Cepos: I det rigtige Matador er Rådhuspladsen trumf

Lige så længe der har været fjernsyn til og endnu længere endnu, har Matador været et spil. Man kører rundt i bil og opkøber grunde og virksomheder, som man så får afkast af.

Kendere vil vide, at det gælder om at komme til at bo på Rådhuspladsen. Så venter der så gode afkast, at man næsten ikke kan undgå at vinde spillet. De, som bor i Korsbæk eller en anden lignende flække, taber uvilkårligt i det lange løb. Se det er den basale lære fra det rigtige Matador.

Vores statsminister er åbenbart ikke så historisk velbevandret, så han forbinder i stedet Matador med en nyere folkekomedie. Men det er trods alt altid noget, at han undgår at sætte Matador i forbindelse med slik.

Alligevel er det trist, at statsministeren i nytåret forfaldt til folkekomedien. Ikke mindst fordi komedien åbenlyst fremkaldte en nostalgisk og romantisk veneration hos vores regeringsleder, som løb af med ham. Resultatet var, at det måske mest konkrete politiske initiativ, som Lars Løkke Rasmussen (V) lovede os i sin nytårstale, var at sætte Korsbæk yderligere på støtten. Sammen med landets øvrige udkantområder. Det passer ikke særlig godt ind i en tale, hvor temaet i øvrigt var, at det gælder om at skabe incitamenter til at flytte sig og klare sig selv.

Vores statsminister er åbenbart ikke så historisk velbevandret, så han forbinder i stedet Matador med en nyere folkekomedie.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Det er ikke fordi, jeg er ude på at negligere problemer i landets udkantsområder. Men som Thorning og Corydon så glimrende fik påvist eksempelvis med kontanthjælpsreformen, så virker incitamenter til selvforsørgelse altså. Det gælder også for kommuner.

I de senere år, hvor mennesker har fået strammet op om støtten, så er kommuner derimod blevet forsynet med stadig rigeligere støttemuligheder. Det har ikke ført noget godt med sig.

Siden gennemførelsen af kommunalreformen i 2007 har Folketinget ved flere lejligheder foretaget ændringer i udformningen af det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Det har haft som konsekvens, at den mellemkommunale omfordeling via den kommunale udligning er blevet skærpet.

Bemærkelsesværdigt nok har der oven på den kraftigere støtte været en vis tendens til, at kommuner har været mere tilbøjelige til at øge skattesatserne, jo mere de har fået øget deres tilførsel af tilskud og udligningsmidler.

Blandt de kommuner, som har fået reduceret tilførslen af tilskud og udligningsmidler, findes derimod en række, som også har reduceret trykket fra de kommunale skatter.

Når det forholder sig sådan, er det sandsynligvis værd at være opmærksom på, at mange af landets udkantskommuner oplever befolkningsmæssig stagnation samtidig med, at den tilbageblevne befolkning koncentrerer sig i kommunens mest centrale dele. En kommunal tilpasning til sådan en stagnation kan være smertelig, og tilstrømningen af flere subsidier fra landets øvrige kommuner kan da nærliggende anvendes til at mindske behovet for kommunale tilpasninger til de faktiske forhold i lokalsamfundet.

Egentlige politiske forklaringer kan også have gjort sig gældende. Der har i de senere år udviklet sig en stadig mere markant agitation for flere penge til landets udkantsområder ud fra en henvisning til, at serviceforsyningen her er utilfredsstillende. Med udviklingen af sådan en forståelse bliver det imidlertid også vanskeligere for disse kommuner, at komme uden om at anvende alle midler til at få sat serviceniveauet i vejret.

I de kommuner, som bidrager mest til den kommunale udligning, fordi de står for en stærkere værdiskabelse end udkantkommunerne, er situationen en anden. Her er der tale om kommuner i hovedstadsområdet, som foruden landsudligningen er underlagt hovedstadsudligningen. Disse kommuner har i kraft af finansieringssystemets tekniske indretning haft et meget ringe incitament til at øge udskrivningsprocenten for den kommunale indkomstskat.

I princippet vil det kommunaløkonomisk være at foretrække at øge grundskyldspromillen, såfremt kommunen ønsker at øge skatteprovenuet. Det er imidlertid også i disse kommuner, at grundværdierne er øget mest i de senere år, og det kan nærliggende være et utaknemmeligt politisk projekt at øge grundskyldspromillen samtidig med, at grundværdierne eksploderer. Tilbage står da nødvendigheden af at effektivisere.

Paradoksalt nok rejser den stadig skærpede udligning hermed spørgsmålet: Hvem er egentlig i det lange løb vindere, og hvem er tabere i omfordelingsspillet? De kommuner, som effektiviserer, eller de kommuner, som får støtte til at modvirke strukturtilpasninger?

På den anden side er der jo i kraft af støtten udviklet et regionalt velfærdsmønster, hvor det kommunale serviceniveau, ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet, i Jammerbugt lå fem procent over landsgennemsnittet i 2016, mens det lå fire procent under landsgennemsnittet i København. Det er en forskel, der vil noget.

På trods af det omhandlede det mest konkrete element i statsministerens nytårstale alligevel Korsbæk på støtten. Det er et ikke-vækst forslag, som skal slå ned på de dele af landet, der er bedst til værdiskabelse, og hvor danskerne helst vil bo. Det er umådelig kortsigtet. Umiddelbart bliver kommunerne på støtten glade, selv om der ikke er noget at være glad over, da konsekvensen af at komme på støtten er kommunal ineffektivitet. På længere sigt mærker vi alle, at kagen bliver mindre, end den kunne være blevet.

-----
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.