den anden gang var med en mand, som jeg heldigvis ikke havde en arbejdsrelation til, men som var en offentlig figur med en vis mængde kulturel kapital. Hans udstråling fascinerede mig, og jeg følte mig vigtig, når jeg kunne stå der, tæt på ham og bade i hans lys. Indtil hans adfærd begyndte at være psykisk manipulerende, nedsættende og dybt krænkende – ikke på et fysisk eller seksuelt plan, men mentalt. Det tog mig tre år at komme ud af kløerne på en mand, som jeg faldt så voldsomt for, fordi han var spændende og magtfuld, men som viste sig at have en dybt narcissistisk adfærd, som stille og roligt nedbrød mig, indtil jeg endelig kom ud af det og langsomt kunne begynde at bygge mig selv op igen.

Så jeg tillader mig at spørge, fordi jeg selv har befundet mig i kategorien: Hvorfor er vi nogle kvinder, der indsmigrer os hos mænd med magt? Hvad er det, vi vil opnå? At gøre os selv betydningsfulde ved at komme tæt på magten? At vise os frem? Over for hvem? Os selv? Hinanden?

Dette er ikke et vredt forsvar for de krænkende mænd. Jeg kunne ikke ønske mig dem længere væk, givet at jeg selv har været tæt på en i alt for lang tid. Jeg kan til nød tilgive, men jeg glemmer aldrig.

Dette er heller ikke en underkendelse af alle de modige kvinder, der de seneste uger har stillet sig frem og fortalt om uhørt modbydelige oplevelser med dybt krænkende og magtliderlige mænd. De kvinder har vist det største mod, der findes, og det skal vi være dem evigt taknemmelige for.

Dette er derimod en appel til, at vi ser, forstår og taler om nuancerne imellem at opføre sig krænkende og at udvise dårlig dømmekraft. Ligesom det er en appel til, at vi også tør tale om, at vi kvinder ikke altid er uskyldige ofre, men at nogle af os - af grunde, som jeg synes er lige så vigtige, at vi får talt om og gjort op med – selv opsøger og flirter med mænd med magt.

Jeg kan ikke understrege nok: rigtig, rigtig mange af de historier, vi har hørt de seneste uger, er udtryk for usmagelig, utilstedelig, skammelig og fuldstændig uacceptabel krænkende adfærd. Og her kan vi i den grad tale om en gerningsmand og et offer.

Men der findes også historier, som mest af alt er udtryk for dårlig dømmekraft. Som eksemplet med Morten Østergaards bytur. Det skal vi også turde tale om. For ellers udvander vi debatten og glemmer nuancerne. Det gavner ingen.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion