Debat

DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark

DEBAT: Forskellene mellem kønnene i Danmark skyldes hverken regler eller strukturer, men derimod valg baseret på kulturelle præferencer, skriver Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Det er vigtigt, at debatten om ligestilling ikke kommer til at handle om mere lovgivning, mener&nbsp;<b></b>Pernille Knudsen fra DA.
Det er vigtigt, at debatten om ligestilling ikke kommer til at handle om mere lovgivning, mener Pernille Knudsen fra DA.Foto: Pressefoto
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Knudsen
Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

I dag er det to uger siden, at Kvindernes Internationale Kampdag anno 2019 løb af stablen. Den helt rette dag til – her i Danmark, i hvert fald - at stille spørgsmålet: Har vi lige muligheder for begge køn? Hvilke regler og love skal laves, justeres eller optimeres? Svaret på det er helt kort: ingen. Der er ikke brug for at gribe ind med love, reformer, paragraffer eller andet godt fra den politiske og juridiske værktøjskasse.

De forskelle, vi ser mellem kønnene, skyldes ikke regler og strukturer, men i højere grad valg baseret på kulturelle præferencer. For ligestilling handler om valg. Som samfund er vi forpligtet til at sikre, at vi allesammen har lige muligheder for at træffe de valg, vi ønsker. Og den forpligtelse har vi opfyldt.

Kulturelle forandringer
Vi skal ikke alle sammen træffe de samme valg, men hvis der skal større kønsmæssig variation i de valg, vi foretager, så skal den ændring drives af kulturelle forandringer og ikke juridiske. Det handler om karrierevalg, uddannelsesvalg, familieprioriteringer og tilsvarende vigtige valg i hverdagen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Tager man et kig rundt i Danmark, er der tydelige tegn på, at vi flytter os. I begyndelsen af 2019 offentliggjorde Foreningen for Elite- og Magtstudier eksempelvis en analyse som viste, at der fra 2012 til 2017 var kommet 37 procent flere kvinder ind i det, der defineres som magteliten - de personer i Danmark, som har flest magtfulde forbindelser.

Og i en spritny ligestillingsundersøgelse fra Verdensbanken, der har kigget på, hvordan kvinder er stillet inden for en række områder, scorer Danmark 100 ud af 100 mulige point og dermed en delt førsteplads. Kvinder i magtens elite er blandt de forbilleder, der er brug for. De viser, at kvinder i lige så høj grad som mænd har mulighed for at prioritere karrieren. For Danmark er allerede et samfund, hvor kønnene har de samme muligheder. Det skal vi være stolte af – og det skal vi værne om.

Som samfund er vi forpligtet til at sikre, at vi allesammen har lige muligheder for at træffe de valg, vi ønsker. Og den forpligtelse har vi opfyldt.

Pernille Knudsen
Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

I samme åndedrag skal vi selvfølgelig være åbne for, at et mindre kønsopdelt uddannelsesvalg og arbejdsmarked vil være en fordel. Helt generelt er der noget sundt i, at begge køn er bredt repræsenterede på arbejdspladser og i forskellige brancher. Derfor arbejder for eksempel Dansk Industri aktivt med at få flere kvinder i ledelse og har offentliggjort en række anbefalinger til, hvordan vi får det til at ske. Hos Dansk Byggeri har man lanceret en kampagne, der er rettet mod at få flere kvinder ind i bygge- og anlægsbranchen, der traditionelt har været et mandsdomineret område.

Friheden til at træffe egne valg
I regi af Dansk Arbejdsgiverforening arbejdes også på at gøre både drenge og piger mere interesserede i erhvervsuddannelserne, for det er et område, hvor vi i dén grad kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden. Med Projekt Åben Virksomhed forsøger vi på folkeskoleniveau at sætte fokus på de tekniske fag og vise, hvad naturfag, teknik og matematik også kan bruges til. Den tilgang er ikke kønsopdelt, men baseret på at skabe undervisningstilbud, der er tilpasset fagene i grundskolen, og som indeholder undervisning, der er henlagt til virksomheder.

Virksomhederne skal naturligvis også sørge for at spotte medarbejdernes potentiale uanset køn. Det arbejde pågår hver eneste dag, og for virksomhederne har talent, kompetencer og evner hverken hudfarve, køn eller alder. Personlig og faglig udvikling giver af åbenlyse årsager gladere medarbejdere, og derudover ville det da også være dumt ikke at forsøge at udvikle potentialet hos alle medarbejdere.

Læs også

Der skal samtidig stadig være plads til at vælge direktørstolen til og fra. Det er langtfra alle, der ønsker den lange arbejdsuge med tilhørende rejseaktivitet. Og det er heller ikke alle, der har den risikovillighed, der skal til, når man sætter sig i førersædet. For der er noget på spil, når den enkelte træffer det valg – det har konsekvenser for ens liv.

Derfor skal det selvfølgelig også være op til den enkelte, om man vil arbejde i et omsorgsjob i den offentlige sektor, som tømrer eller maler i den private sektor eller som leder eller som noget helt fjerde. Det handler om friheden til at træffe sine egne valg uden at blive set skævt til eller forhindret på vejen. Derfor skal vi også turde tale ærligt om, hvad der ligger til grund for vores valg, og på den baggrund tage ansvar for at fjerne nogle af de forhindringer, der kan være.

Det er det, ligestilling handler om i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Knudsen

Viceadministrerende direktør, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.jur. (Københavns Uni. 1996)

0:000:00