Cepos: Vi fortjener bedre argumenter for at hæve prisen på cigaretter

KRONIK: Et flertal af danskerne vil gøre cigaretter dyrere, og flere af Folketingets partier har fulgt trop med forslag om højere afgifter. Men argumenterne for at hæve afgifterne er tvivlsomme, skriver Jonas Herby.

Lad mig først slå fast: Jeg kan ikke fordrage røg og cigaretter.

Da jeg var lille, var jeg så pernitten i forhold til rygning, at jeg ikke ville røre en pakke cigaretter. Så fra et personligt synspunkt kunne en pakke cigaretter koste 1.000 kroner. Det ville kun gøre mit liv bedre (hvis man lige ser bort fra risikoen ved den bandekriminalitet, der ville komme ud af sådan en afgift).

Men verden drejer sig jo ikke kun om mig og mine behov. Andre mennesker har i mine øjne ret til at leve deres liv, som de vil, så længe de ikke generer andre væsentligt. Eller, som politimester Bastian i Kardemommeby siger: "Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil".

Så selvom jeg personligt ønsker cigaretter hen, hvor peberet bor, så mener jeg, at man skal have argumenter helt på plads, før man pålægger cigaretter (yderligere) afgifter.

For et par uger siden kunne man se adskillige politikere dele en meningsmåling, som viste, at 71 procent af danskerne går ind for at hæve prisen på cigaretter med 50 procent til 60 kroner, som blandt andet Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti foreslår. Andre partier vil endnu højere op (Radikale vil helt op på 90 kroner), men endnu er det ikke blevet til enighed i Folketinget. Og det er godt. For argumenterne for at have afgifter på cigaretter er ret tvivlsomme.

De tre argumenter for en afgift, jeg oftest hører, er, at:

1.     rygning generer andre

2.     rygning skader folks børn (både pga. passiv rygning, og fordi børn lærer af deres forældres unoder)

3.     rygning koster i sundhedsvæsenet og tabte skattekroner.

Men argumenterne er – som jeg vil uddybe nedenfor – enten forkerte eller problematiske.

Argument Nr. 1 – Passiv rygning
Med det første argument – passiv rygning – forsøger fortalerne at læne sig op ad en økonomisk teori, som siger, at man skal beskatte adfærd, der generer andre.

Det er blandt andet derfor, at økonomer vil beskatte bilkørsel. Når du kører i din bil, så tager du ikke højde for de gener, du påfører andre i form af for eksempel trængsel og forurening. Fordi en del af omkostninger ved din bilkørsel betales af andre, overforbruger du bilkørsel i forhold til det samfundsøkonomisk optimale. Og derfor argumenterer vi økonomer for, at bilkørsel skal beskattes.[i]

Det er samme argument, fortalerne for en afgift på cigaretter forsøger at bruge. Rygning generer omgivelserne, og derfor skal cigaretter beskattes. Men argumentet er forkert for langt størstedelen af de cigaretter, der ryges i Danmark. Eksternaliteter er nemlig en markedsfejl, der opstår, når ejendomsretten ikke er veldefineret.

Ingen ejer luften og pladsen på vejene, og derfor kører vi for meget i bilerne. Men cigaretter ryges i vidt omfang steder, hvor der ér en klar ejer. Det kan for eksempel være i hjemmet, på arbejdspladsen, på værtshuset, i bilen osv. Alle disse steder er der en klar ejer, som kan bestemme, om rygning – og de gener der medfølger – skal være tilladt.

Og alle, der ikke ønsker at blive udsat for generne, er frie til at blive væk. Du behøver ikke besøge en person, der ryger dig lige op i ansigtet. Kun en lille del af cigaretterne ryges, hvor ejendomsretten ikke er veldefineret. Det kan for eksempel være på fortovet eller på stranden. Disse steder ER der et økonomisk argument for at have en afgift på cigaretter.


Hvis du ikke vil udsættes for passiv rygning på f.eks. værtshuse, kan du frit blive væk, skriver Jonas Herby (foto Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Men da det er en mindre del af cigaretterne, der ryges på disse områder, er det altså ikke et argument for at beskatte ALLE cigaretter. Som inkarneret ikke-ryger er det min opfattelse, at generne fra selve røgen på fortove med videre er ret små – mens generne på stranden eller i parker kan være mærkbare. Det taler for, at lokale rygeforbud er et mere målrettet middel end en generel afgift på tobak.

Der er også et problem med skodderne – men det problem er jo ikke meget anderledes end problemerne med pizzabakker, skruelåg fra sodavand og så videre, og det forsøger man allerede i dag at løse med en bøde for at smide affald på gaden (om bøden så er stor nok set i forhold til den minimale risiko for at blive opdaget, kan vi godt diskutere ved lejlighed).

Argument nr. 2 - Think of the children
Det andet argument handler om den gruppe, der ikke frit kan vælge, om de vil besøge et ryger-hjem – nemlig rygernes børn. Derfor – lyder argumentet – skal afgifter på cigaretter beskytte børnene mod passiv rygning og imod selv at blive rygere.

Argumentet tager reelt set udgangspunkt i, at forældre ikke kerer sig tilstrækkeligt om deres børn og derfor udsætter dem for passiv rygning, hvorfor politikerne må træde til og løse problemet med afgifter. Men der er flere problemer med det argument. Blandt andet er det kun cirka fem procent af rygerne – altså hver 20. ryger – der ryger i hjem med børn.

Det skyldes først og fremmest, at fire af fem rygere ikke har hjemmeboende børn, mens tre af fire rygere med børn i hjemmet ikke ryger indendørs, men for eksempel ryger på altanen.[ii]

De 95 procent af rygerne, der ikke generer børnene med deres rygning, skal også betale afgiften "for børnenes skyld", som Det Konservative Folkeparti udtrykker det. Afgiften er altså ekstremt indirekte i forhold til målsætningen, fordi den rammer alle andre end børnefamilierne.

Desuden gør forældre mange andre ting, der potentielt kan skade deres børn. De serverer for meget sukker, tillader for meget skærmtid og for lidt udetid og så videre. Selv forældrenes arbejdsløshed ser ud til påvirke børnene, så arbejdsløshed går i arv fra forældre til børnene. Mener fortalerne for høje tobaksafgifter virkelig, at vi skal beskatte iPads, tv, sukker og så videre af hensyn til børnene? (spoiler: Det Konservative Folkeparti vil fjerne sukkerafgiften).

Det største problem med børneargumentet er i mine øjne, at der ikke er nogen dokumentation for, at en (højere) afgift på cigaretter samlet set hjælper børnene. Selvfølgelig vil højere afgifter umiddelbart reducere mængden af passiv rygning. Sådan virker priser – jo højere prisen er, jo mindre bliver der forbrugt. Og det må alt andet lige slå igennem på antallet af cigaretter, der ryges i børnehjem.

Men det er jo blot den effekt, vi umiddelbart kan se. Der kan være mange andre effekter, som trækker i den modsatte retning, som vi overser. Helt lavpraktisk, så vil rygerforældrene have færre penge til andre ting – herunder til at investere i deres børn – hvis de skal betale mere for cigaretterne. Og denne effekt rammer også de tre af fire rygerfamilier, hvor hjemmet er røgfrit, og hvor der altså ikke umiddelbart er en sundhedsgevinst for børnene.

Sat på spidsen kan afgiften betyde, at nogle få børn undgår passiv rygning, mens rigtig mange børn til gengæld får færre friske grøntsager og færre sunde oplevelser. I midten af 1800-tallet skrev den franske økonom, Frederic Bastiat, sit (for liberale økonomer) berømte essay "That Which is Seen, and That Which is Not Seen".

Pointen i Bastiats essay er, at vi (også politikere!) har tendens til at fokusere på den umiddelbare effekt (mindre passiv rygning), men glemmer de afledte effekter. Kan Mette Abildgaard & co. garantere, at højere afgifter samlet set er gavnligt for børnene? For så vil jeg nok være mere positivt stemt over for afgiften. Men ellers ligner det en klassisk politikfejl, hvor man tror, man kan løse komplicerede problemer med simple værktøjer.

Argument nummer tre – Statens menneske
Endelig er der statskasseargumentet. Altså argumentet om, at folk, der ryger, trækker hårdere på sundhedssektoren og betaler mindre i skat, fordi de er mere syge, og det skal de betale for.

Lad os starte med de færre skatteindbetalinger. Der er nemlig et helt grundlæggende problem med den type af argumenter, hvor det ses som et problem, at den enkeltes usunde adfærd fører til færre skatteindtægter for staten. For hvem er egentlig til for hvem i relationen mellem stat og borger? Er det ikke staten, der er til for borgeren skyld?

Den anden del af argumentet – det højere træk på sundhedssektoren – er muligvis rigtigt (selvom en undersøgelse fra Holland faktisk tyder på, at rygerne er de billigste, fordi de dør tidligere), men i mine øjne også lettere problematisk. Når du bliver mere syg, påfører du andre en omkostning, fordi sundhedssektoren er betalt af fælleskassen i Danmark.

Og derfor er der måske et argument for at beskatte rygerne. Det samme argument kan man i virkeligheden føre over på debatten om nedslidning. Hvis du har et job, der slider dig ned, så hænger vi andre på regningen. Og derfor er der et argument for at beskatte folk, der vælger nedslidende jobs.

Når jeg alligevel ikke bryder mig om argumentet, er det, fordi man anvender tvang som argument for mere tvang. I Danmark er det ikke frit for den enkelte, om man vil deltage i fællesskabets sygesikring. Du SKAL være med. Og nu vil mange politikere og 71 procent af danskerne bruge det forhold, at vi er tvunget ind i et kollektivistisk sundhedssystem, til at tvinge afgifter og forbud ned over folk, der ikke opfører sig i kollektivets interesse.

Argumentet åbner for tvang i alle afskygninger i forhold til at få den enkelte til at leve et sundt liv, fordi det ellers vil koste andre danskere penge. Så selvom jeg som økonom sagtens kan se det økonomiske argument, så bryder jeg mig som liberal ikke om det, fordi den slags argumenter – i et land, hvor staten fylder halvdelen af økonomien – kan bruges til at gribe ind i alt, hvad vi foretager os.

Den rigtige debat
Hvis politikerne ønsker at påvirke danskernes sundhed, bør de tage fat i den rigtige debat med udgangspunkt i det rigtige argument. For selvom det måske er rigtigt, at man – gennem den offentlige sundhedssektor – påfører andre en omkostning, hver gang man ryger en cigaret, så er den gode løsning ikke nødvendigvis at lægge (yderligere) afgifter på cigaretterne.

Andre løsninger – for eksempel individuelle sundhedsforsikringer betalt af staten – kan være bedre løsninger, fordi de i højere grad kan give folk lov til at leve det liv, de ønsker, uden statens indgriben. Og fordi en markedsløsning vil sikre folk mod forkerte argumenter fra statens side. Individuelle, obligatoriske sundhedsforsikringer findes blandt andet i Holland og Schweiz, som interessant nok ligger over Danmark i en europæisk sammenligning af landenes sundhedsvæsener.

For at vi kan tage de rigtige beslutninger, er det vigtigt, at vi holder os til de rigtige argumenter. Derfor bør politikerne holde sig til argumentet om, at rygning koster andre penge. For ud over at være rigtigt kan argumentet føre til en diskussion om, hvorvidt den måde, vi har indrettet sundhedssektoren på, er hensigtsmæssig.

Og lad mig til sidst slå fast, at det ikke er et argument i sig selv, at højere afgifter får forbruget til at falde, eller at man har flertal i befolkningen eller i Folketinget. Argumenterne bør alene gå på, om danskerne får det bedre – også selvom de ikke lever op til politikernes sundhedsidealer.

PS: Der er andre argumenter end de tre, jeg har gennemgået ovenfor. Men hvis du tager dig tid til at tænke dem igennem, så synes jeg ofte, at de falder på samme type modargumenter. Altså, at man 1) rammer meget, meget indirekte med afgiften, fordi man lægger den på alle cigaretter, selvom det kun er en lille del, der udgør problemet, 2) slet ikke har styr på de afledte effekter, og 3) løser problemerne på et for højt niveau (for eksempel bør problemer med røg, der siver op fra underboen, løses i de enkelte ejerforeninger – ikke på statsligt niveau).

PPS: Ud over ovenstående modargumenter, så skal man huske på, at rygning – og dermed afgifter på cigaretter – "vender den tunge ende nedad". Afgiften rammer simpelthen de svageste hårdest. Og der er ingen dokumentation for, at det samlet set skulle hjælpe de svageste. Al overregulering af danskernes liv er problematisk – og det gælder særligt, når reguleringen rammer de svageste.

[i] Min kollega Otto Brøns-Petersen har skrevet et glimrende notat om markedsfejl, som kan læses her.
[ii] Andelen kan udledes ud fra tallene i tabellen 2017Q01.1 i dette dokument. Jeg har opgjort forældre, der aldrig eller sjældent ryger i hjemmet, i én gruppe (ryger ikke i hjemmet), mens forældre, der altid, ofte eller nogle gange ryger i hjemmet er betegnet ryger i hjemmet.

-----------------

Jonas Herby er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering, men han påtaler også gerne, når han oplever ressourcespild eller prioriteringsproblemer i den offentlige sektor. Jonas er cand.polit. og har tidligere arbejdet i konsulenthusene Cowi og Incentive.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Partierne har selv efterladt et vakuum til Riskær Lisbeth Knudsen: Partierne har selv efterladt et vakuum til Riskær Næste artikel Søren Hove: Økonomisk nedtur bliver værre, når vi lever på klods Søren Hove: Økonomisk nedtur bliver værre, når vi lever på klods
Sådan ser den perfekte EU-chef ud

Sådan ser den perfekte EU-chef ud

JOBBESKRIVELSE: Der skal sættes ansigt på et helt kuld nye EU-ledere. Men hvad kræver det at stå i spidsen for Europa? Her er eksperternes svar.