Kommentar af 
Connie Hedegaard

Connie Hedegaard: Vi vinder ikke energikrigen ved passivt at håbe på, at truslen fra Putin driver over

Vi er nogle mærkelige væsener, der i stedet for at omstille os, blot passivt håber på, at truslen fra Putin driver over. Det er præcis, som vi tilgår klimaproblemet. Men nu er det tid til at gå i krigsmode, skriver Connie Hedegaard.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så har krigen snart varet en måned. Hvordan har du det, kære læser? Er du gået i krigsmode? Nej vel, ikke rigtig?

Altså vi læser da om krigen. Vi taler om de forfærdelige billeder af sønderskudte byer, boliger og børnehaver. Vi får en klump i halsen, når kameraer panorerer hen over familier på flugt, og vi slår blikket ned, når bange barneøjne stirrer på os gennem skærmen, mens vi gennem mortér-ildens dumpe lyde hører morlillernes fortvivlede jamren. Og det forbandede er, at vi kun kan gøre så lidt.

Over for Putins grusomme kynisme står vi forsvarsløse. Vi kan næsten ikke rumme despotens mangel på respekt for selv krigens mest elementære regler. Det lammer os, og fra dag et har vi - og han - vidst, at vi ikke ville kunne gå militært til modangreb, da det kunne udløse 3. Verdenskrig.

Derfor har vi kun - udover den akutte humanitære indsats - et eneste våben, vi kan bruge: Det økonomiske.

Derfor har vi kun - udover den akutte humanitære indsats - et eneste våben, vi kan bruge: Det økonomiske.

Connie Hedegaard

Fra den ene dag til den næste blev topchefer tvunget ud i vanskelige valg. Skulle de blive - eller forlade Rusland? Politikere har siddet i krisemøde efter krisemøde, og den gode nyhed er, at det har vist sig, at vi rent faktisk har et samarbejdende folkestyre.

Ikke bare i Danmark, men også i EU, hvor alle har bakket op om endog ganske hårde sanktioner, og hvor en sidegevinst ved globaliseringen af økonomien er, at man rent faktisk med relativt få midler har kunnet ramme Putins regime ganske hårdt. 

Så langt, så godt.

Men hånden på hjertet. Hvor meget har egentlig ændret sig her hos os de sidste 4 uger? Altså sådan helt konkret?

Vi ved, at vi lige om lidt sammen med resten af EU risikerer at være i en ganske alvorlig kattepine, når det gælder vores energiforsyning. Alle eksperter synes enige om, at vi nok skal klare de kommende måneder, men at Europa umuligt kan klare sig igennem næste vinter, selv med betydelige investeringer og omlægninger af energiforsyningen.

Alligevel fortsætter vi stort set business as usual. Hvorfor har vi ikke allerede skruet ned for temperaturen og el-forbruget derhjemme og på arbejdspladsen? Sænket graderne i fjernvarmens fremføringsvand? Gjort alt det vi kan gøre uden stort tab af comfort?

Hver eneste europæiske energibesparelse, som foretages nu, vil udskyde det tidspunkt, hvor vi for alvor løber ind i problemer, så hvorfor vente? 

Connie Hedegaard

I et indslag i TV-Avisen kunne man forleden se manden Thyge på Fyn slukke for Putins gas for rullende kameraer, men hvor mange af os har gjort som Thyge? Venter vi måske på påbud fra politisk hold? I så fald kunne det vel godt gives?

Hver eneste europæiske energibesparelse, som foretages nu, vil udskyde det tidspunkt, hvor vi for alvor løber ind i problemer, så hvorfor vente? Vi er nogle mærkelige væsener, der frem for at forberede os på det vi ikke ønsker hellere passivt håber på, at faren driver over. Præcis som vi i alt for mange år er gået til klimaproblemet på. 

Mens vi tøver og håber og vrider hænder, skovler Putin takket være de højere priser på fossil energi penge hjem som sjældent før. Over 100 milliarder kroner menes de europæiske lande allerede at have sendt østover siden den 24. februar.

Sådan kan vi ikke fortsætte. Aldrig får politikere og beslutningstagere på alle niveauer en bedre chance for at få folkelig opbakning også til nogle af de store og mere besværlige skridt i den grønne omstilling. 

Så hvad med at både kommuner, stat og virksomheder omgående beslutter sig for, at deres beslutninger fra dags dato ikke må gøre klimaproblemet større?

Hvad med at lave en national kampagne, hvor man over nogle få uger kan melde ind til en central task force, hvor der er lovgivningsmæssige eller strukturelle barrierer, der blokerer for en accelereret grøn omstilling?

Det vil helt sikkert give en mængde konkrete input, som så skal sorteres og kvalificeres, før det kan omsættes i nødvendige justeringer. Under normale omstændigheder ville sådan en øvelse tage år i kommuner og stat.

Hvad med at lave en national kampagne, hvor man over nogle få uger kan melde ind til en central task force, hvor der er lovgivningsmæssige eller strukturelle barrierer, der blokerer for en accelereret grøn omstilling?

Connie Hedegaard

Men dette er ikke “normale omstændigheder”. Der er krig. Energikrig. Og klimakrig. Så lad os rykke og give hinanden ultrakorte deadlines.

Hvad med også at give helt los for regler og bureaukratiske forhindringer i et par frikommuner. Altså nu. Ikke om lidt, snart eller til næste år. Men nu. Så vi hurtigt kan høste vigtige erfaringer med, hvordan hele samfundet kan accelerere omstillingen.

Og endelig hvad med at give et incitament for at få tilladelser til at opstille vedvarende energi ekspresbehandlet i systemet.

Det er jo totalt uholdbart, at man stadig hører eksempler på investorer og grundejere, der opgiver i øvrigt fornuftige og bæredygtige projekter, fordi de efter to-tre-fire år stadig ikke har fået grønt lys fra myndighederne. Sådan vinder man altså ikke en krig.

Kom nu. Uanset hvor behageligt det er at berolige os selv med, at det måske nok slet ikke går så slemt endda, er det ikke ansvarligt ikke at forberede os på det værste.

Vi så det, da vi ignorerede advarslerne om en kommende pandemi.

Vi så det med forsvaret, som vi forsømte for længe.

Og vi har set det igen og igen på klimaområdet. 

Vi burde snart have lært lektien.

Det er tid at gå i krigsmode.


    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion