Chef for børneorganisation: Det er forkert at tolke det nye børnesyn som et fripas til kaos i klasseværelset

Alligevel bliver det moderne børnesyn i stigende grad gjort til syndebuk i sådanne situationer.

Børnesynet er ikke et opgør med regler

Børnesynet er blevet en bekvem, omend urigtig forklaring, på børns uhensigtsmæssige adfærd, som overdøver vigtige pointer om folkeskolens rammer, ulighed og børns risikofaktorer. I stedet står vi med en fortælling om, hvordan det moderne børnesyn har gjort grundskoleelever til små voldsparate egoister, mens de voksne, der insisterer på relation og dialog, fremstår naive.

Jeg forstår udmærket behovet for at pege på en årsag, når man som lærer oplever at være afmægtig.

Det er slidsomt at stå i et klasserum, hvor man ikke kan gennemføre undervisningen, fordi eleverne udfordrer ens autoritet – eller i yderste konsekvens bliver decideret truende og voldelige, som vi for nyligt hørte det beskrevet i DR’s Genstart, ‘Overfaldet af en 10-årig’, der tog afsat i en skolelærers indlæg i Altinget.

Det er en grundtanke i det moderne børnesyn, at børn og unge kan have et problem, men at de aldrig i sig selv er et problem.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Det er voldsomme og uacceptable vilkår at arbejde under. Det, tror jeg, vi alle kan blive enige om. Derfor skal det også føre til debat, når vold og trusler fylder i folkeskolen.

Men udpeger vi børnesynet som den udløsende faktor, så peger vi det forkerte sted hen.

At have et tidssvarende børnesyn handler grundlæggende om at respektere og betragte børn som andet og mere end små ufærdige voksne, vi skal forme og afrette. Det er en grundtanke i det moderne børnesyn, at børn og unge kan have et problem, men at de aldrig i sig selv er et problem.

Det betyder ikke, at børn og unge konsekvensløst skal have lov at opføre sig uhensigtsmæssigt og til gene for fællesskabet. Det betyder, at vi i dag har forstået, at børns adfærd ikke ændres ved at fjerne eller udskælde det enkelte barn, men i stedet forsøge at forstå barnets opførsel i den kontekst, det kommer til udtryk i.

Det moderne børnesyn står ikke i opposition til lærernes autoritet.

Børn har brug for tydelige voksne, der sætter rammerne for acceptabel adfærd, og som håndterer børn, der falder uden for de rammer. Men de har også brug for voksne, der forstår, at udadreagerende adfærd sjældent er udtryk for en spontan vilje til at ødelægge fællesskabet, det er derimod oftest et desperat forsøg på at høre til i det.

Glemmer uligheden

Vi er blevet klogere på børns adfærd de seneste årtier, og derfor skal vi heller ikke håndtere problemer med tiltagende uro, mobning og sågar vold på samme måde, som vi gjorde, dengang det for eksempel var almindelig praksis at udelukke såkaldte problembørn fra undervisningen, føre dem væk med et hårdt greb i armen, straffe dem med eftersidning eller en god gammeldags skideballe.

I hele debatten om uro og vold i skolerne, glemmer vi den sociale og socioøkonomiske ulighed, som placerer nogle børn i større risiko for at komme på kant med fællesskabet.

De børn, der risikerer at opleve størst modstand og mistrivsel i deres møde med skolen, er også de børn, der vokser op med særlige risikofaktorer såsom social kontrol, vold eller forældres sygdom eller misbrug.

Vi ved fra BørneTelefonen, at mange af de børn, som har sværest ved at passe ind i en skolesammenhæng, i forvejen lever med grænser.

Det er bare ikke den slags grænser, vi normalt forbinder med trygge voksne. Det er altså ikke nødvendigvis slap opdragelse, der gør et barn udadreagerende. Langt oftere er det en reaktion på at være opdraget med alt for mange og voldsomme konsekvenser i form af vold, skæld ud, skam og afvisning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der sidder nogen et sted og jubler over, med hvilken succes det moderne børnesyn er blevet gjort til syndebuk for flere års nedskæringer og forsømmelse af folkeskolen.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Børn reagerer forskelligt på at få deres grænser overtrådt og rettigheder krænket. Nogle reagerer udad med vold, vrede og modstand. Andre reagerer indad med selvskade, skam og selvmordstanker. Men fælles for dem er, at de reagerer på noget. Det noget skal vi prøve at forstå – ikke afstraffe.

Politisk vildledning

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der sidder nogen et sted og jubler over, med hvilken succes det moderne børnesyn er blevet gjort til syndebuk for flere års nedskæringer og forsømmelse af folkeskolen. Det lader i hvert fald til, at der er mere spin, end der er faglighed og logik bag den konklusion.

Hvis konsekvensen af tiltagende uro på skolerne bliver øgede magtbeføjelser til lærerne, så frygter jeg, at vi får netop den virkelighed, vi ønsker at undgå:

Flere konflikter. Mere vold. Større lærerflugt og mistillid til folkeskolen. Al erfaring fortæller os, at statistikkerne næppe vender, hvis vi giver op på relationen og møder børn, der har det svært, med straf og konsekvens.

At arbejde med et børnesyn, der bygger på relation, forståelse og rettigheder, er ikke det modsatte af at sætte grænser.

Det er en forudsætning for at gøre det på den rigtige måde.