Christian E. Skov: S skal kæmpe kulturkamp mod provinsbashing

Jeg har ét ønske til den nye regering: Skab muligheden for at skabe et Danmark med en stærkere geografisk sammenhængskraft. Gør op med den katastrofale udvikling, hvor en lille bitte del af Danmark løber fra resten, og samfundet opdeles i vindere og tabere. Den situation er en motor for politisk radikalisering og ustabilitet.

Det er mit håb. Men det bliver vanskeligt. For man støder her ikke alene på en stærk og velorganiseret lobbyvirksomhed, når man for eksempel forsøger at udflytte et marginalt antal statslige arbejdspladser. Man støder også på en holdning, eller en ideologi i samfundets urbane, kreative klasse og mediemæssige elite. Tænk for eksempel på Radio24syvs programchef Mads Brügger, der i sin protest mod oprettelsen af en national taleradio i Århus slog fast, at der næppe gik uopdagede talenter rundt i Jylland.

Provinsbashing finder vi særligt hos dem, der selv har taget rejsen fra land til by. Her opfattes urbanisering som en naturligt udtryk for menneskeligt fremskridt; en nemhed, der tillader førstegenerationsurbanisten at stive sin usikre og truede position i sit nye miljø af med opfattelsen af, at han i det mindste er hævet over dem, der blev hjemme.

Så sent som i forrige uge hørte jeg i en københavnsk bybus fire unge mennesker, udvandret fra Esbjergegnen, tale sammen – naturligvis på dette lidt dovne, tilstræbte københavnske – om deres liv kontra dem, der blev tilbage.

Disse unge mennesker i sidste halvdel af tyverne levede et liv opfyldt af provisorier. Nattelivets glæder. Den serielle monogami. Små lejligheder. Emballeret takeaway og miljøbevidsthed. Deres gamle venner hjemme på Esbjergegnen derimod, de var blevet sat, havde købt hus og fået de første børn.

Tilgiv mig at tænke, at de, der var blevet hjemme, var nået længst. Også selvom de – som det fremgik – kun var blevet elektrikere og ikke kommunikationsbachelorer.

Storbylivet forlænger menneskets infantile legeperiode i det uendelige og efterlader de stakler, der ikke magter at bryde fri, som menneskeskrog, syge efter provisoriernes stimulanser som en dranker efter kirsebærvin.

Christian Egander Skov

Det bemærkelsesværdige for mig, som jeg sad der omgivet af menneskelige kropsdufte, var ikke, at deres liv havde udformet sig forskelligt hidtil. Det, der slog mig, var den bemærkning, der straks fløj ud af munden på en af de stolte førstegenerationsurbanister, efter at hun havde redegjort for provinslivets sorger: "Men dér har de jo heller ikke andet at lave end at føde børn." Jyder yngler som rotter, tænkte jeg et sekund.

I en sætning udtrykte den unge kvinde al den foragt, der ligger ophobet i vores kultur, mod livet i "provinsen", samtidig med at hun på paradoksal vis afslørede den moderne metropolitaners livsuduelighed.

Storbylivet forlænger menneskets infantile legeperiode i det uendelige og efterlader de stakler, der ikke magter at bryde fri, som menneskeskrog, syge efter provisoriernes stimulanser som en dranker efter kirsebærvin.

Jojo, det er jo folks egen sag. Men det er klart, at et samfund, der er præget af de solide og simple værdier hos dem, der blev tilbage, er et sundere samfund end det, der lader sig op- og udkoge i storbylivets evigt simrende suppedas.

Provinsen er et moralsk reservoir i det moderne samfund. Her tager folk ansvar, er aktive i foreningslivet, stifter familie, får flere børn – og giver dem en solid ballast, så de faktisk klarer sig bedst, når de flytter til metropolerne og skal konkurrere med storbybørnene. Og ja, i udkanten stemmer folk endog langt mere moderat end i de større byer, ikke mindst København. Alligevel er metropolen i dag idealet.

Kan Socialdemokratiet gøre op med den udvikling? Det bliver svært. Kulturkampen kan det ikke vinde på egen hånd. Men sagen er, at Socialdemokratiet ved at sætte en støt og rolig kurs byggende på en konsensus mellem sig selv og det store borgerlige folkeparti, Venstre, kan udstikke en politisk linje, der sikrer fremgang i provinsen, og derpå gør det vanskeligere at opretholde metropolens kulturelle hegemoni og det deraf følgende nationale selvhad. Politikken kan og skal lægge støtteild for kulturkampen.

Socialdemokratiet anno 2019 lader til at have forstået, at kampen for sammenhængskraft ikke så meget handler om minimale udsving i Gini-koefficienten, men om afstanden mellem et snævert, privilegeret geografisk rum, der løber med alle mulighederne og en provins, der både som geografisk rum og som livsform dømmes ude – selvom det er her både de økonomiske og moralske værdier i stor stil skabes.

Konkret har Socialdemokratiet støttet op om den udflytning af statslige arbejdspladser, som den borgerlige regering fik gennemført. Og kræfter i partiet har også markeret sig som stærke og selvstændige fortalere i egen ret for øget sammenhængskraft.