Concito: Onsdag bliver skelsættende for den fremtidige klimaindsats i Europa

Onsdag kan blive en skelsættende dag for EU’s klimaindsats og forsyningssikkerhed.

De danske TV-kameraer vil først og fremmest være rettet mod Esbjerg Havn, hvor statsminister Mette Frederiksen er vært for et topmøde, hvor Nordsøens potentiale som Europas grønne kraftcenter skal diskuteres med blandt andet regeringslederne fra Tyskland, Holland og Belgien. Hvis det potentiale bliver indfriet, vil det være en hjørnesten i et klimaneutralt Europa.

Samme dag er der imidlertid også afgørende nyt fra Bruxelles, hvor EU-Kommissionen vil præsentere den ventede REPowerEU-plan, der skal skitsere, hvordan EU bliver uafhængig af fossile brændsler fra Rusland senest i 2027.

I 2021 stod Rusland for cirka 45 procent af EU’s import af naturgas, cirka 25 procent af olieimporten og næsten 50 procent af kulimporten.

Hvordan EU vælger at håndtere afvænningen fra vores dybe afhængighed af disse fossile brændsler, der både påvirker vores evne til at opvarme vores hjem, transportere os og drive vores virksomheder, har ikke bare betydning for balancen i Putins krigskasse, men også for EU’s evne til at levere et slagkraftigt svar på klimakrisen.

Balancen bliver afgørende

Planen vil groft sagt stå på to ben: diversificering af EU’s gasforsyning og en acceleration af udfasningen af fossile brændsler gennem vedvarende energi og energieffektivitet. Balancen mellem de to ben bliver afgørende.

Sat på spidsen er spørgsmålet, om man vil benytte lejligheden til at udfase de fossile brændsler, der ikke bare er hovedårsagen til klimaforandringerne, men også driver den energikrise, der rammer mange borgere hårdt.

Eller om man blot vil erstatte afhængigheden til Rusland med nye afhængighedsforhold til eksempelvis Qatar og Algeriet.

Her er det afgørende at skelne mellem midlertidige virkemidler og beslutninger med langsigtede og strukturelle implikationer.

Christian Ibsen og Jens Mattias Clausen
Hhv. direktør og EU-chef i CONCITO

I praksis er det ikke helt så sort/hvidt. På kort sigt kan vi nemlig godt blive tvunget til at æde nogle fossile kameler, hvis vi gerne vil kappe båndene til Rusland så hurtigt som muligt.

Det kunne eksempelvis være øget kulforbrug næste vinter. Her er det dog afgørende at skelne mellem midlertidige virkemidler og beslutninger med langsigtede og strukturelle implikationer.

Vi skal tænke langsigtet

Med de næste par år for øje vil det være nødvendigt at finde nye leverandører af gas, der kan erstatte vores import fra Rusland. Men skal kampen mod Rusland gå hånd i hånd med klimakampen, er det afgørende, at Europa undgår at låse sig fast til sort energiforbrug længere end højest nødvendigt.

Det betyder dels, at vi i Europa skal holde os fra at bygge ny fossil infrastruktur – eksempelvis LNG-terminaler eller rørledninger – der alt andet lige vil skulle bruges flere årtier frem for at tjene sig selv ind igen. Det betyder også, at nye gaskontrakter bør være korte og tidsbegrænsede.

Både signalerne fra EU-Kommissionen og de tendenser, vi hidtil har set i flere medlemslande, giver anledning til panderynker. Selvom der er fokus på energieffektivitet og vedvarende energi, har ny fossil infrastruktur spillet en uforholdsmæssigt stor rolle i diskussionen.

Nogle af de aktører, der føler sig tiltrukket af den umiddelbart komfortable retur til business as usual, har argumenteret med, at ny infrastruktur er nødvendig for at frigøre Europa fra russisk afhængighed.

Den påstand er imidlertid blevet tilbagevist af flere analyser fra en række af Europas mest velrenommerede tænketanke, blandt andet tyske Agora Energiewende og britiske E3G, der har påvist, at den nuværende importinfrastruktur er tilstrækkelig til at udfase russisk gas.

Det kræver dog, at man dels hæver ambitionsniveauet i den Fit for 55-pakke, som skal udmønte EU’s klimamål for 2030, og som der i øjeblikket forhandles om, og dels igangsætter yderligere tiltag inden for særligt energieffektivitet og vedvarende energi.

Her skal klimaminister Dan Jørgensen have ros for at tage initiativ til en fælles udtalelse med 10 andre lande i april om at accelerere og øge ambitionerne i Fit for 55-pakken og undgå fossil lock-in.

EU står over for en korsvej

EU står således over for en korsvej, og REPowerEU pakken vil sætte den indledende kurs.

Vælger EU forkert, vil det kanalisere investeringerne ind i en klimamæssig blindgyde. Vælges den rigtige vej kan det betyde et markant boost til de rigtige grønne løsninger.

Christian Ibsen og Jens Mattias Clausen
Hhv. direktør og EU-chef i CONCITO

Vigtigheden af at vælge den rigtige vej nu er blevet understreget af nye alarmerende rapporter fra FN’s klimapanel IPCC, der blandt andet pointerer, at verdens drivhusgasudledninger skal toppe senest i 2025 og halveres allerede i 2030, hvis vi skal nå 1,5 gradersmålet fra Parisaftalen.

Alvoren af klimakrisen eksemplificeres nu af de voldsomme hedebølger, der endnu engang hærger Indien og Pakistan.

Vælger EU forkert, vil det kanalisere investeringerne ind i en klimamæssig blindgyde. Vælges den rigtige vej kan det betyde et markant boost til de rigtige grønne løsninger.

Heldigvis har der aldrig været så oplagt en synergi mellem løsningerne på to eksistentielle kriser som her – grøn energi- og forsyningssikkerhed. Vi skal ikke bare være uafhængige af russiske fossile brændsler, men af alle fossile brændsler.

Realistisk set vil EU-Kommissionens udspil formentlig være en blandet landhandel, og dermed bliver der en afgørende rolle at spille for lande som Danmark, der sammen med ligesindede skal være med til at sikre, at vejen frem er grøn.

Det er mødet i Esbjerg netop et godt eksempel på. Europa skal inden for få årtier være klimaneutral, og statsministeren og hendes gæster kan sætte en vigtig strømpil for fremtidens energiforsyning.