Christian S. Nissen: Danmark har ingen kulturpolitik

Af Christian S. Nissen
Selvstændig, foredragsholder og tidligere generaldirektør i DR

Ingen vover at skrue op og ned for alle de sugerør, som kulturens interessenter har nede i finanskassen. Det ville ellers være både interessant og nyttigt, hvis nogen turde.

Sat lidt på spidsen kan man hævde, at der i dansk politik slet ikke er en kulturpolitik, forstået som et felt præget af politiske brydninger. Vælgerne interesserer sig ikke for det. Der er simpelthen ikke noget at slås om. Der er alt for meget fred og fordragelighed til, at det kan blive politisk interessant.

Undtagen, når nogen prøver at lave noget om. Tænk blot på Underholdningsorkestret. Eller da Uffe Elbæk luftede en tanke om at omfordele skattemidlerne mellem klassisk og rytmisk musik. En kulturminister kan vække forbigående opmærksomhed ved at indlemme vore madvaner i kulturarven eller skyde en kulturkanon af. Men det hører til de sjældne undtagelser. Endnu længere er der mellem, at politikere går på banen med kulturpolitiske visioner, der virkelig vil flytte noget betydningsfuldt. Og tidshorisonten rækker sjældent længere frem end til næste finanslov.

Det handler om penge
Ja – netop, det hele handler om penge. Kultur-”politikken” drejer sig i bund og grund om fordelingen af godt 20 årlige milliarder skattekroner blandt en nogenlunde fast kreds af kulturformål (idræt, museer, biblioteker, scenekunst, film osv.). Ingen vover at skrue op og ned for alle de sugerør, som kulturens interessenter har nede i finanskassen. Det ville ellers være både interessant og nyttigt, hvis nogen turde. Kulturen trænger til politisk nysgerrighed og provokation, lige så meget som kulturpolitikerne har brug for en kulturel opvågning fra den velmenende mæcen rolle.

Man behøver vel ikke at være billedstormer for nysgerrigt at spørge, om det nu faktisk forholder sig sådan, at al kunst- og kulturstøtte er lige vigtig for samfundet, og om den faste fordelingsnøgle er Guds given. Eller hvad med den kætterske påstand, at den gennemsnitlige kvalitet i de kunstneriske frembringelser inden for et givet område (litteratur, film, teater osv.) falder for hver ekstra krone, der gives i tilskud?

Det er vel ikke utænkeligt, at de sidst tilkomne støttemodtagere, der hentes ind i kultursubsidiernes varme, ikke uden videre er blandt de bedste. Sammenhængen mellem kulturstøtte, kunstnerisk værkshøjde og efterspørgslen i et (kommercielt) marked er i hvert fald en væsentlig og kontroversiel problemstilling. Det gælder især på de områder, som for eksempel filmbranchen, hvor modtagerne af støtten er kommercielle selskaber i indbyrdes konkurrence på et frit marked. Uanset hvor meget (erhvervs-)støtten hæves med henvisning til en ”nødlidende kulturbranche”, vil der altid være nogen, der i udkanten af støttens rækkevidde hænger i vandskorpen.

Nok at tage fat på
Nu er der jo andet i kulturlivet end pengene, selvom det kan være svært at få øje på. Men i en tid med politisk fokus på overførselsindkomsternes sløvende virkning på samfundsansvaret burde man også interessere sig mere for, hvad afhængigheden af permanent offentlig støtte gør ved kunstens og kulturens rolle som kritisk korrektiv midt i al den magelige kulturelle forbrugerisme.

Der er nok af vigtige og kontroversielle spørgsmål at stille på kulturområdet. Men politik bliver det først, hvis der er politikere, der er modige (eller politisk naive) nok til at rejse dem.