Connie Hedegaard: Svarer-udvalget har løst sin næsten umulige opgave. Nu skal der findes politisk mod og vilje
Opgaven var næsten umulig, men Svarer-udvalget synes at have løst den. Man kan kun ønske den grønne trepart alt muligt held og lykke med arbejdet og håbe, at viljerne dér kan bøje sig så meget og så konstruktivt mod hinanden, at man når et brugbart kompromis, skriver Connie Hedegaard.
Connie Hedegaard
Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær, bestyrelsesmedlem i Danfoss, Villum fonden og BBVAOpgaven var næsten umulig, men Svarer-udvalget synes at have løst den.
I udvalgets kommissorium indgik så mange hensyn – til klima, LULUCF og miljø, beskæftigelse, konkurrenceevne og social balance – at det kunne synes næsten umuligt at besvare opgaven.
Men de tre modeller, som de seks udvalgsmedlemmer fremlagde onsdag 21. februar, udmærker sig ved at være relativt klare, logiske og enkle og ikke mindst principielt skåret over samme læst, som det, der gælder for den øvrige industri.
Samtidig er de fremlagte modeller fremtidssikrede, da der er tale om principper og instrumenter, som der kan skrues på i takt med udviklingen, mulighederne og de stigende krav til at nedbringe udledningerne.
Med andre ord har den grønne trepart nu fået de byggeklodser, som de inden sommer skal skabe et samlet hele af. Hvis nogen stadig tror, at afgiften kan lægges i forbrugsleddet, blev den tanke da effektivt aflivet af økonomerne. At lægge afgiften i produktionsleddet er 14 gange mere effektivt.
På pressemødet blev der selvfølgelig stillet kritiske spørgsmål blandt andet til beskæftigelsen, for umiddelbart lyder det jo voldsomt, at produktionen i landbruget vil gå ned i alle tre modeller.
Men mon ikke det var nyt for de fleste, at selv i de områder i Danmark, hvor landbruget fylder mest, udgør landbrugets bidrag en procent af værdiskabelsen. En procent.
Ingen bliver lykkeligere eller rigere af at trække afklaringen om landbrugets rammevilkår yderligere ud.
Connie Hedegaard
Formand, Concito
Udspillets forventede påvirkning af den samlede beskæftigelse i Danmark er 0,25 procent, og det er vel at mærke i den mest ambitiøse model, hvor landmanden pålægges den højeste CO2-afgift på 750 kroner.
I betragtning af at beskæftigelsen bare de seneste to år er steget med 200.000 personer i Danmark, samtidig med at vi alligevel har mangel på arbejdskraft inden for mange områder, virker det som en absolut overkommelig samfundsopgave.
Men ikke alle dele af landbrugserhvervet rammes lige meget.
Da kvægproduktionen står for næsten halvdelen af udledningerne fra dansk landbrug, vil de uvægerligt også blive hårdest ramt, hvis man går frem efter det hævdvundne princip om, at forureneren betaler.
Så, ville BT’s udsendte gerne vide, er det ikke et problem, at et halvt kilo oksekød i køledisken, ifølge Svarer-udvalgets beregninger, vil stige med 4,5 kroner, hvis den for landmanden dyreste model, som vel at mærke er den samfundsøkonomiske billigste, gennemføres?
Her er svaret, at meningen sådan set er, at vi alle sammen gerne må få en økonomisk gulerod til at vælge flere andre fødevarer, som jo så bliver relativt billigere.
Samtidig med at den enkelte landmand får et incitament til at lave innovation, omlægge og investere i alternative teknologier, som ifølge udvalget også kan støttes mere direkte. Blandt andet ved at nogle af indtægterne fra en CO2-afgift går tilbage til erhvervet.
Længe har både landbruget og politikerne kunnet undgå at blive konkrete, når talen faldt på, hvordan en CO2-afgift på landbruget kunne se ud.
Man kunne henvise til, at man ventede på Svarer-udvalget. Nu er ventetiden ovre. Kort efter præsentationen mødtes den grønne trepart. Den konkrete armlægning er altså begyndt.
Det vigtige er, at landmændene ved, hvad der kommer, så de kan indrette deres dispositioner derefter.
Connie Hedegaard
Formand, Concito
Man kan altid finde på nye undskyldninger for ikke at bide til bolle. Der er altid en ny beregning, en ny rapport, et nyt videnskabeligt studie, som muligvis eller muligvis ikke vil gøre os endnu klogere. Sådan er det i en dynamisk verden.
Men politik og ledelse handler også om at turde og kunne træffe beslutninger, når der er brug for det.
Ingen bliver lykkeligere eller rigere af at trække afklaringen om landbrugets rammevilkår yderligere ud.
Det afgørende er ikke, om CO2-afgiften indføres superhurtigt. Det vigtige er, at landmændene ved, hvad der kommer, så de kan indrette deres dispositioner derefter.
For en nation, der gerne vil blive ved med at være i front, når det gælder fødevareproduktion, er det allervigtigste at blive enige om de rammer, der kan sætte yderligere gang i innovationen og nytænkningen, så vi fortsat kan give konkurrenterne baghjul.
Man kan kun ønske den grønne trepart alt muligt held og lykke med arbejdet og håbe, at viljerne dér kan bøje sig så meget og så konstruktivt mod hinanden, at man til juni kan overrække politikerne et brugbart kompromis, som alle kan leve med.